Når fonde investerer i våben og tobak

Hvor meget gavn skal en fond gøre for at kunne retfærdiggøre sine investeringer i virksomheder, hvis produkter gør skade?

Tag Rockefeller Foundation, som investerer nogle af sine aktiver gennem selskabet Cerberus Capital Management, der kontrollerer våbenproducenten Remington. Hvor mange liv skal fondens programmer redde for at kunne forsvare, hvordan pengene blev genereret?

Det kan virke som et groft spørgsmål at stille, og er det fair at udstille Rockefeller Foundation?

Fonden er immervæk ikke det eneste store filantropiske foretagende, der investerer i virksomheder, der fremstiller våben, eller i industrier, der er i offentlighedens søgelys.

Bill & Melinda Gates Foundation har haft aktier i Airbus, BAE Systems og United Technologies, der er blandt verdens største våbenproducenter.

En anden privat filantropisk fond, Lilly Endowment, har aktieposter i våbengiganterne Boeing, General Dynamics, Lockheed Martin, Northrup Grumman og Raytheon såvel som i tobakskæmperne Altria og Phillip Morris.

Alle investeringerne er foretaget gennem Vanguard Institutional Stock Market Index Fund, som Lilly har sat næsten en halv milliard dollars i.

Mange donorer trækker på skuldrene – måske fordi det er så almindeligt for fonde at investere i virksomheder, hvis produkter gør skade. Det er nødvendigt at fokusere på et højt udbytte af investeringerne for at opfylde fondens målsætninger, lyder argumentet. Men er det sandt?

Ingen fonde, vi kender, har ført bevis for, at den impact, de skaber gennem deres donationer og velgørende aktiviteter, opvejer den skadevirkning, de kan forårsage gennem investeringer i problematiske virksomheder.

Hvis filantroper er så overbeviste om, at deres investeringer ikke neutraliserer den gavnlige effekt af deres programmer, hvorfor så ikke være åbne om investeringerne?

Den løbende udfordring
Spørgsmålet bliver stillet i kølvandet på den seneste bølge af våben-relaterede massakrer i USA.

For en måned siden gik Devin Kelley ind i en kirke i Texas og skød 26 mennesker. Det har affødt den samme debat, som altid følger i kølvandet på den slags begivenheder, men vi stiller et mere fundamentalt spørgsmål: Hvem ejer Sturm Ruger, producenten af det Ruger automatvåben, som Devin Kelley brugte?

Svaret er Vanguard og Blackrock, Norges Bank og UBS, Barclays og Commerzbank, blandt flere formueforvaltere.

Kort sagt er ejerne af Sturm Ruger de samme, som velhavere og fonde betror opgaven med at forøge deres formue og – som i tilfældet med UBS og Barclays – vender sig mod for at få råd om filantropi.

Ejerne af Sturm Ruger er med andre ord de samme mennesker og institutioner, som oprigtigt siger, at de værdsætter menneskeliv og donerer penge til organisationer, der arbejder for de sager, de kerer sig om.

Money, money, money
I januar 2017 publicerede Los Angeles Times en undersøgelse af Gates Foundations investeringspolitik. Siden da er opmærksomheden på fondes kapitalinvesteringer øget.

The Times påviste, at et olieraffinaderi i Nigeria – ejet af det italienske olie- og gasfirma Eni, som fonden har investeret i – forårsagede alvorlige fysiske handicap på de samme børn, som Gates Foundation finansierede sundhedsydelser til.

Gates Foundations har en skarp adskillelse af investeringer og uddelinger. Og det er almindelig praksis i fonde.

Michael Bloomberg, tidligere borgmester i New York City og grundlægger af Bloomberg Philanthropies, har udtrykt det således:

“Jeg har ingen kontrol over, hvor mine investeringer ender, men de er hensigtsmæssige for at maksimere de summer, jeg giver til velgørenhed.”

Dette syn på afkast har også sine kritikere. Heron-fonden anbringer 100 procent af sine investeringer i organisationer, som, den håber, vil skabe både økonomisk og socialt afkast.

Og Ford Foundation har forpligtet sig til at investere 1 milliard dollars af fondens mere end 11 milliarder dollars store formue i virksomheder, der går efter både socialt og økonomisk afkast.

Gates Foundation har øremærket 1,5 milliarder dollars til programrelaterede investeringer.

