Minister om pulje-rod: Ikke godt nok

PULJE-NØL: Manglende pulje-udbetalinger får social-og indenrigsministeren til at beklage og stramme op på pulje-administrationen. S tilfredse med ministerens udmelding, mens Frivilligrådet kalder sagen ulykkelig.

I det meste af 2015 har foreningslivet forgæves spejdet efter den forventede pose penge fra tips- og lottomidlerne. Embedsmændenes sagsbehandling har nemlig overskredet egne tidsfrister med flere måneder.

En pulje, som støtter sommeraktiviteter, skulle have været udbetalt i april. Men 1. juli var man end ikke færdig med at behandle ansøgningerne, og pengene blev først overført til de støtteberettigede langt ud på efteråret.

Det har blandt andet medført, at frivillige har arrangeret sommerlejre for børn - uden at vide, om de efterfølgende har kunnet få udgifterne dækket.

Social-og indenrigsminister, Karen Ellemann (V), lægger sig fladt ned i sagen.

“Det har helt indlysende nok givet anledning til frustration blandt ansøgerne, som jo planlægger efter de frister, der er blevet meldt ud. Det har jeg selvfølgelig fuldstændig forståelse for og vil også bare understrege; det er ikke godt nok,” sagde hun på et åbent samråd torsdag, der var indkaldt af Christian Rabjerg Madsen (S).

Han var tilfreds med ministerens svar.

“Jeg synes, hun lagde sig fladt ned, og jeg har en god fornemmelse af, at der nu vil blive taget hånd om problemet,” siger Christian Rabjerg Madsen om samrådet.

Her fremgik det, at Karen Ellemann vil sætte skub i sagsbehandlingen ved at samle alle social-og indenrigsministeriets puljer i Socialstyrelsen.

“Med den flytning følger også en meget klar opgavebeskrivelse, som handler om at få skabt langt bedre administration af puljemidlerne,” lød det, inden hun løftede pegefingeren over for styrelsen.

“Jeg ved, at det er noget, Socialstyrelsen prioriterer højt. Og jeg har selvfølgelig en klar forventning om, at Socialstyrelsen fremadrettet er i stand til at sikre en hensigtsmæssig udmøntning på hele området.”

Frivlligrådet: Det skal gøres bedre
Og det er helt afgørende, at administrationen af puljerne kommer under kontrol, mener Frivilligrådet.

“Det er en ulykkelig sag. Vi hører, at embedsmændene knokler, men at behandlingen af ansøgninger giver en større arbejdsbyrde, end der er hænder til at løfte. Og det har jeg da forståelse for som menneske, men samtidig må jeg også bare sige; det er simpelthen ikke godt nok,” siger formand Vibe Klarup Voetmann.

Hun vil ikke give karakter til beslutningen om at samle pulje-administrationen i Socialstyrelsen.

“For os uden for ministeriet er det svært at vurdere, hvordan de skal organisere det. Jeg kan bare sige, at det skal løses. Det nytter ikke noget, at frivilligorganisationerne helt konsekvent får udbetalt projektmidler, efter en aktivitet er sat i gang eller afviklet,” siger Vibe Klarup Voetmann.

For de små foreninger uden penge på kistebunden risikerer at blive de store tabere. Sådan lyder advarslen fra Christian Rabjerg Madsens partifælle, Pernille Rosenkrantz Theil, som også deltog på samrådet.

“Man skal have en forening af en vis størrelse for at kunne lægge penge ud. Og det vil sige, der er simpelthen en skævvridning i, hvilke borgere og foreninger, der kan få adgang til de midler. Og det duer jo ikke, for så er der ikke lighed for loven,” mener hun.

Karen Ellemann vil den kommende tid vurdere, om Socialstyrelsen får løftet opgaven med at administrere ministeriets puljemidler. Ellers er hun klar til at sætte yderligere initiativer i søen.

Forrige artikel Civilt overblik: Messerschmidt kæntrer, sultne konservative og snedigt medicinalfirma Civilt overblik: Messerschmidt kæntrer, sultne konservative og snedigt medicinalfirma Næste artikel Fonde: Skattesmæk vil koste samfundet dyrt Fonde: Skattesmæk vil koste samfundet dyrt
  • Anmeld

    Ninna Hoegh

    Og hvad sker der mon med FEAD-midlerne?

    Samtidig er i uigennemsigtigt hvad der sker omkring udmeldelsen af puljen med FEAD-midler. De skulle have været meldt ud 2014 mhp. etablering af nye indsatser indenfor det opsøgende og rådgivende arbejde for hjemløse.