Lille forening med stor stemmekraft

SAMTALE: Foreningen Hovedstadens Forskønnelse samler dannede, velsituerede borgere med hang til skønhed, offentlige pladser og liv mellem husene. Derfor kommer den let på kant med de store penge.

Forskønnelsen er ikke navnet på en sminkesalon, en beautybiks eller et wellness-center, men derimod en slags kælenavn for en samfundsinstitution, som sidste år fyldte 130 år. Og som udmærker sig ved et paradoksalt misforhold mellem sin stemme og sin størrelse: Det er en ganske lille forening med en ganske stor stemme.

I de seneste godt fire år har Jakob Lange som formand lagt røst til og udfyldt rollen som Jesper Fårekylling i forhold til folk, der bygger i hovedstaden, og som af og til – ikke så sjældent faktisk – kan have brug for at høre samvittigheden tale om, at der jo også skal være pænt i byen; at det skal være rart at være der; og at det hele ikke blot kan handle om penge.

Vi taler om den forening, som blev stiftet i 1885 under navnet Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Vistnok i forsøg på at finde på noget mere mundret er navnet skrumpet noget undervejs og har tabt det lille 'til', og nogle gange tales der altså bare om Forskønnelsen eller FHF.

Målt i antal medlemmer er også selve foreningen skrumpet noget undervejs. Velmagtsdagene med over 2000 medlemmer fik en brat ende i midten af 1990’erne, da det blev for dyrt at opretholde foreningsbladet, hvis fem-seks årlige numre viste sig at have været en medlemsmagnet. Efter bladets sørgelige bortgang faldt medlemstallet til godt 500, hvor det siden har holdt sig, dog nu med en svagt opadgående tendens.

Men stemmekraften har altså holdt sig. FHF melder sig til stadighed i medierne med synspunkter på og kritik af byggeplaner og med krav om og konkrete forslag til ændringer. Ikke sjældent fører kritikken til praktiske resultater. Der er lydhørhed over for FHF, som ikke behøver at brænde inde med sine opfattelser.

"Jeg tror, at en god del af forklaringen ligger i, at vi ikke har råd til at have et professionelt sekretariat. Andre i bestyrelsen sukker nogle gange efter et sekretariat, men hvis vi havde sådan et filter, som blandt andre journalister først skulle igennem for eventuelt at komme til at tale med en repræsentant for foreningen, så ville vi sandsynligvis få langt mindre omtale, end vi faktisk får,” siger Jakob Lange og fortsætter:

”Vores system er, at jeg kan ringes direkte op. Skulle jeg stå på en stige og være i gang med et eller andet, gør det jo ikke noget. Jeg kan da udmærket tale med folk om byggerier i hovedstaden, selv om jeg står på en stige. Og jeg tror, at mange sætter pris på den personlige samtale og den direkte omgangsform."

Jakob Lange agerer også sekretær for og kasserer i foreningen ved siden af opgaver som oplægsholder – når han da ikke er i gang med at pudse på en ide om en tænketank som et muligt forum for kritiske professionelle, der kunne virke proaktivt i forhold til udviklingen af hovedstaden.

Byer skaber mennesker
FHF er en af de vækster i foreningsdanmark, der ikke har et filantropisk, velgørende eller altruistisk, men et almennyttigt sigte. Man vil ikke hjælpe udsatte grupper, men hinanden.

Den fælles opgave, man vil hjælpe hinanden med, går ud på at sikre Københavns æstetiske kvaliteter i bred forstand. Det æstetiske betragtes egentlig både som mål og som middel. Det har sin egen ret. Og det understøtter andre ting.

Der går en linje fra de æstetiske til sociale kvaliteter – fra det skønne til det gode, om man vil. Fra starten har det drejet sig om kunst og skønhed i byen, og det har drejet sig om offentlige pladser. Byen er et sted, hvor mennesker lever sammen. Den er skabt af mennesker. Den er også med til at skabe mennesker; påvirker deres opfattelser af, hvordan mennesker kan og bør leve sammen. Den grundtanke giver sig blandt andet til kende i arbejdet med små hverdagssager som initiativer, der vedrører forholdene omkring byens mange byggepladser.

