Norske kioskpenge skaber filantropi til fordel for den frie kritik

Gennem mere end 40 år har Fritt Ord været en engageret aktør inden for kunst, kultur og meningsdannelse først og fremmest i Norge, men også på europæisk plan. Det var for eksempel donationer fra Fritt Ord, som var med til at finansiere distributionen af Panama-papirerne i april gennem det internationale netværk af uafhængige journalister ICIJ.

Baggrundshistorien kort
Der går en lige linje fra kioskernes frie bladdistribution i efterkrigstidens Norge til nutidens filantropiske engagement i at kvalificere det frie ord.

Fritt Ord blev stiftet i 1975, hvor Narvesens Kioskkompagni blev omdannet til en almennyttig fond med det formål at give ytringsfriheden et stærkere værn. I 1999 reduceredes fondens andel af aktiebeholdningen i Narvesen, og da dette selskab i 2000 fusionerede med Reitan, valgte Fritt Ord at frasælge sine resterende aktier og dermed definitivt adskille den kommercielle forretning fra den almennyttige virksomhed.

Kvalificeret kulturkritik
I danske kulturkredse vækker særligt ét aktuelt Fritt Ord-initiativ nysgerrighed.

I løbet af tre år uddeles i alt 30 kritiker-stipendier til en samlet værdi af 6 millioner norske kroner. Stipendierne går til norske kulturkritikere og skal øge kvaliteten af den professionelle kulturkritik i trykte, elektroniske og digitale medier. Et løft, som glæder ikke alene de professionelle kritikere, men også de mange kunst- og kulturinstitutioner, der er stærkt afhængige af kvalificeret omtale og gennemarbejdede anmeldelser.

Kombinationen af ukvalificeret kritik og kulturforbrugernes troløshed er en farlig blanding på kunstens store markedsplads. Kritiker-stipendierne er en raffineret understregning af, at al kritik ikke nødvendigvis er lige kvalificeret, og at der er mange måder at tage begrebet kvalificeret ytringsfrihed og meningsdannelse alvorligt på.

Privat kulturfinansiering
Fritt Ord er ikke den eneste norske almennyttige fond, som i disse år leverer et tiltrængt tilskud til det norske kultur- og kunstliv.

I slutningen af 2013 samlede erhvervsmanden Hans Rasmus Astrup alle sine formuer i en ideel, almennyttig fond med det primære formål at støtte driften og kunstindkøb til Oslos smukke, private kunstmuseum Astrup-Fearnley. Museet er i øvrigt designet af den verdensberømte arkitekt Renzo Piano og er i sig selv et besøg værd, hvis man skulle komme på de kanter.

Astrups beslutning vakte naturlig glæde i den norske mindretalsregering bestående af partierne Højre og Fremskridtspartiet.

Højres kulturminister kunne da heller ikke få armene ned i forståelig begejstring: ”Så fantastisk! Utrolig flot. Det er bare en bekræftelse på, at der er mange enkeltpersoner, som har lyst, evne og vilje til at give gaver bort, i dette tilfælde hele formuen”, sagde Thorild Widvey dengang til Aftenposten.

De to partier er klare fortalere for, at kulturen og kunsten skal finde alternative finansieringer end offentlige tilskud – ikke så meget af økonomiske som af ideologiske grunde.

Politisk irritation
At kulturpolitikken også kan skabe politisk irritation på nationalt og kommunalt niveau, viser forløbet omkring finansieringen af Oslos populære Litteraturhus, hvor det i 2014 var lige ved at gå galt.

Kulturinstitutionen var etableret i 2007 af Fritt Ord, som gennem de første syv år også havde betalt driften. Et usædvanligt langvarigt engagement, for også i Norge bliver mangeårige driftsforpligtelser betragtet som en filantropisk risiko.

I de mellemliggende år voksede Litteraturhuset til en stor publikumssucces, og det var derfor naturligt at søge om driftstilskud på 3 millioner norske kroner. fra henholdsvis staten og Oslo bystyre.

Næsten som forventeligt blev ansøgningen afvist af det politiske flertal. Nu måtte Litteraturhuset klare sig 100 procent på markedets betingelser, lød det fra det politiske flertal.

Meldingen skabte stor frustration blandt kulturfolk og meningsdannere. Og for at gøre en lang historie kort, blev slutresultatet da også, at både stat og kommune endte med at bevilge i alt 6 millioner til driften i 2014. I øvrigt efter at Fremskridtspartiet havde ændret standpunkt.

Set med dagens filantropiske briller er den mest interessante lære fra 2014 imidlertid, at Fritt Ord i den tilspidsede situation ikke nøjedes med en diskret protest, men beviste, at de står ved deres filantropiske grundsætning om at værne om det frie ord, og at de var klar til at gå i offentlig clinch med et politisk flertal. Fonden argumenterede skarpt og vedholdende for, at nu måtte der offentlig finansiering til.

Litteraturhuset kunne – trods en solid forretningsplan, en kompetent ledelse, stigende indtægter, et mangfoldigt kulturudbud og et stort publikumsgrundlag – umuligt drive sine aktiviteter som ren kommerciel virksomhed, hvorfor en kombination af privat- og offentlig medfinansiering var nødvendig.

Indsatsen er i sig selv et tydeligt kulturpolitisk signal om, at det nytter at bruge sit frie ord til at argumentere mod en beslutning, man ikke er enig i. Og inspiration til andre almennyttige fonde om at bruge deres frie ord i den offentlige debat.

Ny direktør ind fra højre
I 2014 fik Stiftelsen ny direktør – Knut Olav Åmås – hentet direkte fra den norske regering, hvor han i otte måneder havde bestridt posten som vicekulturminister i Kulturministeriet, udpeget af Højre.

Foruden at være en intellektuel kapacitet er Åmås en ivrig samfundsdebattør og tidligere kultur- og forlagsredaktør. Alt tyder på, at indsatsen for det frie ord og for borgernes adgang til selv at reflektere over kulturens mange udtryk, vil blive forstærket gennem nye filantropiske programmer under Åmås.

Siden 2014 er der i øvrigt sket yderligere tilnærmelser mellem det offentlige, erhvervslivet og civilsamfundet repræsenteret ved en række filantropiske fonde.

Norges kulturministerium har i samspil med blandt andre Sparbanken Stiftelsen, Forlæggerforeningen og Nordisk Film Fonden startet Talent Norge.

Programmet skal styrke nyuddannede kunstnere i deres talentudvikling efter inspiration i topidrætsverden. Hvor dén nye alliance så fører hen, vil de kommende år vise. Et bud er, at kulturpolitikken både i Norge og herhjemme i større grad vil reflektere civilsamfundet – ikke mindst repræsenteret ved fondene.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.