Mads Roke Clausen bliver formand for regeringens nye frivilligråd

DEN UDVALGTE: Vibe Klarups afløser er fundet. Fra februar hedder Frivilligrådets formand Mads Roke Clausen. Han er visionær og engageret, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K).

“Jeg håber, rådet kommer til at bestå af nogle dygtige, visionære mennesker, som kender branchen og har lyst til at flytte ting sammen,” siger Mads Roke Clausen. 
“Jeg håber, rådet kommer til at bestå af nogle dygtige, visionære mennesker, som kender branchen og har lyst til at flytte ting sammen,” siger Mads Roke Clausen. Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen
Carsten Terp Beck-Nilsson

Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen, får pladsen for bordenden i regeringens nye frivilligråd. Han er udpeget af børne- og socialminister Mai Mercado (K) og afløser Vibe Klarup, som går af til februar.

Udpegningen af Mads Roke Clausen sker efter en længere ansættelsesproces. Og socialminister Mai Mercado er ikke i tvivl om, at hun har fundet den rette mand til jobbet.

“Jeg er vanvittigt glad for, at Mads Roke Clausen har sagt ja til posten. Han har et godt strategisk blik og en stor viden om den frivillige verden, hvor han selv er en af nøglepersonerne. Og han er meget visionær. Så jeg er ikke i tvivl om, at han er den rigtige mand til denne opgave,” siger Mai Mercado.

Socialministeren peger på, at hun især er begejstret for den kommende formands måde at tænke den frivillige og den offentlige sektor sammen på.

Jeg tror, vi står lige foran et højdespring for den frivillige sektor.

Mai Mercado
Børne- og socialminister (K)

“Både den frivillige og den offentlige sektor har nogle store styrker. Og sammen kan de skabe nogle stærke synergier, som også er meningsfulde for udsatte mennesker. Det er en oplagt vej at gå,” siger Mai Mercado.

Efter hendes opfattelse giver regeringens civilsamfundsstrategi sammen med den model for Frivilligrådet, som hun lancerede for lidt over en uge siden, et godt afsæt for at løfte den frivillige sektor til et nyt niveau.

Vores ører skal være større end munden.

Mads Roke Clausen
Kommende formand, Frivilligrådet

“Jeg tror, vi står lige foran et højdespring for den frivillige sektor. Min oplevelse er, at frivilligheden kan være en fantastisk dynamo, som vi slet ikke har fået op at køre på fuld kraft endnu,” siger Mai Mercado.

“Vi skal finde sammen om en stærk mission”
Den nye formand selv glæder sig meget til at træde ind i Frivilligrådets arena, fortæller han til Altinget.

“Jeg kender jo endnu ikke de andre medlemmer af rådet. Og jeg er meget spændt på, om vi kan få skabt et fælles fokus og en fælles vision. Det bliver jo rigtig interessant at finde de stærke, fælles dagsordener,” siger Mads Roke Clausen.

Med egne ord tager han imod udnævnelsen med stor ydmyghed.

“Frivilligrådet har ikke nogen formel magt. Vi kan ikke kommandere rundt med nogen, som man kan som direktør. I stedet skal vi lede gennem gode eksempler og en stærk vision. Det kræver ydmyghed. Vores ører skal være større end munden,” siger Mads Roke Clausen.

Han er da heller ikke klar med nogen programerklæringer.

“Vi skal bruge den første tid i rådet til sammen at analysere vores udfordringer og muligheder. Styrken er jo, hvis vi kan finde sammen om en stærk vision, hvor vi står vagt om sektorens særlige vilkår og på samme tid spiller os ind som strategiske udviklere af velfærdsområdet,” siger Mads Roke Clausen og tilføjer:

“Jeg håber, rådet kommer til at bestå af nogle dygtige, visionære mennesker, som kender branchen og har lyst til at flytte ting sammen.”

Frivilligrådet rådgiver børne- og socialministeren og Folketinget om spørgsmål, der vedrører den frivillige, sociale sektor.

I dag består rådet af ti medlemmer, men fremover skal der være to medlemmer mere. Socialministeren udpeger et medlem ud over formanden. KL og frivilligcentrenes organisation, FriSe, udpeger et medlem hver. De resterende otte skal findes ved direkte valg blandt frivillige, sociale organisationer.

De nærmere detaljer om valget vil blive meldt ud fra Socialministeriet i næste uge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Roke Clausen

Direktør, Landsorganisationen for sociale tilbud, bestyrelsesmedlem, Bikubenfonden og Liljeborgfonden
cand.scient.adm. (RUC 1997), Diploma in Organisational Leadership (University of Oxford 2017)

Mai Mercado

MF og gruppeformand (K), fhv. børne- og socialminister, fhv. formand, FOF
cand.scient.pol. (SDU 2008)

0:000:00