Landskabsarkitekter: En hovedstad med kvalitet til fingerspidserne

DEBAT: Vi kan skabe verdens bedste hovedstad med plads til mennesker, drevet af samarbejde og funderet i bokvalitet frem for boligøkonomi. Det kræver kun, at vi vil det, skriver Stig L. Andersson.

Af Stig L. Andersson
Designdirektør og partner i SLA samt professor i æstetisk design ved Københavns Universitet

Regeringen har for nyligt sendt sit Hovedstadsudspil i høring.

Som en central del af udspillet står en revision af Fingerplanen – det landsplansdirektiv, der gennem de seneste 71 år har sikret en nogenlunde fornuftig udvikling af hovedstaden.

Revisionen har modtaget både ros og kritik, og i mine øjne rummer den da også både gode og dårlige ændringer.

Men hvis man for alvor kærer sig om hovedstadens udvikling, bør man se langt ud over regeringens udspil.

Man bør især diskutere de udfordringer, udspillet ikke tager stilling til, frem for det afgrænsede område, regeringens fokus på kortsigtet økonomisk vækst kan få øje på: Nemlig etablering af forpligtende samarbejde, behovet for kvalitet og muligheder for nye boformer.

Indfør samarbejde og kvalitet
Hvad skal man så gøre?

Først og fremmest skal der genindsættes et råd, der varetager hovedstadens udvikling.

Fingerplanen er fra start udarbejdet og siden udviklet af faglige og regionalt samarbejdende råd.

Med strukturreformen i 2007 blev det seneste råd, Hovedstadens Udviklingsråd nedlagt, og planansvaret blev overladt til kommunerne.

I det område, Fingerplanen dækker, er der 34 kommuner, som efter bedste evne må styre udviklingen inden for kommunegrænsen, men altså ingen mulighed har for at påvirke den regionale sammenhæng, de er en del af.

Det leder alt for ofte til egenrådighed og konkurrence mellem kommunerne om udfordringer og muligheder, de burde arbejde sammen om.

Når samarbejdet er organiseret, skal der tages et fælles ansvar for de fælles værdier - ikke mindst de grønne kiler, som er arvesølvet i Fingerplanen.

De er blevet beskyttet gennem de sidste 70 år som ubebyggede arealer, men der er behov for langt mere end det.

Der er brug for kvalitet i kilerne, og det kræver fælles visioner og et forpligtende samarbejde.

Et af de bedste eksempler på, at hovedstaden har løftet i fællesskab, er etableringen af Vestskoven.

Dengang i 1960’erne betalte Københavns og Frederiksberg Kommune 20 procent af omkostningerne, hvad der svarer til over 115 millioner kroner i dag.

Dertil kom statens og amternes medfinansiering, hvilket kun overlod de lokale kommuner med en udgift på 5 procent.

Dengang kunne man se, at man måtte samarbejde om værdierne; hvad Københavns og Frederiksberg Kommune ikke kunne huse inden for egen kommunegrænse, kunne de hjælpe med at skabe i nabokommunerne.

Eksemplet med Vestskoven viser, at udvikling – i modsætning til hvad mange tror – ikke er et nul-sum-spil, hvor nogle kommuner vinder på bekostning af andre.

Tværtimod: Hvis kommunerne frem for at kæmpe imod hinanden indenfor hver deres kommunegrænse i stedet koordinerer deres indsatser og skaber fælles værdier, vil de sammen kunne skabe en langsigtet og bæredygtig udvikling, hvor alle får en del af udviklingskagen – og hvor den kage, alle skal dele, bliver større.

Øger vi kvaliteten af kilerne, kan vi øge livskvaliteten i hovedstaden og løse en lang række sundheds- og miljømæssige problemer.

Samtidig kan vi skabe det grundlag for bosætning i fingrene, som kan lette presset på de indre kommuner og sikre større balance i hovedstaden.

Der er mange måder at gøre det på - en simpel metode er at lade byggeriet finansiere et skovrejsningsprojekt: Hver gang, der bygges en kvadratmeter i hovedstaden, plantes der ét træ i kilerne.

På den måde kan et skovareal svarende til Vestskoven rejses på godt fire år.

Muliggør nye boformer og fællesskaber
Men samarbejde på tværs af kommunegrænserne er ikke det eneste, der kræves. Også et nybrud i den måde, vi tænker bosætning og boligkvalitet på, er nødvendig.

For tiden bygges der på livet løs i de indre kommuner for at imødekomme den store efterspørgsel.

Ifølge Regeringen skal der bygges omkring 100.000 ekstra boliger i hovedstaden frem mod 2030 – heraf skal 67.000 være i Københavns og Frederiksberg Kommune.

Det vil sige, at 2 ud af hovedstadens 34 kommuner, som i forvejen er de tætteste, skal rumme 2/3 af tilflytterne.

Men denne fordeling afhænger helt og holdent af, at folk fortsat helst vil bo i en lejlighed i den indre by.

