Ministerens markante melding om frivillighed og andre civile fortællinger fra Danmark og nærområderne

UGEREVY: Et interview med socialministeren skabte røre i kommentarsporet, og sagaen om DF og millionerne fra EU har fået endnu et kapitel. Velkommen til en overflyvning af det civile Danmark og nærområder.

Frivilligt arbejde som her i en af Red Barnet Ungdoms lektiecaféer giver bonus i form af højere startløn til nyuddannede.
Frivilligt arbejde som her i en af Red Barnet Ungdoms lektiecaféer giver bonus i form af højere startløn til nyuddannede.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Godmorgen og velkommen ombord på Civil Air til denne rundflyvning over det civile Danmark og diverse nærområder. Vi beder alle passagerer om at iføre sig sikkerhedsbælte, da der kan forekomme kortvarige perioder med turbulens undervejs.

Og lad os starte med en melding, der allerede har fået kaffen til at skvulpe over i et betragteligt antal kopper landet over.

I dette interview med Altinget bød socialminister Mai Mercado (K) op til tættere samarbejde mellem civilsamfundet og det offentlige og sagde blandt andet:

"Jeg kunne sådan set godt se for mig, at frivillige overtager nogle af de opgaver, som bliver løst af det offentlige i dag."

Ministeren pointerede, at hun er klar over, at det ikke er helt ligetil, og at hun da heller ikke har nogen plan liggende i skuffen for en offentlig indrullering af alle kongerigets frivillige. Ikke desto mindre blev Mai Mercados melding i kommentarfeltet og på Facebook mødt med en stribe af fremstrakte langefingre som i nedenstående kommentar.

Anderledes gode vibrationer skaber det, når forskere dokumenterer, at frivilligt arbejde betaler sig – og ikke kun for den modtagende part. To forskere har nemlig koblet registerdata om løn med information om erfaringer med frivilligt arbejde. Og på den baggrund konstaterer de, at nyuddannede, der har arbejdet frivilligt i mindst et år, får en startløn, der er i gennemsnit fire procent højere end dem, der ikke har lavet frivilligt arbejde.

Det skyldes enten, at man opbygger erfaring og netværk gennem det frivillige arbejde, eller ganske enkelt at man sender et godt signal til arbejdsgiverne, mener forskerne.

Effekten aftager dog over tid, påpeger ph.d.-studerende Hans-Peter Y. Qvist i artiklen her:

“Gevinsten mindskes år efter år. Og når man har opnået mere end seks års professionel erfaring, er der ikke længere noget økonomisk afkast af frivilligt arbejde,” siger han.

Frivilligt og helt uden pres fra omverdenen ville Dansk Folkeparti betale 1,6 millioner kroner tilbage til EU, lovede partiformand Kristian Thulesen Dahl i maj 2016.

Det var dengang, første bølge af skandalen om Morten Messerschmidt og de to fonde Meld og Feld ramte partiet.

Nu tegner Ekstra Bladet imidlertid et billede, der vækker mindelser om den velkendte Storm P.-tegning af manden, der fodrer sin hund med dens egen hale.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For selv om det fremstod, som om Dansk Folkeparti betalte alle 1,6 millioner kroner, viser det sig nu, at lidt over 600.000 kroner til tilbagebetalingen blev hentet i Meld, som dermed blev tømt. Og det på trods af at Meld også skyldte penge til EU. Det drejede sig om 1,3 millioner kroner. Og de penge blev aldrig betalt tilbage. For inden det skulle ske, gik Meld i betalingsstandsning.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl, men uden held. Organisatorisk næstformand Carl Christian Ebbesen afviser derimod, at partiformanden har talt usandt. Udtalelserne om, at ”vi betaler”, skal derimod forstås sådan, at partiet har givet en million kroner til Meld og Feld, så de kunne betale pengene tilbage.

”Det er rent regnskabsteknisk,” siger Carl Christian Ebbesen her til Ekstra Bladet.

Og vi bliver i den tekniske afdeling. For Tuborgfondets bestyrelse har slet ikke lov til at uddele de penge, de gør ifølge en artikel i nyhedsbrevet Danmarks Fonde. Og det er her, det bliver lovteknisk.

Tuborgfondet er nemlig en afdeling med egen bestyrelse under Carlsbergfondet. Det fremgår af Carlsbergfondets fundats, som er godkendt af både Civilstyrelsen og Erhvervsstyrelsen. Men ifølge flere eksperter, som Danmarks Fonde har talt med, strider konstruktionen mod væsentlige principper i fondslovgivningen.

”Der kan jo kun være én ansvarlig bestyrelse i en fond. Derfor er det problematisk, hvis personkredsen i Tuborgfondets bestyrelse med bindende virkning kan træffe afgørelser på Carls­bergfondets vegne,” siger advokat Søren Bergenser, som er ekspert i fondes erstatningsansvar. Han peger på, at bestyrelsesmedlemmer kan blive gjort personligt ansvarlige, hvis der foregår noget ansvarspådragende i fondene. Derfor er det væsentligt, hvem der i sidste ende bærer det juridiske ansvar.