Overensstemmelse mellem donationer og investeringer
Fonde har flere måder at sikre en rød tråd mellem investeringer og program-mål.

Den mest basale tilgang er at foretage negative screeninger af investeringsporteføljen for at frasælge virksomheder, der fremstiller produkter eller opererer inden for industrier, der bliver betragtet som skadelige eller er i konflikt med fondens mål.

På niveauet over det ligger de program-relaterede investeringer. I modsætning til donationer er programrelaterede investeringer lavt forrentede lån eller investeringer i organisationer, der arbejder inden for fondens interesseområde. Det bliver betragtet som en del af fondens programudgifter.

Og øverst ligger de såkaldte mission related investments, som er investeringer i forretninger med samme mål som fondens programmer.

Trods megen snak og øget opmærksomhed er der sket meget lidt i forhold til at afstemme investeringer med programmål i de seneste ti år.

Tværtimod viser et studie fra 2016 af 64 amerikansk baserede fondes direktører, foretaget af Center for Effective Philanthropy, at 86 procent af respondenterne betragter økonomisk afkast som det vigtigste mål for deres investeringer. Fondsbestyrelser ser ud til at acceptere den konventionelle visdom om, at det er deres pligt at maksimere afkastet på deres investeringer.

En udtalelse fra Children’s Investment Fund Foundation (CIFF), en af Storbritanniens største fonde, indkapsler det altdominerende synspunkt:

“Vores hensigt er at fastholde og øge værdien af kapitalen, så vi kan uddele mindst 200 millioner dollars til velgørenhed i 2017. Målet er, at donationerne over en femårig periode skal øges det, der svarer til fem procent af formuen hvert år.”

Retten til at investere frit
En anden af verdens største fonde, the Wellcome Trust, som støtter sundhed, står også fast på, at fondens formue skal investeres med vækst for øje.  

Fonden er blandt de mest åbne om deres investeringer. Den transparens har medført kritik. Mest markant opfordrede 1.000 sundhedsprofessionelle og akademikere i et åbent brev i The Guardian kraftigt fonden til at afvikle sine investeringer i Shell, BP og Rio Tinto.

Til den sagde investeringsdirektør i Wellcome Trust Nick Moakes til Financial Times, “at selv hvis vi ønskede at trække afvikle vores investeringer, hvilket vi ikke ønsker, så ville det ikke være tidspunktet at gøre det.” (med henvisning til den lave pris på olie og gas, red.)

Ikke mange står så stejlt på fondes ret til at investere, som de vil, som Thomas Paulsen, økonomichef for Körber Stiftung i Tyskland.

Fonden er ene-ejer af Körber AG, et holdingselskab som voksede ud af Kurt Körbers oprindelige forretning med at fremstille industrimaskiner til tobaksindustrien. Selvom selskabet siden har bredt sin forretning ud, udgør tobak stadig en del af Körbers årlige indtægter på 15 milliarder kroner.

“Vi har ikke noget problem med tobak, fordi vi udspringer af fremstilling af maskiner til tobaksindustrien, og det er stadig en del af forretningen i den virksomhed, som vi ejer,” sagde Thomas Paulsen i et interview med Alliance Magazine.

Og han sagde videre:
“Enhver fond må have frihed til at bestemme, om den vil investere i social impact ved at investere eller i bæredygtige forretningsmodeller. Det bør hverken være noget, lovgivere eller andre bestemmer.”

Det er en forfriskende oprigtighed i en sektor, der gør sig bemærket ved at undvige spørgsmål til sine investeringer. De fleste af verdens 50 største fonde udtaler sig ikke offentligt om deres investeringspolitikker og gør ingen anstrengelser for at være transparente om deres investeringer ud over de minimale rapporteringskrav i lovgivningen.

Her bør Gates Foundation prises for sin åbenhed.

I sine indberetninger til skattevæsenet for 2015 oplister fonden alle sine virksomheder i investerings-porteføljen, inklusiv værdien af aktierne.

Gates Foundation ejer aktier i nogle af verdens største våbenproducenter, for eksempel Airbus og BAE Systems. Det ved vi kun, fordi fonden har meldt åbent ud, hvor pengene er placeret. Ikke mange fonde er så transparente.

