Kronik

Kronik: Flere investeringer kan blive ansvarlige, hvis NGO’erne tør

KRONIK: Såkaldte ansvarlige investeringer boomer. Medvinden giver verdens NGO'er en unik chance for at bruge deres ekspertise og troværdighed til at fremme deres dagsordner gennem finansmarkederne, skriver Ebbe Elhauge Kristensen.

NGO'erne kan ikke se passivt til, mens en række mere eller mindre tilfældige aktører forsøger at tage patent på at definere ansvarlige investeringer, skriver Ebbe Elhauge Kristensen.
NGO'erne kan ikke se passivt til, mens en række mere eller mindre tilfældige aktører forsøger at tage patent på at definere ansvarlige investeringer, skriver Ebbe Elhauge Kristensen.Foto: Henning Kaiser/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ebbe Elhauge Kristensen
Cand.scient.pol. og amatørinvestor

De senere års generalforsamlinger i de danske pensionsselskaber har åbent en skillelinje mellem dem, der prioriterer økonomisk afkast, og dem, der argumenterer for at lade for eksempel etik, bæredygtighed og klima – i forskellige definitioner og afskygninger – indgå som et afgørende investeringsparameter.

Social ansvarlighed, etik og moral er ikke længere fremmedord for investorerne.

Ifølge Global Sustainable Investment Alliance (GSIA) var der i 2016 knap 23 billioner dollars (omregnet til danske kroner svarende til mere end 160 gange det danske statsbudget), der blev forvaltet i henhold til ansvarlige investeringsstrategier af professionelle formueforvaltere.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det er en stigning på 25 procent siden 2014, der betyder, at i alt 26 procent af de penge, der forvaltes af professionelle forvaltere i dag, investeres i henhold til såkaldte ansvarlige investeringsstrategier. Det er et signifikant beløb, der har afgørende indflydelse på den retning, vores økonomi og verden bevæger sig i.

Men det er ikke nemt at afgøre, hvilke firmaer der er reelt ansvarlige. I pensionsselskabernes bestyrelser har debatten kredset om fossile brændstoffer, tobaksindustrien og våbenindustrien.

NGO'erne kan ikke passivt se til, mens en række mere eller mindre tilfældige aktører forsøger at tage patent på at definerer ansvarlige investeringer. 

Ebbe Elhauge Kristensen
Cand.scient.pol. og amatørinvestor

Der kan være gode grunde til ikke at investere i tobaksrøg, kul og kugler, men i forhold til generelle betragtninger om ansvarlighed er den tilgang meget snæver og derfor også uden væsentlig effekt på en række dagsordener, som bestemt kan fortjene fremme.

Ansvarlige investeringer kan i princippet bruges til langt mere end blot at forhindre fremme af åbenlyst sundhedsskadelige produkter. Kvindekvoter og ligeløn har tiltrukket sig en del opmærksomhed de senere år.  Investorerne kan tillægge kriterier vedrørende køn på arbejdspladsen vægt.

Det står lige for, at "put your money where your mouth is", som amerikanerne siger, og der er mange flere emner og muligheder. Desværre er løftebrud og symbolpolitik ikke kun noget, der finder sted i den politiske sfære. Virksomhederne kan også pynte sig med mere eller mindre lånte fjer.

Markedet er ikke kun uigennemskueligt for de små investorer, men også for mange store, institutionelle investorer, som for eksempel de danske pensionsselskaber.

Dilemmaerne står da også i kø: Hvordan er forholdene hos underleverandørerne i for eksempel Bangladesh, Filippinerne og Kina? Cirkulerer penge ind og ud af mærkværdige datterselskaber på caribiske øer?

Er det en formildende omstændighed ved ekstrem skattetænkning, hvis virksomheden har to kvindelige vicedirektører eller en homoseksuel direktør? Samarbejder virksomhederne med fagforeningerne, eller modarbejder og ekskluderer de dem fra indflydelse? Kan man på rimelig vis, når man ønsker at påvirke en udvikling, have samme principper for virksomheder i alle lande og verdensdele?

Er et lille skridt i den rigtige retning nok, eller skal virksomheder uden for den vestlige verden have syvmilestøvlerne på for at kunne tiltrække ansvarlige investeringer? Eller er det måske omvendt nok ikke at være en vestlig virksomhed for at være en ansvarlig investering?

Der er spørgsmål nok at tage fat på – og flere af dem kan bringe selv den mest inkarnerede etiker og filosof på gyngende grund.

Det indtryk, der står tilbage, er, at ansvarlige investeringsprodukter i dag i bedste fald er ugennemsigtige og i værste fald utroværdige. Når det kommer til troværdig information, har de ansvarlige investeringer et problem, idet investeringsselskaber og andre aktører, der udbyder ansvarlige investeringsprodukter, ikke altid betragtes som etikkens og moralens højborg.

Der er derfor et vindue, der står på vid gab for nye aktører, der har ekspertisen og troværdigheden til at sende risikovillig kapital i en ansvarlig retning.

Mange NGO'er i både ind- og udland bryster sig af, at de peger verden i den rigtige retning, hvad enten det drejer sig om basale menneskerettigheder, sultende børn, kvinder i ledelse og tech, demokrati eller økonomisk udvikling.

NGO'erne er formentlig bevidste om, at hvis der er noget, der kan skabe udvikling og fremme en sag, er det et marked med momentum. Det er ikke sikkert, NGO'erne ser finansmarkederne som den oplagte kampfælle, men måske burde de.

Militærpersonel og orienteringsløbere har et diktum, der går på, at hvis der er uoverensstemmelse mellem kort og terræn, er det som regel klogest at følge terrænet. NGO'erne bliver også nødt til at tilpasse sig terrænet – i analogien den alt andet lige kapitalistiske verdensorden – hvis de vil nå frem og påvirke udviklingen i tide.

