Martin Lidegaard: Intet taler mod en klimalov. Men den bliver næppe til noget

I dag behandler Folketinget det tredje borgerforslag, der formelt hedder ”Forslag til folketingsbeslutning om en dansk klimalov nu”.

Det er et fremragende forslag, der kort og præcist beder de danske politikere om at tage handling i forhold til den globale opvarmning. Og det haster. Som forslagsstillerne skriver i de indledende bemærkninger: ”De næste 5-10 år er altafgørende, hvis vi skal forhindre de værste katastrofer for mennesker og natur”.

Og klimaridderne har jo ret. Skal vi overhovedet have nogen som helst chance for at dæmme op for vor tids største trussel mod tryghed, sikkerhed og velfærd, skal der handles nu. Ikke om fire år.

I borgernes forslag skitseres seks tiltag, som en klimalov som minimum bør indeholde. Seks forslag, der er sobre, fagligt funderede, realistiske – og krævende. Dermed tvinger borgerne alle partier til at melde kulør inden valget: Mener de det alvorligt, når de holder skåltaler om klimaet? Er de nu for første gang parate til at sætte tilstrækkelige ressourcer og politisk kapital bag dette politikområde, der i al for lang tid har levet med alt for mange ord, men få oprigtige initiativer?

Og der er tale om god timing fra klimariddernes side: Enten bliver forslaget vedtaget og forpligter dermed det næste Folketing til en langt mere seriøs indsats. Eller også bliver det forkastet, og alle vælgere vil kunne se, hvilke partier der stemte grønt, og hvilke der stemte sort.

Men hvad er substansen i forslaget, og hvad er chancerne for at få det vedtaget?

Som bekendt er det koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, der er vigtig. Derfor betyder det næsten lige så meget, hvornår vi reducerer, som hvor meget vi reducerer.

Martin Lidegaard (R)

Første tiltag er at bede Klimarådet foretage en teknisk beregning over, hvad der skal til, for at Danmark yder sit bidrag til at nå Paris-aftalens mål. Det lyder jo meget tilforladeligt og er meget svært at være imod, men den politiske brod ligger i, at det er det uafhængige klimaråd, der skal foretage beregningen – ikke et ministerium, der kan blive underlagt politisk pres fra en minister eller en regering.

Fordelen er, at selve målet for, hvor mange tons CO₂, der skal reduceres hvor hurtigt, ikke længere er til politisk diskussion. Udgangspunktet er, hvad alle partier er enige om, nemlig Paris-aftalen, og derfor vil det også udadtil være svært for nogle partier at anvende dette punkt som begrundelse for at afvise borgerforslaget.

Andet tiltag er på denne baggrund at opstille femårige delmål mindst 15 år frem for Danmarks tilnærmelse til sine Paris-forpligtelser. Igen er det svært at være imod, for netop denne tænkning er også en del af Paris-aftalen – og i øvrigt også for budgetloven, der regulerer vores økonomi.

Dertil kommer, at det for klimaet er afgørende, at en substantiel del af reduktionerne kommer i starten af perioden og ikke alle sammen imellem 2040 og 2050.

Som bekendt er det koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, der er vigtig. Derfor betyder det næsten lige så meget, hvornår vi reducerer, som hvor meget vi reducerer. Det kan man ikke argumentere imod, men politisk vil især de borgerlige partier slå sig på dette forslag, fordi grundindstillingen her er, at man skal følge EU’s tempo, der ikke just er højt, omend højere end de fleste andre lande i verden.

Af forslaget fremgår det også, at man ikke kan benytte de femårige budgetter til at neddrosle aktiviteterne. Så specifikke forpligtelser ønsker især de borgerlige partier ikke at binde sig til, men måske heller ikke S? Dog vil dette punkt næppe i sig selv være grund nok til at stemme nej, især ikke så tæt på et folketingsvalg. Det er trods alt stadig mere form end indhold.

Det tredje tiltag handler om, at klimahensyn skal integreres i andre politikker, og det vil formentlig kunne opnå tilslutning fra alle partier, men er også det mest luftige af de seks tiltag, der kan realiseres med vidt forskellige ambitionsniveauer.

Det fjerde tiltag handler om, at Klimarådet skal styrkes og sikres uafhængighed. Mon ikke regeringen i hvert fald udadtil vil støtte denne ambition oven på den skandaløse fyring af Klimarådets dybt kompetente og respekterede formand, professor Peter Birch Sørensen? Hans eneste forbrydelse var som bekendt, at han formastede sig til at sige det samme om regeringens klimapolitik, som barnet sagde om kejserens nye klæder.

Jeg tror det. Ellers er der i hvert fald nogle spindoktorer i ministerierne, der snarest bør skifte job.