Og det er slet ikke sikkert, at de vil det, hvis boligbyggeriet fortsætter som nu med hurtigt opførte lejligheder i standardmål, skabt af developere med profit for øje.

Folk vil efterspørge noget, der er bedre – for dem, og ikke for developeren.

‘Bedre’ handler ikke kun om kvadratmeter og praktik. Det handler om kvalitet.

Det handler om nærhed til natur, om at kunne sætte sig eget præg, om meningsfulde fællesskaber og om æstetik.

Boligdrømmene er under forandring, og hverken den hyperurbane lejlighed eller det anonyme parcelhus kan opfylde de kvaliteter, der efterspørges.

Omegns- og yderkommunerne rummer et stort potentiale for at tiltrække nye grupper af beboere.

Det kræver, at man gør sig fri af den developer-drevne udvikling og i stedet begynder at tænke i nye måder at bygge og bo.

Som Amsterdam Kommune har gjort det siden finanskrisen, kan man udstykke mindre grunde, som grupper af mennesker i fællesskab kan bebygge med hjælp af arkitekter og mindre håndværker- og entreprenørvirksomheder.

En boligudvikling med de små aktører i centrum. Det vil skabe en høj arkitektonisk kvalitet og variation, med huse skabt til de mennesker, der skal bo i dem.

Det vil skabe engagement og lokal tilknytning og ikke mindst nye innovative løsninger.

Jeg er således ikke i tvivl om, at nye muligheder for bosætning kombineret med øget koordinering og et større helhedsblik på hele hovedstadsregionens udvikling vil komme hver enkelt af regionens 34 kommuner til gode.

Det kræver blot et blik, der er løftet bare en smule fra egen navle og en tro på, at forpligtende samarbejde, helhedsorienterede løsninger og en byudvikling, hvis primære mål er at skabe boligkvalitet for alle (fremfor blot boligøkonomi for de få), er det, der sikrer en god udvikling.

Helhedens velbefindende
Hele Fingerplanens oprindelige grundtanke dengang i 1940’erne var at skabe et godt fundament for, at hovedstaden kunne udvikle sig til at være et godt sted at leve – et sted med velfungerende infrastruktur og med mulighed for friluftsliv tæt på egen bolig.

Et sted, hvor helhedens velbefindende kom før den enkeltes forgodtbefindende og før kortsigtede gevinster.

Det var idéer om det gode samfund, der satte retning og rammer for hovedstadens udvikling. Og selvom tiden er en anden i dag, og vi åbenbart alle sammen lever i den såkaldte konkurrencestat, er jeg alligevel overbevist om, at samfundssind aldrig går af mode.

Fingerplanen har virket i 71 år. Med en modernisering baseret på kvalitet, samarbejde og helhedstænkning er der intet til hinder for, at den ikke også kan skabe fremragende udvikling i de næste 71 år. Vi skal bare ville det.

Forrige artikel Debat: Hvilken slags ledelse skal der til for at civilsamfundet kan lykkes? Debat: Hvilken slags ledelse skal der til for at civilsamfundet kan lykkes? Næste artikel Debat: Bør der stilles større krav til ledelse i den tredje sektor? Debat: Bør der stilles større krav til ledelse i den tredje sektor?
  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Hvorfor er det så vigtigt med en fortsat fortætning af hovedstaden?

    København er ved at udvikle sig til en dansk udgave af Babelstårnet.

    Til glæde for hvem? Investorerne? Overborgmesteren? Måske, men ikke for befolkningen.

    Området er - selv med færdiggørelsen af Metroen - ved at kollapse i trafikal henseende. Boligpriserne er ikke for "almindelige" mennesker. Fritidsaktiviteter for børn er et sted på Mars. Det er et skræmmende sted at blive gammel og have behov for hjælp til dagligdagen.

    Planen om en ny "ø" ved Trekroner er et fatamorgana. Hvem skal bo der? Skal boligerne være avancerede forældrekøb? Hvilke former for arbejdspladser skal etableres der? High- Tech? De fungerer lige så godt på heden. Bystyret lever i drømmenes verden, hvor resten af nærområdet, region Sjælland, er ikke-eksisterende.

    Planlæggerne skulle hellere fokusere på at udvikle et fælles nyt uddannelses-, bolig og erhvervsområde i umiddelbar nærhed af Ringsted.

    Et sådant område ville kunne servicere både Sorø/Slagelse, Holbæk, Roskilde og Næstved med tilhørende opland. Der ville skabes uddannelses- og arbejdspladser i den del af Danmark, der er den reelle "rådne banan".

    Pendlertrafiken melem vest- og sydsjælland og hovedstaden ville kunne reduceres i et omfang, der kunne begrænse behovet for flere vejanlæg i region hovedstaden med væsentlig positiv klimamæssig effekt. Der ville blive behov for visse sekundære vejforbedringer mellem Holbæk - Ringsted, Næstved - Ringsted og Fakse -Ringsted.

    Er der så meget at betænke sig på?