Morten Fenger: Mental velfærd skal være Trygfondens nye sigtepunkt

DEBAT: Tryghedsgruppen skal arbejde for et mentalt skifte i vores samfund, som fremmer menneskets mentale velfærd og værner om naturens økosystemer, skriver Morten Fenger.

Af Morten Fenger
Ph.d i psykologi og kandidat til repræsentantskabet i Tryghedsgruppen

Ændrer vi pengestrømmene, så ændrer vi verden. Det vil jeg arbejde for som repræsentant i Tryghedsgruppen.

Tryghedsgruppen skal arbejde for et mentalt skifte i vores samfund, som fremmer menneskets mentale velfærd og værner om naturens økosystemer. Empati og viden er vores værktøjer.

For at mennesket skal overleve, skal væksttanken erstattes af bæredygtighedstanken. Vi skal bruge vores tid og ressourcer på at berige vores indre rum med mentale færdigheder, glæde og harmoni og ikke bruge tid og ressourcer på at fylde det ydre rum med motorveje, biler, plastik og forbrugsting.

Tillad mig at give den lange forklaring.

Bæredygtighed efterlyses
I 1987 udgav FN rapporten ”Vores fælles fremtid”, også kendt som Brundtlandrapporten, navngivet efter den norske statsminister. I rapporten optræder ordet bæredygtighed som det gennemgående princip, der skal redde mennesket og verden fra sit eget kollaps.

Bæredygtighed defineres som det princip, der "skaffer menneskene og miljøet det bedste, uden at skade fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov”.

Der er årtiers indsigt og teknologi til at gøre det rigtige, men alligevel bevæger vi os hver dag stadig tættere på et kollaps – klimakrise, plastikforurening af havene, udryddelse af natur og dyrearter, nye byggerier og motorveje, overbefolkning og djøficering af mennesker og vores liv og grådighed hos de besiddende.

Hvorfor går det så galt? Dagligt har jeg samtaler eller terapi med mennesker, som higer efter tryghed, mening og glæde, men som har svært ved at finde opskriften på det gode liv blandt de tusindvis af stemmer, som råber ”her er det gode liv”.

Ved du, hvad dit inderste hjertekammer begærer, og hvad der giver dit sind en dybfølt oplevelse af mental velfærd? Er du i tvivl, så kommer svaret her.

Styrkede relationer
Mennesket er en evolutionær størrelse. Vi er som pattedyr et gruppedyr, og vores hjerne er kodet til at være sammen med vores familie og stamme. Yngelplejeprogrammet kaldes det også.

Kærlighed, omsorg og opmærksomhed samt ro, regelmæssighed og relation i familien og til lokalmiljøet er det, som former det sunde og vellykkede barns hjerne. Fravær af disse ingredienser stresser barnets hjerne og gør det usikkert og sårbart over for psykiske lidelser.

Her har du den simple forklaring på, hvorfor et stigende antal borgere oplever psykiske problemer, ensomhed og angst: Vi skal ikke bygge flere supersygehuse for at helbrede syge borgere, men blot bygge relationer til hinanden i trivelige lokalmiljøer.

Det vil forebygge mange fysiske og mentale sygdomme. “Make love and connections to others", ikke supersygehuse, er svaret.

Fri for stress og støj
Mennesket er en del af naturen. Vi er kodet til at leve i overensstemmelse med naturen.

Vores 24 timers cyklus og vores nervesystem er formet gennem 3,5 milliarder års udvikling i naturen og trives ved naturen.

Idealet med konstant vækst stresser mennesket såvel som naturen. Evig trafikstøj fra vejene, forbrugsaktivitet 24/7 og konstant aktivering af det sympatiske nervesystem i vores krop er skadeligt, og vi har helt overset, at det parasympatiske nervesystem er afhængigt af vegetering og fordøjelse i naturlige omgivelser med ro, grønt udsyn, frisk luft og lys og mørke.

Vi skal ikke bygge flere motorveje for at skabe udvikling, men blot skabe kontakt til vores nervesystem og tænde den indre ro og tilfredshed – det vil stoppe støj, stress og endeløst rastløst forbrug. ”Make love and connections to your body", ikke motorveje, er svaret

Mental velfærd er vores nye sigtepunkt. De nye byggesten er ikke lavet af beton, men er tanker, følelser, adfærd og relationer. Det er CO2-neutralt, bæredygtigt og helt gratis. Yes, we can do it. Stem på Morten Fenger.

Forrige artikel Johannes van den Heuvel: Trygfonden skal tvinges ind i det digitale årtusinde Johannes van den Heuvel: Trygfonden skal tvinges ind i det digitale årtusinde Næste artikel Charlotte Antonsen: Forvaltning af Trygfondens formue kræver omtanke og fornuft Charlotte Antonsen: Forvaltning af Trygfondens formue kræver omtanke og fornuft
Fond giver coronapakke til syv foreninger

Fond giver coronapakke til syv foreninger

BEVILLING: Fond giver i alt 6,2 millioner kroner til syv civilsamfundsorganisationer for blandt andet at sikre, at de ikke lukker aktiviteter ned på grund af coronakrisen.