Medicinstuderende: Skuffende at ramadanen ikke er tænkt ind i ny sundhedsreform

Regeringens udspil til en sundhedsreform blev rullet ud 15. marts 2022, og skimmer man de omtrent halvtreds siders planer og plancher igennem, ser man, at aktørerne, der er involveret i at nå målene, ene og alene er fra den offentlige sundhedssektor.

Problemet med sundhedsreformens manglende inddragelse af andre aktører end sundhedsvæsenet selv er, at der slet ikke appelleres til den enkelte borgers egen indsats for bedre sundhed. Men som borgere vil vi gerne mærke, at vi er i stand til at gøre en forskel for os selv.

"Gør Danmark sundere", som overskriften på udspillet lyder, kunne eksempelvis ligeså godt have været en ramadankampagne i forbindelse med ramadanens indtræden i lørdags.

Det er ærgerligt for alle, at organisationer, der allerede har sundhed på sinde, ikke inddrages. Ærgerligt, fordi man i så fald både går glip af oplagt inklusion samt effektiviseret arbejde mod et egentligt sundere Danmark drevet af borgeres egne erkendelser appelleret til dem af religiøse ledere, der formår at tale til hjerterne.

Hvis civile aktører som moskeerne blev inddraget dér, hvor sundhed og religion overlapper – i medmenneskelighed, gode spisevaner, forbud mod rygning og druk, trivsel i familie og omtanke for de mest sårbare – kunne sundhedsreformens eksekvering blive mere effektiv.

Det er dybt skuffende, at sundhed endnu ikke håndteres mere holistisk

Zainab Nasrati
Medicinstuderende

Ældreområdet er et fint eksempel på sådan et medmenneskeligt overlap. Moskeerne appellerer til omsorg og værdig behandling af ældre, og i ramadanen opper den fastende sig for at være til gavn for sine omgivelser.

Tænk, hvad det kunne have gjort at samarbejde med imamerne om at opfordre de unge fastende til at besøge de ældre på sygehuset og bringe glæde, latter, litteraturoplæsninger, gåture og lyttende øre til de ældre patienters værelser. Alt imens sygeplejersker, læger og bioanalytikere varetager de opgaver, de allerede har rigeligt travlt med.

Bedre ældrepleje kan ikke kun gøres op i fysiske materier, som det antal bad, der er tid og ressourcer til. Men også de nærende samtaler og den omsorg man mødes med, af mennesker, der er der, fordi de er drevet af frivillighed og medfølende ånd. Spørg bare de ældre selv.

Godt helbred er en holistisk indsats, der også er båret af mental sundhed, kærlighed, gode relationer, og spirituelle balancer. Hospitaler behandler endnu ikke patienter med holistiske sundhedsplaner, der også tage højde for den enkeltes psykiske, sociale og spirituelle robusthed på trods af, at det er alment kendt, at helbred er påvirket af mere end de infektionstal, som kan findes i en CRP-måling.

Det er dybt skuffende, at sundhed endnu ikke håndteres mere holistisk, og at ro i sjælen ikke fylder mere i de etablerede arbejdsgange. Et arbejde i velfærdssystemet, der løftes i den offentlige sektor mister det pulserende hjerte, som civilsamfundet består af. Og hjertedrevet indsats fra befolkningen selv er kerneingrediensen i at gøre Danmark sundere.

Det afsluttende afsnit i sundhedsreformens udspil kaldes "læring fra coronapandemien". Desværre nævnes der her intet om den læring eller de erfaringer, man gjorde sig ved at involvere civile aktører som moskeerne.

Man skal bare ville række ud. Også uden løftede pegefingre

Zainab Nasrati
Medicinstuderende

Både Sundhedsstyrelsen og regeringen var ikke blege for at tale til moskeerne under nedlukningen. Moskeerne blev stukket plancher og plakater med infographics i hånden, om hvordan muslimerne skulle gebærde sig. Særligt med info om, hvordan de skulle undgå sammenkomster til ramadanen sidste år.

Her var statsministeren i øvrigt også ude med en anstrengt ramadan-hilsen, som prompte blev efterfulgt af en løftet pegefinger, der lød på, at muslimerne skulle respektere restriktionerne. Og moskeerne var på trods af tonen og misbilligende antagelser om at være særlige superspredere af virussen aldeles lydhøre over for Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Alle fem daglige bønner – for ikke at tale om fredagsbønnen, som udgør en af grundsøjlerne i en hver moskes eksistensgrundlag – var svært påvirkede af forsamlingsforbudne. Men imamerne gjorde en enorm indsats for at omlægge og tilpasse de omtalte tilbedelsesritualer til Sundhedsstyrelsens restriktioner.

I det islamiske trossamfund på Dortheavej holdt imamen eksempelvis for første gang i dansk historie sin fredagstale streamet live fra Facebook. Hans tale blev sendt direkte fra et usædvanligt stille og mennesketomt bederum med afdæmpet lys, hvor han hjerteligt påmindede de flere hundrede af lyttere, der sad i egne stuer, om ikke at fortvivle igennem den enorme usikkerhed, der herskede. Han bad dem væbne sig med tålmodighed, indtil det igen blev tilladt at samles til fælles bøn side om side, lilletå til lilletå.

En væsentlig læring fra coronanedlukningen bør altså have været, at det ikke er svært at involvere eksempelvis moskeerne. Der var ingen berøringsangst dengang – eller berøringsangsten var der vel i bogstaveligeste forstand – men det forhindrede ikke Sundhedsstyrelsen i at række ud til moskeerne. Eller moskeerne i at imødekomme henvendelse.

Så det er bestemt ikke, fordi den dybe tallerken skal opfindes. Man skal bare ville række ud. Også uden løftede pegefingre.

Man skal være villig til tillidsfuldt at give ansvar til dem, der egner sig til at løfte opgaverne. Og moskeerne egner sig til meget mere end de får credit for. Det havde i den forbindelse klædt statsministeren at ønske de danske muslimer glædelig ramadan i år, så man ikke ender med at tro, at de danske muslimer kun gør sig fortjent til skæld ud pakket ind i en hilsen.