"En byggeplads kan præge et område af byen i et barns hele opvækstperiode. Det er ikke ligegyldigt, hvordan der ser ud. Så vi kerer os om, hvordan indhegningen og de såkaldte betongrise ser ud og bruges. Det er ikke nødvendigt, at det er grimt og fantasiforladt," siger Jakob Lange.

Da FHF blev grundlagt, var der rigeligt med grimhed at tage fat i. Godt 30 år før var koleraen kommet og gået, og byen havde endelig fået lov at vokse ud over sine volde. Hvilket foregik eksplosivt. Brokvartererne skød op med nødtørftige kaserner til arbejdskraft.

Et udsnit af hovedstadens dannede overklasse stiftede Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Og ifølge foreningens formand er det stadig ikke en urimelig betegnelse at bruge om foreningens medlemsskare. De fleste er dannede borgere. Velsituerede er de også. Men repræsentanter for de store og hurtige penge er de ikke. Dem er de faktisk ofte i brydekamp med.

"Vi har en del professionelle, altså arkitekter, som medlemmer og har aldrig egentlig fået social bredde. Og så er gennemsnitsalderen ret høj. Folk kommer til vores arrangementer, fordi de har god tid til det,” siger Jakob Lange og fortsætter:

”Heldigvis har vi også yngre medlemmer, som synes, det er interessant at følge med i byens udvikling, men vores to typer virke kunne nok være bedre forbundne, end de er. På den ene side har vi velbesøgte byvandringer og fremvisninger, som medlemmerne sætter pris på. På den anden side er vi også lobbyister, som prøver at påvirke den politiske debat.”

Der er altså et næsten selskabeligt oplysningselement, og så er der et politisk element. Ikke mindst sidstnævnte ligger Jakob Lange i blodet og opdragelsen. Hans far, Morten Lange, sad i Folketinget for SF. Selv har han været medlem af SF siden sin grønne ungdom.

Han kommer fra en familie, hvor samfundsengagement var en selvfølge, og hvor politisk aktivitet blev forbundet med at stå for noget og med at samarbejde med andre, der stod for noget andet. Man skulle vide noget, sætte sig ind i sagerne, og man skulle kunne snakke med alle på tværs af uenighed.

Med det udgangspunkt har han samlet erfaringer – som medstifter af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og SFs Ungdom, som studiechef gennem mange år på Københavns Universitet og meget aktiv deltager i uddannelsesdebatten, som medlem af bestyrelsen i Dansk Magisterforening og formand for Magistrenes A-kasse og som folkevalgt i både Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation.

De mangesidige civilsamfundserfaringer kommer nu hovedstadens forskønnelse til gode, og om dét har han – som om så meget andet – en sjov historie fra det virkelige liv at fortælle.

"Jeg sad i Borgerrepræsentationen og var budgetordfører for SF i overborgmester Egon Weidekamps tid i slutningen af 1970'erne. I min tale under en budgetdebat indledte jeg med nogle almene betragtninger om byen. I de år foregik der meget frygteligt byggeri i København, og Weidekamp havde egentlig rollen som overarkitekt for det hele,” fortæller Jakob Lange og fortsætter:

”Han reagerede på min tale ved at erklære, at jeg burde melde mig ind i FHF, for dér syntes jeg at passe bedre ind end i rollen som politiker. Jeg svarede, at det ville jeg gøre, når jeg blev pensionist. Og da jeg så faktisk blev pensionist for seks år siden, meldte jeg mig ind i foreningen, kom ind i bestyrelsen og blev valgt til formand.”

Etager og fortjeneste
Af FHFs to ben er det ene mere harmonisk end det andet. Det harmoniske går efter at beskytte det bevaringsværdige. Der er ret stor enighed, både i foreningen og i det hele taget om, hvad der er bevaringsværdigt. Det andet ben pirker til – eller sparker måske ligefrem ud efter – konkrete nye byggeprojekter, og der er ikke den samme enighed om, hvad der skal pirkes eller sparkes til hvordan eller hvorfor.