I en skriftlig kommentar henviser Flemming Besenbacher, som er formand for både Carlsbergfondet og Tuborgfondet, til, at fundatsen er godkendt af myndighederne. Han medgiver dog, at kommunikationen om fondskonstruktionen godt kunne være klarere.

”Hjemmesiden vil derfor blive opdateret, således at det tydeligere fremgår, at Tuborgfondet er en afdeling af Carlsbergfondet, der i overensstemmelse med Carlsbergfondets godkendte fundats ledes af en bestyrelse på 3 til 7 medlemmer,” skriver Flemming Besenbacher.

Artiklen er tilgængelig her for alle Danmarks Fondes abonnenter.

Må vi have lov at byde vores passagerer på nogle gode nødder?

Nej, nej, nu ved vi godt, hvad I tænker, men Altinget er et lødigt medie. Og nødderne i vores sortiment er naturligt forekommende frugter, der vokser på sheatræer i det nordlige Uganda.

De udgør nemlig kernen i en socialt og miljømæssigt bæredygtig forretningsmodel, der på samme tid giver indtjening til stifterne af hudplejefirmaet Caïo og løfter afrikanske kvinder ud af fattigdom.

Firmaet betaler kvinderne en fair pris for nødderne, uddanner dem i blandt andet økonomi og iværksætteri og giver dem adgang til at investere deres overskud – med henblik på at skabe et varigt økonomisk løft af området.

”Folk skal vælge vores produkter, fordi de vil mere end hudpleje. De skal vælge vores produkter, fordi det er en præmis, at man vil have bæredygtighed, og at man forventer af virksomheder, at de bidrager. Både til miljøet og det økosystem, som vores produkt kommer fra, men også til menneskerne i det lokalsamfund, som skaber det,” siger stifteren Semine Lykke Brorson i denne artikel.

Vi nærmer os en flyvehøjde på 10.000 meter, så lad os kaste et blik ud over det globale, sociale landskab.

I denne uge kan vi med bistand fra Sociale Entreprenører i Danmark pege på hele tre eksempler på ny forskning i nonprofit-sektoren.

I Sverige har Social Entrepreneurship Forum netop udgivet en rapport, der analyserer samspillet mellem kommuner og sociale virksomheder i Sverige, Letland og Hviderusland. Ud over forskellige casehistorier rummer den også en stribe anbefalinger til henholdsvis kommuner og virksomheder.

Dem finder du i rapporten her.

En anden rapport fra Diesis i Bruxelles ser nærmere på den værdiskabelse, sociale virksomheder i Europa står for, og kommer frem til, at der især er fem effekter: øget social trivsel, bæredygtighed, vækst med omtanke, bidrag til lokaludvikling og afledte effekter på det omgivende samfund.

Alt det er der mere om her.

Den sidste rapport er en oversigt over, hvordan ngo’er globalt bruger ny teknologi til at fremme deres formål. For eksempel er WordPress det foretrukne cms for ngo’er. Det anvender 44 procent af de 5.342 organisationer, der har deltaget i undersøgelsen. Mere om det her.

Der er mere inspiration at hente her hos Sociale Entreprenører i Danmark.  

Ugen, der kommer, er allerede begyndt. Med en konference mandag fra 8.45 til 15 sparker Red Barnet og Københavns Kommune ugen i gang. Temaet er: ”Hvordan sikrer vi børn i udsatte byområder et aktivt foreningsliv?”. Og konferencen finder sted på Musikskolen i Københavns Kommune i Staldgade 29 på Vesterbro.

På CBS er der tredages konference om impact investering – altså investering med det formål at skabe miljømæssigt eller socialt afkast foruden det økonomiske. Det foregår på CBS i Dalgas Have 15 på Frederiksberg fra mandag klokken 9 til onsdag klokken 14.

Og så er unges frivillige engagement på dagsordenen ved et fyraftensmøde tirsdag fra 15.30 til 17.30. Det foregår hos Globalt Fokus i Rysensteensgade 3 i København.

Den ugentlige rundflyvning nærmer sig sin afslutning, og vi skal bede vores passagerer spænde sikkerhedsbælterne. Men før landingen vil vi lige lette på kasketten for den velkendte erhvervsmand Niels Due Jensen, som torsdag i sidste uge fyldte 75. I den anledning trak han sig fra posten som formand for Poul Due Jensens Fond.

”Nu vil jeg tillade mig at holde lidt mere fri, nyde naturen, rollen som bedstefar og måske rejse,” siger Niels Due Jensen i artiklen her.

Niels Due Jensen bliver afløst som fondsformand af Jens Bager, som tidligere var administrerende direktør i medicinalvirksomheden ALK Abelló.

Og hermed har vi igen fast grund under hjulene. Tak fordi I valgte at flyve med Civil Air. Vi letter igen om præcis en uge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00