Medborgerne: Civilsamfundets politiske slagkraft skal øges

DEBAT: Hvis almindelige borgeres interesser skal varetages, er det nødvendigt at organisere det fragmenterede og svækkede civilsamfund, vi ser i dag. Det skriver medstifter af Medborgerne Andreas Lloyd.

Af Andreas Lloyd
Medstifter, Medborgerne

"Hvis du ikke sidder med ved bordet, er du på menuen" – sådan lyder et gammelt community organising-mundheld. Det betyder kort fortalt, at hvis du ikke er stærkt organiseret og dermed har magten til at sikre dig en plads ved forhandlingsbordet, risikerer du, at det er dine interesser, der bliver ofret, når det endelige forlig indgås.

I Danmark er erhvervslivet organiseret i stærke interesseorganisationer med masser af ressourcer til at arbejde for deres politiske mål. Ligeledes er staten og dens offentlige institutioner tilsvarende stærkt organiseret med en stor værktøjskasse til at påvirke og forme det omkringliggende samfund.

De sidder klar ved bordet til at sikre deres interesser. Men det er efterhånden de færreste borgere, der tror på, at civilsamfundets fællesskaber stadig har den politiske slagkraft, der skal til at for at sidde med ved bordet – og dermed undgå at ende på menuen.

Et blidt oprør
De seneste år har vi ellers set en enorm fornyelse og energi i det danske civilsamfund. Nye lokale, fællesskabsorienterede initiativer spirer frem over alt: Byttemarkeder, byhaver, samtalesaloner, Venligboer-grupper, fødevarefællesskaber og meget mere.

Disse nye fællesskabsprojekter er blevet muliggjort af internettet, der både gør det let at starte og koordinere nye initiativer og for andre at opdage og engagere sig på løsere og mere fleksible vilkår, end det hidtil har været muligt. Hvorfor stifte en forening, når du bare kan starte en Facebook-gruppe?

Disse nye initiativer er et blidt oprør. En måde at begynde forfra og nedefra. En måde at gøre en forskel i sin egen hverdag – uden om de etablerede organisationer, hierarkier og lange beslutningsgange.

Det er et oprør, der spirer fra den afmagt og frustration, som flere og flere danskere føler over ikke at kunne være med til at præge det samfund, de er en del af. Over den fastlåste offentlige debat. Over de stadigt mere topstyrede politiske partier. Og over civilsamfundets gamle fællesskaber, der i kampen mod faldende medlemstilslutning ender med at reducere sig selv til produkter og serviceydelser.

Et fragmenteret og svagt civilsamfund
Fagforeningen bliver et forsikringsselskab for medlemmernes arbejde. Kirken bliver en udbyder af kulturelle tilbud som spaghettigudstjenester og babysalmesang. Boligforeningen bliver en udlejer og en administration. Den frivillige forening bliver et fritidstilbud eller samvittighedsaflad.

Men det gør bare, at endnu flere danskere ser disse organisationer som produkter og serviceydelser snarere end levende og handlekraftige fællesskaber – hvilket får dem til at søge mod nye fællesskaber, som de selv kan være med til at præge.

Desværre har denne udvikling har gjort det danske civilsamfund stadigt mere fragmenteret, svækket og uorganiseret. For jo mere de gamle fællesskaber lukker sig om sig selv, og jo mere folk kaster deres engagement i nye, spirende fællesskaber, der stadig er for ustrukturerede og flygtige til at gøre sig gældende politisk, jo svagere står civilsamfundets fællesskaber ved forhandlingsbordet.

Behov for organisering
Og dét i en tid, hvor der aldrig har været større behov for, at civilsamfundets fællesskaber står sammen og tager ansvar. Vi oplever flere og flere udfordringer, som ingen af os kan løse alene. Den sociale ulighed vokser. Flygtningekrisen udfordrer lokalsamfund. Nydanskere mødes med stadigt større mistillid.

Flere og flere danskere føler sig pressede i hverdagen, mens andre føler sig ensomme og isolerede. Og bagved det hele kaster klimaforandringerne en lang skygge over fremtiden, som ingen kan overskue konsekvenserne af, og som ingen lader til at være villige til at handle på.

Dette er udfordringer, der kun kan løses med et stærkt, handlekraftigt civilsamfund, der sidder med ved bordet og arbejder for et mere lokalt, bæredygtigt og fællesskabsorienteret samfund. Men for at kunne indtage den plads kræver det, at vi i civilsamfundet atter lærer at organisere os og handle politisk sammen – på tværs af vores forskelligheder.

Derfor vil vi introducere community organising som tilgang i Danmark – ved at opbygge den første lokale borgeralliance på dansk jord – på Nørrebro og Bispebjerg i København. Dette er tålmodigt arbejde, og vi må starte i det små. Vi vil vise, hvordan man kan styrke lokale borgere og fællesskabers indbyrdes relationer og politiske handlekraft.

Vi vil samle de mange stærke lokale fællesskaber – kirker, moskeer, fagforeninger, skoler, frivillige foreninger og meget mere – omkring de problemstillinger, der ligger os alle på sinde. For på trods af vores forskelligheder har vi meget mere til fælles.

Over de næste to år vil vi lave det langsomme og respektfulde arbejde, der ligger i at styrke de relationer og fællesskaber, der gør lokale borgere i stand til at skabe forandringer sammen. Vores mål er at skabe et eksempel, som andre i Danmark kan lære af, og som kan være med til at inspirere til nytænkning og udvikling af civilsamfundets rolle i det 21. århundrede.

Dette er en forkortet og bearbejdet udgave af essayet "Civilsamfundets renæssance", som kan læses her.

Forrige artikel Globalt Fokus: Civilsamfundet er nøglen til stabilitet Globalt Fokus: Civilsamfundet er nøglen til stabilitet Næste artikel Realdania: Fonde må godt blande sig i projekter Realdania: Fonde må godt blande sig i projekter
  • Anmeld

    Regula Maltry

    "Hvis du ikke sidder med ved bordet, er du på menuen!" (så bliver du spist)

    Tak for dit gode indlæg, Andreas Lloyd ! Ja, vi medborgere, vi skatteydere må kæmpe for, og kræve mere indflydelse i politiske beslutninger, der angår os alle. Vi skal organisere os i medborger grupper og samle underskrifter.
    Som schweizisk statsborger, gift dansk og bosat i landet i 52 år, har jeg altid undret mig, at danskere og andre EU-borgere til stadighed giver sig tilfreds med deres repræsentative demokratier, som jeg anser for uægte demokratier, fordi folkets mening bliver mere og mere marginaliseret, ja misagtet, tænk på DONG-salget, hvor næsten 200 000 underskrifter imod det, bare blev visket under gulvtæppet.
    I Schweiz med mere end 8 Mio. indbygger kræves der kun 100 000 underskrifter for at en lov eller en ny idé bliver lagt ud til folkeafstemning, der altid tages alvorligt som flertalsbeslutning.
    Jeg skal hvert kvartal stemme om 3 til 6 foreslag, som folket har samlet:
    Til Juni skal jeg (som har stadig mit schweizer pas) f.eks. stemme om 'lønninger i public service', om en slags borgerløn, om en 'fair trafik-finansiering', om tilladelse til reagensglas-børn og om en ændring i asylloven. Tidligere har jeg stemt imod indkøb af nye kampfly. Det hjalp, de købte dem ikke. Det er alt sammen sager, der også beskæftiger danske skatteydere.
    Men her har vi jo ikke et ægte folkedemokrati.