Oxfam, Greenpeace, WWF, CARE, Røde Kors, Transparency International og alle de andre i både ind- og udland har en gylden mulighed for virkelig at sætte skub på udviklingen på deres respektive dagsordner, hvis de tager finansmarkederne i hånden og sørger for, at almindelige investorer og de institutionelle spillere kan rykke på den bølge af ansvarlighedsvelvilje, der skyller ind over investorerne. Det er bare at sejle med strømmen.

Der eksisterer allerede en række investeringsplatforme, hvor det vil være en rutineopgave at udstille respektive NGO'ers erfaringer og anbefalinger på en måde, så både professionelle og amatører kan kombinere dem med mere konventionelle data om markeder og virksomheder.

NGO'erne kan ikke passivt se til, mens en række mere eller mindre tilfældige aktører forsøger at tage patent på at definere ansvarlige investeringer. Hvis ikke NGO'erne giver deres besyv med, er det et af de mest alvorlige opportunity costs i NGO'ernes historie.

Men NGO’ernes besyv skal ikke komme i form af ”politisk interessevaretagelse”, men konkrete, tilgængelige informationer leveret som en del af et state-of-the-art digitalt investeringsprodukt.

Jeg tør dårligt tro på Wall Streets evne og vilje til at levere anbefalinger om ansvarlighed – tør NGO'erne?

NGO'er og finansmarkeder rimer ikke umiddelbart på hinanden, men det er ikke nyt at samtænke udvikling, ansvarlighed og markedskræfter.

Mikrolånsindustrien, hvor private yder lån til små virksomheder i tredjeverdenslande, har siden 80'erne forsøgt at kombinere økonomisk udvikling i tredjeverdenslande med økonomisk fortjeneste for private investorer. Det har endda kastet en Nobels fredspris af sig til Muhammad Yunus, der i første omgang udtænkte mikrolånsmodellen.

I midten af 00'erne havde forretningsmodellen vind i sejlene, men er siden havnet i vindstille farvand efter problemer med at kreditvurdere virksomhederne med mange manglende afbetaling til investorerne til følge. Også effekten på fattigdom, som lånene skulle afhjælpe, har vist sig tvivlsom – et systematisk review fra EPPI-Centret, Social Science Research Unit ved University of London, peger ligefrem på, at der ikke er nogen dokumenteret effekt.

Det har jeg selv stiftet bekendtskab med, da den danske virksomhed MYC4 lukkede. På det tidspunkt havde jeg dog tabt alle de investerede midler i forsøget på – som jeg husker det – at finansiere en række kvinder i Ugandas forsøg på at opbygge mindre butikker med afgrøder fra egen mark.

Hvis NGO'erne tager tyren ved hornene og kaster sig ind i kampen for at trække kapital til de brancher og virksomheder, der kan bidrage til at realisere deres overordnede mål, kan det måske også revitalisere den interesse for at gøre en forskel med sin opsparing, som mikrolånene skabte, men som er forsvundet, i takt med at investorernes penge ikke blev betalt tilbage.

Det er et åbent spørgsmål, om NGO'erne vil være interesserede i at tage ansvar for ansvarligheden. Af nogle vil det måske tolkes som at gå i seng med fjenden. Men ikke at gøre noget er som bekendt også et valg. NGO'erne kan dårligt sidde med hænderne i skødet og lade hånt om de effekter, de kunne have skabt. 23 billioner dollars er også en slags penge.

Det vil være et paradigmeskift for NGO'erne, men netop kombinationen af økonomisk og politisk indflydelse vil måske også kunne gøre indtryk på de til tider vrangvillige politiske aktører, som NGO’erne forsøger at overbevise om alt fra menneskerettigheders til miljøforanstaltningers fortræffelighed.

For god ordens skyld kan jeg oplyse, at jeg ikke selv investerer ”ansvarligt” – jeg sværger hovedsageligt til indeksfonde, det er nemmere, og jeg har ingen illusion om, at jeg kan slå markedet.

Jeg kunne måske argumentere for, at eftersom de fleste af mine få penge er placeret i det danske C25-indeks, så er det i et globalt perspektiv ret ansvarligt. Jeg "abonnerer" heller ikke på nogen NGO'er og har ikke nogen relation til "sektoren".

Men det undrer mig, at de, der har ekspertisen og i nogen grad troværdighed til at få investorerne i tale og skabe effekter med ansvarlige investeringer, ikke forsøger at udfylde det videns- og investeringshul, der helt oplagt eksisterer.

NGO'erne har en unik mulighed for at fremme deres dagsorden – spørgsmålet er, om de tør tage chancen.

Jeg vil gerne investere i virksomheder eller fonde, der er certificeret af for eksempel Tranparency International eller WWF med henblik på at mindske korruption og fremme naturbeskyttelse – og jeg foreslår også gerne mit pensionsselskab at gøre det samme.

Det samme gælder formentlig for mange andre danskere, der jo også har taget for eksempel økologi, friland og fairtrade til sig i hverdagen. Men det kræver troværdig information, der er nem at tilgå og sortere, hvis ansvarlige investeringer skal blive bæredygtige.

NGO'erne har en unik chance for at vinde på deres respektives sagers vegne i det investeringsparadigme, der er ved at vokse frem. Hvis de tør tage gamle fjender i hånden i den gode sags tjeneste.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ebbe Elhauge Kristensen

Chefkonsulent, Digitaliseringsstyrelsen
Cand.scient.pol (Aarhus Uni. 2013)

0:000:00