Kortsigtet kulturpolitisk satsning sender Nationalmuseet på fondsjagt

32 sekunder inde i nyheden om den nyudnævnte direktør for Nationalmuseet fremhævede Radioavisen en af hans væsentlige kvalifikationer: ”Kulturminister Mette Bock håber, at Rane Willerslev som et kendt og anerkendt ansigt vil kunne tiltrække fondsmidler og dermed ny forskning til museet”, citerede nyhedsoplæseren fra ministerens pressemeddelelse.

Yderligere introduktion til Rane Willerslev burde være overflødig. Siden udnævnelsen har medierne bragt en strøm af anerkendende ord og omtaler af den utraditionelle social antropolog, professor og ph.d., der med sine egne ord vil sprænge Nationalmuseets faglige rammer, afdække nye historiske mysterier og udfordre etablerede sandheder.

Langsigtede visioner, der kan bringe vores nationale centralmuseum i dialog med de bedste udenlandske museer. Visioner, der rummer potentiale til at gøre Nationalmusset til et museum i verdensklasse.

I Weekendavisen beskriver Anne Knudsen Rane Willerslev som ”lige den direktør, der kan redde Nationalmuseet fra den blegsottige hensygnen i bureaukrati og selvpineri”, som hun mener, museet befinder sig i.

Fælles for alle museerne er, at de i et eller andet omfang har brug for fondsstøtte til at realisere deres mål.

Birgitte Boesen
Indehaver, büroCPH

Og Mette Davidsen-Nielsen fremhæver i lørdagens Politiken Willerslevs ”vildskab og evnen til at sætte en ny retning. Også selvom det kan blive lettere kaotisk”. Det er der brug for, mener hun. Begge kommentatorer er i øvrigt enige om, at der bliver masser at rive i for den nye direktør både inden for og uden for museet.

Kulturpolitisk signal
Uden for venter for eksempel Finansministeriets ”glatbarberede regnedrenge” for endnu en gang at citere Anne Knudsen, som med dette udtryk sætter indre billeder på én af de udfordringer, som den regeringsudnævnte direktør skal forholde sig til i sin nye funktion.

Med kulturminister Mette Bocks udmeldinger om Rane Willerslevs evner for at tiltrække fondsmidler og dermed ny forskning til Nationalmuseet sender hun og regnedrengene to klare signaler til den nye direktør: Vi forventer, at du realiserer dine visioner og tiltrækker ny forskning til Nationalmuseet, men du skal ikke regne med at finde pengene på finansloven.

National stolthed
Det er altså fondene, der skal finansiere den forskningsindsats, der skal sprænge Nationalmuseets faglige rammer, afdække nye historiske mysterier og udfordre etablerede sandheder.

Vi taler her om en proces af stor national betydning, der kan strække sig over flere årtier. Tænk blot på, hvor lang tid der gik, før satsningen på at udvikle dansk film for alvor fik internationalt gennembrud. Og tænk så videre på den nationale stolthed, som vi den dag i dag føler, når danske filmfolk henter udenlandske priser hjem.

Historier om Danmark
Det er ikke, fordi Nationalmuseet ikke søger midler fra fondene. For et år siden fik DR, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen i fællesskab for eksempel bevilget 14,8 millioner kroner af Nordeafonden til at realisere formidlingsinitiativet ”Historier om Danmark”.

Den daværende kulturminister Bertel Haarder udtrykte dengang glæde over, at tre af landets førende aktører på kulturområdet var gået sammen om at styrke den fælles forståelse af vores historiske baggrund og dermed kunne være med til at skabe fælles identitet og give samfundsmæssig sammenhængskraft. Det er netop det, museernes forsknings- og formidlingsindsats kan.

Ansøgerfeltet
Nu hvor Nationalmuseet for alvor skal til at søge forskningsmidler, er der måske grund til at se lidt nærmere på det konkurrenceudsatte ansøgerfelt, Nationalmuseet bevæger sig ud i.