”Når man for eksempel bygger Carlsbergbyen, kan det efter min mening ikke nytte at forlange, at der skal bygges i stil med resten af Valby, men det er vi ikke enige om. Vores diskussioner drejer sig altså ikke om, hvad der skal bevares, men hvordan det nye skal udformes. Nogle vil have dannebrogsvinduer og højst tre etager overalt. Jeg synes, at der må gives plads til tidens materialer, og også i forbindelse med højhuse må man vurdere fra sag til sag, om æstetikken er i orden, og om der er gjort tilstrækkeligt for livet mellem husene,” siger Jakob Lange og fortsætter:

”Hvad livet mellem husene angår, er Ørestaden skræmmeeksemplet. Hver for sig kan de enkelte huse være flotte, men – der er jo ingen, der har lyst til at flanere i Ørestaden. En by skal indbyde til at flanere, til at slentre. Det gamle København indbyder til det, men Urbanplanen og Ørestaden gør ikke.”

I udgangspunktet så Carlsbergbyen meget lovende ud, mener Jakob Lange.

”Men vi har oplevet, at kommunen har dispenseret og dispenseret, og projektet er kommet længere og længere væk fra de oprindelige intentioner. Ændringerne sættes som regel igennem rent administrativt, uden politiske drøftelser. Formelt er der mulighed for at øge bebyggelsestætheden med hele 15 procent på den måde, og hele fortjenesten ligger i den sidste etage,” siger han.

Offentligt ejede selskaber, der skal drives, som var de private. Sammenfiltrede og svært gennemskuelige væv af interesser. Og et allestedsnærværende ønske om den størst mulige fortjeneste, koste næsten hvad det vil. Det oplever Jakob Lange, at FHF står overfor i forsøgene på at påvirke byens udvikling.

”På Posthus-grunden, som staten sælger, er der lavet planer for et byggeri, der omfatter seks gange så mange kvadratmeter bebygget areal, som lokalplanen tillader. Ved byggeri af et hundrede meter højt tårn kan grunden blive meget mere værd, end den ellers ville have været,” nævner Jakob Lange:

”Der er lavet tegninger for dette byggeri. Isoleret betragtet kan man nok sige, at tegningerne repræsenterer den bedst tænkelige løsning på vilkårene. Men vilkårene er uacceptable. Det har vi skrevet til kommunen.”

Den slags sager er langvarige og seje. Der satses på offentlighed og på samarbejde med lokale beboergrupper. Det gælder med hensyn til Posthus-grunden. Det gælder i forbindelse med byggeplaner for Enghave Brygge. Og det gælder for Tulipangrunden ved Kastellet.

”Sagen om Tulipangrunden har nu kørt i fire år. Den drejer sig om byggeplaner for tre højhuse til velhavere. Vi gør gældende, at arealet burde udlægges til bagland for Den lille Havfrue. Der er ikke megen plads i området, og folk valfarter dertil,” siger Jakob Lange og fortsætter:

”I den forløbne tid har vi fået pillet den ene etage af efter den anden, men problemet er, at de overhovedet vil bygge der. Det behøver man ikke at være professionel arkitekt for at se. Man behøver heller ikke at være særligt økonomisk kyndig for at forstå, at byggeri og salg af lejligheder lige netop dér kan indbringe en god fortjeneste.”

Det læge element
Hvad behøver man at være professionel arkitekt for at se? Eller for at overse? Eller for at vælge at overse?

FHFs samvirke med arkitektstanden er et kapitel for sig. I forbindelse med konkrete sager er der gerne arkitekter blandt modspillerne. Samtidig er mange af foreningens medlemmer arkitekter. Det kunne næsten se ud som om, foreningen danner ramme om en professionel debat blandt arkitekter og for den sags skyld andre, som beskæftiger sig med byplanlægning – en debat om værdier og om, hvad man vil og ikke vil være med til at fremme og hvorfor.

Spørgsmålet om det professionelle og værdierne ligger i hvert fald Jakob Lange meget på sinde. Han mener, at professionalisering – som det hyppigst forstås og praktiseres for tiden – ofte gør mere skade end gavn.

