”Normalt skal de unge høre efter andre. Nu er det os, der får noget at sige”

DEMOKRATIFEST: Ungdommens Folkemøde løber i disse dage af stablen, og de unge deltagere er glade for at have en begivenhed, hvor de får mulighed for at danne et overblik over deres muligheder i samfundet.

De to energiske værter, der styrer den lille scene ’Ølkassen’, hvor alle fra partiledere til unge deltagere har mulighed for at komme op og holde tale.
De to energiske værter, der styrer den lille scene ’Ølkassen’, hvor alle fra partiledere til unge deltagere har mulighed for at komme op og holde tale.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Ungdommens Folkemøde har til formål at inddrage unge i en demokratisk debat. Fra 6. til 8. september deltager omkring 30.000 unge mennesker i begivenheden. UFM består af en række scener, hvor forskellige debattører og politikere får mulighed for at komme ud med deres budskaber til de unge.

Derudover er der stader, hvor forskellige organisationer kan holde workshops og komme for at skabe en dialog med deltagerene.

Altinget tog til Valbyparken for at høre, hvad de unge egentlig synes om initiativet.  

Frederik Holm Rasmussen, 18 år, studerende på Niels Brock.

”Vi er her i forbindelse med et skoleprojekt, vi har gang i. Vi går til daglig på Niels Brock på Julius Thompsons Plads på en linje, der har samfundsfag på A-niveau i forbindelse med økonomi. Og af den grund er det ret relevant at komme herind og høre om en række forskellige emner, som man har valgt til sit projekt. Jeg har for eksempel valgt, hvordan unges seksuelle normer bliver skubbet i forhold til sociale medier, især i forhold til Snapchat, og så er jeg inde og spørge forskellige unge, hvordan det hænger sammen, og hvordan deres oplevelse har været i forhold til det.”

Føler du, at du får noget ud af det?

”Ja, men vi har dog kun været her i en times tid, så vi skal lige spejde lidt rundt.”

”Jeg har også været på det rigtige folkemøde ovre på Bornholm, og der kan jeg godt forestille mig, at tingene bliver taget lidt mere seriøst. Her, når man hører folk snakke på de store scener, så har de en lidt mere pædagogisk tilgang til det. Det er lidt mere overfladisk.”

Selvom det er lidt mere overfladisk, synes du så stadig, at Ungdommens Folkemøde er en vigtig begivenhed?

”Ja, det synes jeg bestemt, også fordi der er mange unge, der ikke normalt ville komme til en sådan begivenhed, der kan komme herud med deres skoler. Og det synes jeg er godt, for de unge skal ligesom have en mening, og det har de også.”

Kasper Brock, 19 år, gymnasieelev.

”Vi fik mulighed for at tage herud med skolen, og vi syntes, det lød spændende, så vi tog herud for at undersøge det.”

Får du noget ud af at være her, og hvad?

”Ja helt klart, man hører tingene på en helt anderledes måde, end man går og tænker over generelt i hverdagen, så det synes jeg helt sikkert.”

Synes du, det er en vigtig begivenhed?

”Jeg synes, det er en vigtig begivenhed. Jeg synes, det er godt, at der kommer et større fokus på de unge. Normalt er det de unge, der skal høre efter andre. Nu er det os, der får noget at sige lige pludselig. Det synes jeg er vigtigt.”

Diba Dasdar (tv.), 16 år og Narmeen Bayoumi (th.), 16 år, 9. klasse.

 

 

Narmeen: ”Jeg er her med min skole for at se alle de muligheder, der er i samfundet, og for at kigge på, hvad de indebærer.”

Diba: ”Jeg er her i forbindelse med et skolearrangement, der går ud på, at vi skal se de forskellige muligheder, der er i vores samfund, og hvordan vi generelt kan udspille vores fremtid.”

Får I noget ud af at være her?

Diba: ”Det synes jeg helt og aldeles, at jeg gør. Jeg hører om flere forskellige ting og organisationer, som jeg ikke engang vidste fandtes.”

Narmeen: ”Ja bestemt, jeg får set virkelig mange forskellige muligheder og foreninger. Man får virkelig tænkt over tingene.”

Synes I det, at det er et vigtigt arrangement?

Narmeen: ”Ja, det synes jeg. Altså der er nogle workshops, jeg synes er meget vigtige, og nogle, jeg synes er mindre vigtige, men selve Ungdommens Folkemøde er vigtigt.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00