Ud over de i alt fem statsejede nationale museer rummer feltet blandt andet 97 statsanerkendte museer, der er geografisk bredt fordelt rundt om i landet. Kendetegnende for de statsanerkendte museer er, at de ikke er ejet af staten, men enten er selvejende, kommunalt ejede eller foreningsejede institutioner. Især for dem kan en skærpet konkurrence om fondsmidlerne blive alvorlig.

Mere end besøgstal og popularitet
Tidligere direktør i Kulturstyrelsen Poul Bache beskrev i en indsigtsfuld kronik i Politiken søndag museernes sindrige støttesystem og advarede mod, at politikerne baserer de offentlige tilskud på besøgstal og popularitet.

Museernes aktiviteter er meget mere end de udstillinger, events og andre publikumsattraktioner, som er til at se med det blotte øje. Dertil kommer nemlig også museernes opgaver med at indsamle, registrere, bevare og forske. Opgaver, der sjældent påkalder sig offentlighedens opmærksomhed, og som er vanskeligere at få finansieret.

Fra klassisk dannelse til kreative partnerskaber
Der sker rigtig meget inden for museumsverdenen i disse år. En tur rundt i landet viser vigtige eksempler på, hvordan de statsanerkendte museer forandrer sig fra at være klassiske dannelsesinstitutioner til at blive nutidige kulturinstitutioner, der virker i kreative partnerskaber med erhvervsliv og lokale vækstlag. Godt hjulpet på vej af museumsledelser, der lægger store kræfter i at øge andelen af egenindtægter gennem billetsalg, særarrangementer, erhvervspartnerskaber, salg af merchandise i museumsbutikkerne og cafédrift.

På den rejse er besøgstal, kendskab og popularitet vigtige faktorer, men de bør ikke stå alene, når bevillingerne skal gives. Fælles for alle museerne er, at de, uanset hvem der ejer dem, i et eller andet omfang har brug for fondsstøtte til at realisere deres mål – også selvom de modtager offentlige tilskud.

Forskning forpligter
Museerne opbygger ikke alene deres samlinger for at vise dem frem for omverden. Ved siden af disse publikumsvendte aktiviteter har både de statsejede og de statsanerkendte museer forskningsforpligtelser inden for deres særlige ansvarsområde. Herigennem er de med til at sikre Danmarks kultur-, kunst- og naturarv og bidrager på den måde aktivt til, at vi hænger sammen som samfund og gør os klogere på vores fortid, samtid og fremtid.

Denne del af museumsvirksomheden er som nævnt konkurrenceudsat i forhold til fondene. Men som for alle andre fondsansøgere ligger løsningen i at øge samarbejdet på tværs i stedet for at konkurrere om de samme midler.

Problematisk kulturpolitisk satsning
Tilbage er så risikoen for, at ’de store drenge i klassen’ – alias de store museer af national betydning – i fremtiden vil løbe med broderparten af fondsmidlerne i takt med, at staten lægger finansieringen i hænderne på fondene.

Scenariet er sandsynligt, og hvis vi ikke skal ende i en situation, hvor det er de store museer, der løber med pengene, må staten tage sin del af det nationale ansvar.

Problemet med ministerens udspil til finansiering af Nationalmuseets nye forskning er desværre, at fondsmidler kun i få tilfælde er gearede til at løfte nationale, langsigtede forskningsforpligtelser af denne karakter.

Utopisk forventning
Der er mange gode eksempler på, at fonde har finansieret opstarten af nye forskningscentre og forpligtet sig til at finansiere forskningen over en 3-5 årig periode. Men at forvente, at fondene skal løfte en strategisk kulturpolitisk satsning af den dimension, som der er lagt op til med udnævnelsen af den nye direktør for Nationalmuseet, er utopisk.

Set i det lys virker kulturminister Mette Bocks forventninger til Nationalmuseets nye direktør mere som en kortsigtet kulturpolitisk satsning end som den langsigtede forskningsstrategi, Rane Willerslevs visioner lægger op til – og som har potentiale til at bringe Danmarks førende kulturhistoriske museum på verdenskortet.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.