”Se på nogle af de store foreninger. Deres ansatte tænker på samme måde som de ansatte i, hvad der ofte er deres modpol: ministerierne. De har den samme uddannelsesbaggrund. De formulerer sig på samme måde. De forstår hinanden så godt, at de egentlig udvikler et fællesskab, der går på tværs af organisationen og den offentlige myndighed, som de egentlig skal yde modspil, og der foregår en livlig udveksling af medarbejdere,” siger han og fortsætter:

”Havde vi et professionelt sekretariat, kunne vi meget let få medarbejdere, der tænkte på samme måde, som de gør hos stadsarkitekten – og som måske hellere ville være ansat dér. Foreningernes bestyrelser ender let med ikke at kunne hamle op med deres sekretariater. Taberen er det læge element.”

Indvending, indvending: Begrebet om lægpersoner har alle dage været brugt til at kategorisere folk som nogle, der manglede noget – nemlig viden. I middelalderen stod præsteskabet over for lægfolket. I dag bruges betegnelsen i modsætning til videnskabelige specialister. Lægfolk er nogle, der ikke ved, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen, og som derfor har brug for at få det forklaret. Så hvad er det, der går tabt, når det læge element taber?

”Jeg forstår noget andet ved det læge element. I min udlægning repræsenterer det den sunde fornuft, udøvet af borgere, til forskel fra specialisters professionelle viden. Man ser det for eksempel i det arbejde, som udføres af lægdommere,” siger Jakob Lange og fortsætter:

”Jeg har selv erfaringer med det fra skatteråd og skatteankenævn, hvor vi i forbindelse med klagesager har skullet vurdere, om folk er blevet behandlet fornuftigt og rimeligt. Hver tredje blev faktisk frikendt. Det er en høj andel. Lægdommere er tilbøjelig til at vurdere enkeltpersoner mildere end både pressen og de juridiske dommere, fordi de tager den enkelte sags konkrete omstændigheder med ind i betragtningerne og lægger vægt på menneskelige hensyn: 'Jamen, han er jo lige kommet i lære og på vej til at rette sig – ham kan man da ikke sætte i fængsel'. En lægmand er for mig en person, der bruger sin sunde fornuft med udgangspunkt i borgerrollen. Det er en nødvendig kritiker i forhold til den professionelt specialiserede viden.”

Lægpersonen har altså dobbelt bund. Det samme viser sig at gælde for den professionelle.

”Lad os tage en sygeplejerske som eksempel. Hun er en professionel. Det vil sige, at hun har en række greb, hun har erfaring og hun har basal viden. Og så er der ting, hun ikke vil være med til. Det kan for eksempel være at eksekvere dødsdomme. Det indgår i hendes faglighed, at der er ting, hun ikke vil,” siger Jakob Lange og fortsætter:

”Automekanikeren vil ikke installere sekunda-reservedele i en bil. Arkitekten vil ikke være med til at planlægge byggeri, der skader byens helhed og derfor i sidste ende de mennesker, der skal bo der. Alt dette er værdibaseret, og når bortses fra eksemplet med dødsdomme, er det ikke klart, hvor grænserne går. Så det må diskuteres løbende.”

Det er efter Jakob Langes opfattelse en professionel opgave.

”Men desværre er tendensen, at den opgave svigtes. Selv kender jeg det fra min tid i magisterforeningens bestyrelse i slutningen af 1970'erne. Fra at være en standsforening, hvor de værdimæssige aspekter af det professionelle havde stor betydning, blev det til en ren fagforening, der næsten kun interesserede sig for medlemmernes løn- og arbejdsforhold i snæver forstand.”

Tanker om en tænketank
Professionalisering, der foregår uden kontakt med professionelle værdier, er et samfundsproblem, synes Jakob Lange.

Professionelle har brug for modspil, der kan skærpe opmærksomheden med hensyn til deres egne værdier og sætte deres vante forestillingsverden i relief. Den form for modspil får man ikke nødvendigvis som leder af en organisation, hvis virke er tæt beslægtet med professionen. Det kan blive for let at sætte sig igennem og for svært at tænke kritisk.

