Milliondonation fra Velux skal sluse handicappede ind i civilsamfundet

INKLUSION: En donation på 3,5 millioner kroner fra Velux Fonden til københavnsk frivilligcenter skal udvikle nye metoder til at integrere handicappede i civilsamfundet. Hverdagsaktivisterne har gode erfaringer med at inkludere frivillige med funktionsnedsættelser.

Klaus Ulrik Mortensen

Et nyt projekt støttet af Velux Fonden skal øge mangfoldigheden i civilsamfundet ved at skabe plads til frivillige med fysiske og psykiske handicap.

Projektet, som støttes med 3,5 millioner kroner, skal over de næste tre år afprøve nye veje til at engagere mennesker med handicap i frivilligt arbejde, så målgruppen får mulighed for at bruge og udvikle kompetencer i civilsamfundsfællesskaber og tage aktivt del i samfundet.

Målet er ikke alene at styrke den enkeltes livskvalitet, men også at bidrage til at styrke mangfoldigheden og sammenhængskraften i samfundet som helhed.

Projektet er forankret i et partnerskab mellem Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby, Københavns Kommunes Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse og Venner af Captum. Her skal man videreudvikle på erfaringerne fra Hverdagsaktivisterne, som det seneste år allerede har sluset 39 mennesker med handicap ind i civilsamfundet.

Fakta
Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby er en uafhængig medlemsbaseret forening, hvis overordnede vision er, at alle skal kunne engagere sig og tage del i lokale frivillige fællesskaber. Organisationen arbejder for at styrke en mangfoldig deltagelse i civilsamfundets fællesskaber, gennem rådgivning, projektledelse, metodeudvikling og samskabelse mellem aktører på tværs af foreningslivet samt det offentlige og private.

Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse (CSBB) er et kommunalt tilbud til borgere i Københavns Kommune med mental funktionsnedsættelse. Under CSBB hører blandt andet organisationen Captum, som arbejder målrettet for at give borgere mulighed for at udvikle sig, gennem en bred vifte af beskæftigelses-, uddannelse- og arbejdstilbud.

Mød Niels-Erik på biblioteket
En af disse er Niels-Erik Hansen på 30 år. Han er frivillig it-supporter i cafeen på Københavns Hovedbibliotek. Her hjælper han fire timer om ugen byens borgere med alt fra NemID og softwareopdateringer til problemer med at logge ind på Facebook. Og så er han psykisk udviklingshæmmet, hvilket betyder, at han eksempelvis ikke bor i egen bolig.

“Niels-Erik er nok den af vores hverdagsaktivister, som har lagt flest timer i projektet. Han er meget aktiv og opsøgende. Efter at have hjulpet ham i gang på biblioteket, passer han i dag jobbet på lige fod med de andre frivillige. Og så er han fast inventar til næsten alle vores aktiviteter,” fortæller projektleder i Hverdagsaktivisterne Camilla Karlsson.

Jeg oplever, at der er stor berøringsangst over for personer med handicap i civilsamfundet. Hvad vil det sige at få en psykisk handicappet ind som frivillig? Fjerner det fokus fra det frivillige arbejde? Og går det ud over de andre frivillige? Det betyder, at vi bruger mange kræfter på at sparke døren ind til organisationerne og vise dem, at det faktisk godt kan lade sig gøre.

Camilla Karlsson
Projektleder, Hverdagsaktivisterne

I jagten på flere frivillige som Niels-Erik skal projektet fremover samarbejde med de lokale københavnske frivilligcentre. Håbet er om tre år at have integreret 150 handicappede af den frivillige sfære.

Handicappede lever ofte en isoleret tilværelse i institutionaliserede rammer. Typisk er de relationer, som de indgår i, præget af, at de bliver modtagere af andres hjælp, og kun sjældent får mulighed for at være dem, der hjælper og har ressourcer til at gøre en forskel for andre. De er desuden stærkt underrepræsenterede i frivillige sociale organisationer og foreninger og får ikke glæde af de positive oplevelser og sociale netværk, som deltagelse i foreningslivet kan give.

