Klumme: Markant stort filantropisk råderum frem til 2025

Her i december har der udspillet sig et usædvanlig kaotisk juledrama på Christiansborg omkring finansloven. Var alt forløbet, som det plejer, ville aftalen være faldet på plads allerede i midten af november, og Folketinget ville nu være godt i gang med 2. og 3. behandlingen af alle de lovforslag, man skal nå inden jul.

Det begyndte ellers så godt i sensommeren, da regeringen præsenterede sit store reformudspil og forudså, at råderummet i finanspolitikken de næste syv år ville vokse støt og roligt fra de beskedne 5 milliarder kroner i 2018 til 37,7 milliarder kroner i 2025.

Alt i alt tegnede udmeldingen et ganske optimistisk billede af fremtidsudsigterne. Teknisk set er råderummet en slags ”fremtidspenge”, som politikerne kan tage bestik af, når de skal planlægge enten lavere skat eller øget offentligt forbrug.

At det voksende råderum er finanspolitisk holdbart og dermed til at regne med, mener blandt andre tænketanken CEPOS. Begrundelsen er, at folketinget gennem de senere år har gennemført reformer på blandt andet efterløn, folkepension og dagpenge, og det baner vej for optimismen.

Alt tyder på, at fondenes filantropiske fingeraftryk på forskellige dele af samfundslivet bliver stadig stærkere.

Birgitte Boesen
Klummeskribent

Andre økonomer kritiserer ganske vist regeringen for at tegne et urealistisk optimistisk billede af fremtiden, og selvfølgelig skal tallene tages med et vist forbehold. Men Finansministeriets prognose er den mest autoritære målestok for de kommende års finanspolitiske potentiale – hvis udgifterne i øvrigt holder sig inden for de afstukne rammer. Som grafen viser, vil råderummet vokse til 10,5 milliarder kroner i 2019 og til 16,1 milliarder kroner i 2021. Om det er et stort eller lille beløb, afhænger af, hvad man sammenligner med.

Grafik: CEPOS

Fondenes filantropiske fingeraftryk
Alene i 2016 blev der bevilget 16,7 milliarder kroner til nye filantropiske aktiviteter, og samme år udbetalte fondene 10,8 milliarder kroner. Men hov, de to beløb ligner til forveksling størrelsen på det fremskrevne finanspolitiske råderum om henholdsvis to og fire år. Om det er en rimelig sammenligning, vender jeg tilbage til.

For først lidt om hvordan fondsmilliarderne fordeler sig. Hovedparten af pengene går til tre højt prioriterede indsatsområder, hvor fondene fokuserer og prioriterer mere end nogensinde før.

Det gælder for det første forskningsområdet. Her gav de alene i 2016 tilsagn om 8 milliarder kroner til blandt andet natur- og sundhedsvidenskaberne.

For det andet er der de kulturelle formål, der samme år fik bevilget 2,5 milliarder kroner – her er det især museerne, der bliver tilgodeset.

Og endelig er der den sociale indsats, som i alt fik bevillinger for 1,7 milliarder kroner – her er det navnlig til sociale indsatser over for udsatte børn og unge.

Og lige én ting til: I modsætning til hvad mange måske forestiller sig, går hovedparten af fondsmidlerne hverken til private nonprofit-organisationer eller til enkeltpersoner, men derimod til offentlige institutioner, der i 2016 fik tilsagn om 9,7 milliarder kroner.

Igen er det især de omkostningstunge offentlige forskningsområder, der henter flest penge, og igen kommer kulturen og det sociale område ind på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Alt tyder på, at fondenes filantropiske fingeraftryk på forskellige dele af samfundslivet bliver stadig stærkere, og at der i de kommende år kommer mange filantropiske milliarder i omløb. Pengene kommer ikke til at arbejde alene, men indgår i et samspil med det offentlige, private virksomheder og ngo’er.

Især de store fonde er begyndt at arbejde strategisk med deres uddelinger og ønsker at eksperimentere med nye, store satsninger.

Tag eksempelvis A.P. Møller Fondens donation fra sidste år på 750 millioner kroner til indsatser for at få socialt udsatte unge og voksne i uddannelse og arbejde eller Realdanias forskellige initiativer, der skal være med til at skabe nyt liv i yderområder og udsatte boligområder.

Og så som lovet tilbage til sammenligningen mellem fondenes filantropiske potentialer og det finanspolitiske råderum, som i 2025 forventes at nå op på 37,7 milliarder kroner.

Et tocifret milliardbeløb
Der er mange eksempler på, hvordan ambitionerne hos ministre og andre politikere går hånd i hånd med de ambitioner, der ligger hos private virksomheder og fonde for at finde nye løsninger på komplekse problemer.

Her skal blot nævnes to udgiftstunge områder, der falder inden for mange fondes uddelingsformål: en styrket indsats for fremtidens forskning og innovation og en øget social- og boligpolitisk indsats over for de mest udsatte. Dertil kommer den store kulturpolitiske udfordring, som de hel- og halvoffentlige museer står over for, når politikerne til foråret skal diskutere den fremtidige fordeling af den statslige museumsstøtte.

Det er naturligvis vigtigt at holde fast i perspektivet: Hverken det finanspolitiske råderum eller de store fondsbevillinger modsvarer tilnærmelsesvis de mange tusinde milliarder, der hvert år kommer fra statskassen og ud i samfundet.

Men i modsætning til de offentlige penge er de private fondsmidler kendetegnet ved kun i meget lille omfang at være bundet op på driftsomkostninger mange år ud i fremtiden.

Og selvom det i andre sammenhænge er et ømt kritikpunkt, at fondene ikke giver penge til drift, er her en ekstra styrke, at de filantropiske midler kan bruges fremadrettet til at tænke i fornyelse – og ikke til at dække de faste udgifter.

I den ideelle verden er det finanspolitiske råderum på samme måde politikernes bedste indikation for, om der alt andet lige er råderum til at tænke i reformer af velfærdssamfundet – hvis de altså ikke lige vælger at bruge pengene på skattelettelser.

Set i den sammenhæng er det ganske tankevækkende, at fondene i den kommende syvårige periode fra 2018 til 2025 med stor sandsynlighed vil nå at bidrage med et tocifret milliardbeløb på mellem 70 og 120 milliarder kroner.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.