Investering for at skabe forandring
Der er også argumenter for at investere i virksomheder, hvis produkter gør skade:

Aktivt ejerskab for eksempel kan påvirke virksomheder til at ændre praksis. Større åbenhed om virksomheders påvirkning af miljøet og de deraf følgende indsatser for at mindske udslippet af drivhusgasser er et eksempel forandringer, der er drevet frem af aktivt ejerskab. Hvis fonde gik til deres investeringer med denne tilgang, ville der være et markant mindre rum til kritik af deres valg.

Der er også det argument, at der ikke er en positiv effekt af at afhænde problematiske virksomheder.  

Clifford Asness, medstifter af konsulentfirmaet AQR, skriver, at når de dydige investorer sælger deres aktier i kontroversielle virksomheder, så stiger virksomhedernes omkostninger, fordi de er tvunget til at tiltrække investorer med investeringsrabatter. Dermed øges afkastet for dem, der fortsætter med at investere. Med andre ord belønner markedet de knap så dydige.

Endelig er der nogle, der peger på, at enhver lovlig virksomhed gør gavn ved at skabe job og betale skat.

BAE, for eksempel, er en af verdens største våbenproducenter med 80.000 ansatte i hele verden - heraf mere end 39.000 i det nordlige England alene. Hvis fonde gennem aktivt ejerskab, frasalg eller andet skulle have en negativ effekt på BAE’s forretning, ville prisen uundgåeligt blive betalt delvist af de ansatte og de lokale økonomier, BAE bidrager til. Og hvad med de liv, der bliver reddet under fredsbevarende missioner, hvor soldaterne er udstyret med BAE-våben?

Investering uden skyklapper
Kan fonde forventes at regne sig frem til summen af plusser og minusser for hvert firma, de investerer i? Hvad ville en fond med investeringer i BAE være nødt til at opnå gennem sine programmer for at opveje det, der trækker ned?

Vi kender svaret på det spørgsmål – hvilket netop er problemet.

Mange fonde gør en betydelig indsats for at måle effekten af ​​deres programmer. Hvorfor ikke tage næste logiske skridt?

Det er ikke nok at sige, at fonden har brug for komplet investeringsfrihed for at gøre gavn. Det er tid til at vise, at det er nødvendigt.

Hvis de filantropiske institutioner vil bryste sig af deres donationers sociale impact, er det tid til også at kommunikere om omkostninger ved at tjene de penge, der skal deles ud.

I praksis ville en fond kunne investere nøjagtig, som den har lyst til. En fond, der investerer i for eksempel tobaksfirmaet Phillip Morris, ville kunne bogføre værdien af, at de ansatte i Phillip Morris får hjælp til at beholde deres arbejde, på plussiden i sin effekt-opgørelse.

På minussiden ville ikke kun programmets omkostninger stå, men også den andel af ​​sygdom og dødelighed forårsaget af rygning og passiv rygning, som denne investering bidrager til. Tilsammen ville disse beregninger vise, om fonden skaber en positiv forandring.

Der er fortilfælde for den slags regnskaber. For eksempel er det nu alment accepteret, at organisationer, der bekymrer sig om planeten, skal beregne deres CO2-aftryk og agere på det.

Åbenhed om det komplette moralske aftryk
Hvis en fond kan tage sit CO2-aftryk alvorligt, hvorfor kan den så ikke være åben og transparent om sit komplette moralske aftryk?

Det ville være svært, uden tvivl, og der ville være mange usikkerheder i metoder og antagelser. Men det samme gælder CO2-beregningerne, som er med til at drive forandring frem.

Der findes organisationer, som kan hjælpe fondene med at designe uafhængige værktøjer til beregning af omkostninger og fordele. Og også myndighederne har en rolle at spille i forhold til at insistere på mere åbenhed om filantropiske institutioners investeringer.

Hvis regeringerne skal afstå fra skatteindtægter fra fondes penge, bør de vide, hvor pengene kommer fra, hvor de er investeret, og hvad de går til, ikke mindst i lyset af de seneste afsløringer om skattely i Panama og Paradise Papers.

Kritikere hævder med rette, at filantropi for ofte plejer interesserne for de mest privilegerede. Den hemmeligholdelse, der præger sektorens økonomi, bekræfter denne opfattelse.

Løsningen er at give folk noget andet at tale om.