“Jeg oplever, at der er stor berøringsangst over for personer med handicap i civilsamfundet. Hvad vil det sige at få en psykisk handicappet ind som frivillig? Fjerner det fokus fra det frivillige arbejde? Og går det ud over de andre frivillige? Det betyder, at vi bruger mange kræfter på at sparke døren ind til organisationerne og vise dem, at det faktisk godt kan lade sig gøre,” siger Camilla Karlsson.

Tovholder åbner døren til civilsamfundet
Hverdagsaktivisterne har derfor udvidet den civile værktøjskasse med en ny tovholderfunktion: en frivillig støtteperson, som hjælper de udfordrede frivillige i gang og sørger for, at de ikke bliver en belastning for organisationen.

En sådan tovholder er Daniel Hedehøj på 23. Han og Niels-Erik Hansen er begge frivillige affaldsindsamlere i Københavns Kommune. Og har i den forbindelse afdækket, at de deler en fælles forkærlighed for Warhammer (et krigsbaseret rollespil baseret på håndmalede fysiske figurer).

“Nu har de så besluttet at starte en Warhammer-klub for personer med og uden handicap. Og dermed øger de netop den mangfoldighed, som er målet med projektet,” siger Camilla Karlsson med stolthed i stemmen.

 

Nye metoder til inklusion
Næste skridt i projektet er at udvikle og afprøve fire forskellige organiseringer af det frivillige arbejde for at afdække, hvilken betydning de forskellige organiseringsformer har for borgernes engagement og fastholdelse i aktiviteterne. Der er blandt andet tale om:

  • Event-frivillighed
  • Peer-to-peer-indsats via en telefonlinje
  • Nye koncepter for at inkludere målgruppen som faste frivillige i eksisterende foreninger
  • Udvikling af et iværksætterforløb, som gør målgruppen til aktive medskabere af nye aktiviteter i deres lokalområde.

“Pointen er at flytte fokus fra, hvad borgere med handicap ikke kan. Og i stedet fokusere på, hvad de rent faktisk kan bidrage med. Borgere med handicap har kvaliteter, som kan være til gavn for resten af samfundet. Det er vores opgave at åbne dørene for deres engagement,” siger Camilla Karlsson.

Og skal det lykkes, skal de frivillige projekter tættere på borgerne.

“Vi vil gerne ændre os fra at være frivillige aktører til frivillige skabere. Det betyder, at vi skal have borgerne med i ideudviklingen og få dem til at hjælpe os med at skabe events og aktiviteter, som de savner i lokalområdet,” forklarer hun.

Velux: Mere mangfoldighed i det offentlige rum
Netop Hverdagsaktivisternes og frivilligcentrets fokus på metodeudvikling er en af årsagerne til, at Velux Fonden har fundet 3,5 millioner kroner til projektet. Det forklarer programchef for fondens sociale indsatser Vibeke Lybecker.

“Det er en kendt udfordring, at det er svært at skabe plads til personer med handicap i civilsamfundets fællesskaber. Nu prøver vi at åbne døren til fællesskabet op ved at afsætte penge til at udvikle nye metoder til den frivillige indsats,” siger hun.

Hvem får størst gavn af donationen? De nye frivillige, som kan få en aktiv rolle i civilsamfundet, eller de borgere, som har gavn af den frivillige indsats? Og er der en modsætning mellem de to hensyn?

“Målet er at støtte lige præcis koblingen mellem de hensyn. Det er til gavn for det brede samfund, at vi styrker mangfoldigheden i det offentlige rum. Og det er til gavn for personer med handicap, at de ser, at der til trods for deres fysiske og mentale udfordringer er plads til og brug for dem i samfundet,” siger Vibeke Lybecker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00