”FHF har skiftevis haft arkitekter og djøf'ere som formænd. Jeg vil vove at påstå, at det er gået foreningen bedst, når en djøf'er har siddet i formandsstolen, og det er faktisk ikke så svært at forstå hvorfor,” siger Jakob Lange og uddyber:

”For det første er arkitekter ofte kolleger med dem, de skal kritisere. Hvis de da ikke er deres rivaler. Det er svært at kritisere sine kolleger og sine rivaler. For det andet tænker arkitekter på samme måde som de arkitekter, de skal kritisere. De har den samme uddannelse og er blevet skolet i de samme betragtningsmåder. Vores norske søsterforening, Oslo Bys Vel, har lignende erfaringer.”

Så FHF har ganske vist god brug for og stor nytte af arkitekter i medlemsskaren, og arkitekter kan også have stor nytte af FHF, men der kunne gøres mere, mener Jakob Lange, for at skabe rammer for et ideelt samspil – med udfordringer til de professionelle, som de ikke eller sjældent møder i snævert professionelle sammenhænge.

”Jeg synes, at vi i foreningen hopper lidt for meget fra tue til tue. Så reagerer vi på én sag, så på en anden. Det ville være godt, hvis vi også af og til kunne være proaktive og bidrage til at sætte dagsordener,” siger han og spiller ud med et eksempel:

”Tænk, hvis vi for eksempel kunne spille ud med et forslag til, hvordan Københavns store planer til sikring mod skybrud kan blive æstetiske og flotte og ikke blot de billigste ingeniørløsninger – et forslag, der både forpligtede sig på æstetiske og sociale hensyn, og som kunne udgøre en ramme for, hvordan løsningen af et stort og alvorligt problem kan bidrage til byens udvikling. Det kunne lade sig gøre, hvis vi havde en tænketank, der tog den slags opgaver op, og som kunne udvikle sig til et alternativt forum for kritiske professionelle.”

Med et forslag om at få lavet en samlet planlægning for Oslo Plads ved den netop istandsatte Østerport station – hvor byggeplaner nu falder over hinanden – har FHF i det små taget hul på det proaktive, men Jakob Lange så altså gerne, at det kom til at fylde mere.

Desuden er hans sunde fornuft fristet af muligheden for at slå flere fluer med ét smæk. At få skubbet til planlægningsdebatten og samtidig, som en slags tilsigtet bivirkning, skabe et tilflugtssted hvor professionelle kan slippe sig løs og få uventet mod- og medspil. Og måske ligefrem finde sig selv og modet til at tegne steder, hvor de selv gerne ville bo.

Jakob Lange bor i Kartoffelrækkerne ved Søerne i København. Han har talt op, at der i hans lille gade med 40 huse bor hele 16 arkitekter, som ikke er blandt de mindst fremtrædende i standen i Danmark. De ret små huse med ret små rum og stejle trapper, bittesmå gårdhaver og snævre gader har æstetiske og sociale kvaliteter, der åbenbart virker tiltrækkende på arkitekter, men ligger fjernt fra det meste af det, der kommer fra tegnestuerne.

Det er tankevækkende, synes Jakob Lange – og må også være det for arkitekter. Hvis man ville, kunne man se det som en del af FHFs mission at gøre opmærksom på den slags. Hvis man ville, kunne man også formulere det smart og indbygge det i en vision. Faktisk har Jakob Lange netop formuleret et 'visionspapir', men det er egentlig hverken sådan, han taler eller tænker.

”I min tid som studiechef på Københavns Universitet fik jeg nogle gange spørgsmål om mission og vision. Jeg svarede, at jeg godt kunne lide studerende. Derfor stod jeg også tit i skranken for at høre om deres problemer. Det endte med, at jeg fik lov at være i fred.”

På beslægtet vis er FHF en egensindig forening for folk, der godt kan lide byer og i særdeleshed København. Den er ingen mastodont, og særligt strømlinet er den ikke. Men rigtigt mange kender dens stemme. 

 

Gitte Meyer er seniorforsker ved CBS Center for Civilsamfundsstudier. Hun har arbejdet 25 år som journalist, før hun for 15 år siden flyttede ind i forskningsverdenen. I denne serie af samtaler om og med foreningsdanmark lægger hun op til diskussion om de ord og begreber, vi bruger, når vi taler om civilsamfundet.

Forrige artikel Færre flygtninge på højskole? Færre flygtninge på højskole?