Boesen: Skatteministerens (s)kattepine

Af Birgitte Boesen
Indehaver af büroCPH

Mens Socialdemokratiet med Mogens Lykketoft i spidsen er gået i offentlig infight med tre af regeringens ministre om, hvem der har ansvaret for det kuldsejlede Skat, føres dialogen anderledes diskret i en anden aktuel sag fra samme ministerium.

I dette forhandlingsrum er politikere og embedsfolk optaget af at finde frem til en model, der skal gøre det attraktivt for virksomhedsejere at overdrage deres erhvervsvirksomheder til fondseje. I sommer præsenterede en arbejdsgruppe sine anbefalinger til en løsning, der efter alt at dømme er både fleksibel og målrettet erhvervsvirksomheder. Arbejdsgruppen har lagt vægt på at udforme forslaget, så det ikke kan misbruges – en pointe, der i disse tider ikke kan understreges kraftigt nok. Om modellen så også er tilstrækkelig attraktiv til, at en bred kreds af partier vil stemme for, dét er et af de kildne spørgsmål, der i øjeblikket er på bordet i ministeriet.

Tiltrængt politisk løsning
En politisk løsning er stærkt tiltrængt, hvis ikke den berømte danske fondsmodel skal gå over i historien som et levn fra industrialderen. I dag er det nemlig sådan, at de knap 11,5 milliarder kroner, som de erhvervsdrivende fonde i 2017 bevilgede til filantropiske aktiviteter, kommer fra fonde, der er etableret før 1998. Eller sagt på en anden måde: De seneste 20 år er der stort set ikke etableret nye erhvervsdrivende fonde. Én af de få undtagelser af betydning er Bestseller Foundation, der blev etableret i 2007 – og som ikke må forveksles med Bestseller Fonden fra 1955.

En pinsepakke med vidtrækkende konsekvenser
Baggrundshistorien er denne: I pinsen 1998 præsenterede den daværende regering en strukturreform og en række finanspolitiske stramninger for at lægge en dæmper på det private forbrug. Det var dengang, hvor statsministeren hed Poul Nyrup Rasmussen (S), og finansministeren såmænd var Mogens Lykketoft. Som et ekstra element indeholdt ’pakken’ en afskaffelse af den såkaldte skattemæssige succession ved nye fondsdannelser. En ordning, som indtil da havde gjort det attraktivt for virksomhedsejere at overdrage virksomhedens aktier og andre værdier til en erhvervsdrivende fond uden først at blive beskattet. Med Pinsepakken kom en avancebeskatning på 42 procent af disse værdier, og dermed forsvandt et vigtigt incitament til nye fondsdannelser.

Forsøg med Vækstplan DK
Det er denne beskatning, som nu er sat i spil i håb om at finde en løsning, som igen gør det attraktivt for virksomhedsejere at overdrage deres virksomhedsværdier til fondseje. Forsøget er gjort før.

Så sent som i 2013 fremlagde Thorning-regeringen sin Vækstplan DK med det formål at stimulere den økonomiske vækst og øge beskæftigelsen. Det skulle blandt andet ske ved at skabe bedre forhold for nye erhvervsdrivende fonde, og her var afskaffelsen af beskatningen på 42 procent et vigtigt element. Traditionen tro var første skridt en nedsættelse af en tværministeriel arbejdsgruppe. Men ak, da den daværende radikale skatteminister, Morten Østergaard, i 2015 modtog arbejdsgruppens rapport, var det blevet tid til folketingsvalg, og depechen gik således videre til Karsten Lauritzen (V). Regeringen Løkke Rasmussen nedsatte efter aftale med partierne bag Vækstplan DK en ny arbejdsgruppe – denne gang med ekstern deltagelse af tre fondseksperter, en fondsbestyrelsesformand og en fondsdirektør. Det er forslaget fra denne arbejdsgruppe, der ligger til grund for de igangværende forhandlinger i Skatteministeriet.

Skatteministerens kattepine
Karsten Lauritzen er ikke særlig meddelsom i denne sag. Han og embedsfolkene holder kortene tæt ind til kroppen. Sandsynligvis ud fra en vurdering af, at denne vej er den sikreste, hvis de skal holde den politiske proces flydende. I øjeblikket er skatteministeren sat i en værre kattepine: Han har de nødvendige faglige indspark fra arbejdsgruppen, modellen er fremlagt for aftalepartierne bag Vækstplan DK, og dermed er vejen banet for en aftale, men for at komme dertil, skal der handles hurtigt og behændigt. Forhandlingerne er under tidspres, for folketingsvalget lurer lige rundt om 2019-hjørnet.

Lykkes det ikke denne gang at opnå en løsning, er det spørgsmålet, hvornår der kommer et nyt, gunstigt tidspunkt. Nogle vil sikkert tænke, om vi ikke bare kan være tilfredse med de fonde, der allerede er? Hvorfor al det postyr, hvis det den ene gang efter den anden kun er nær ved at lykkes, men aldrig lykkes helt alligevel?

En dæmper på den rå kapitalisme
Det er veldokumenteret, at den danske fondsmodel er til fordel for hele samfundet og ikke kun for erhvervslivet. Alene civilsamfundet modtog sidste år tre milliarder kroner fra filantropiske fonde, heraf kom knap halvdelen fra de erhvervsdrivende fonde.

Intet andet sted i verden er modellen så udbredt, som herhjemme. Som erhvervsmanden, den tidligere CEO for Microsoft Danmark Jørgen Bardenfleth, siger et sted i min bog ”Fonde i bevægelse”, så minder konstruktionen med sit langsigtede perspektiv om den japanske virksomhedstradition. Den lægger en dæmper på den rå kapitalisme og står i modsætning til den amerikanske virksomhedstradition, der er mere kortsigtet og kvartalsdrevet.

Noget af det samme var Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, inde på i et interview i Dagbladet Information. Her kaldte statsministerkandidaten fondsmodellen for en sund kapitalisme, der tænker langsigtet og baserer sig på en sund kontrakt mellem erhvervsliv og samfund.

Hertil kan tilføjes, at en lang række store danske virksomheder som A.P. Møller Mærsk, Carlsberg, Danfoss, Grundfos, Lundbeck og Novo Nordisk er helt eller delvist fondsejede. Alle disse virksomheder er grundlagt af danske iværksættere, som på et tidspunkt har valgt at overdrage værdierne til en fond. Hvilket samtidig er en vigtig forklaring på, at disse virksomheder stadig er hjemmehørende i Danmark.

Iværksættere bliver også ældre
Også i dag har vi mange dygtige iværksættere her i landet. Nogle få af dem opnår så stor succes, at de på et tidspunkt skal beslutte sig for, hvad der på længere sigt skal ske med deres livsværk. Skal de overdrage virksomhedens værdier til næste generation i familien? Skal de satse på en børsnotering? Skal de sælge aktiverne til den højestbydende kapitalfond eller udenlandske konkurrent? Eller skal de vælge fondsmodellen?

Realistisk set vælger flertallet nok nogle andre løsninger end fondsvejen. Men det er velkendt, at for eksempel erhvervsmanden Lars Larsen er i gang med at overdrage sit livsværk, Jysk, til fondseje. Og tilsvarende vil der være enkelte andre velhavende virksomhedsejere, der vil gøre det samme, hvis vilkårene er til det. De vil sandsynligvis tænke, ligesom stiftere før dem, at et formål, der kombinerer virksomhedsdrift med et filantropisk samfundsengagement, er det rigtige valg. Det er en måde at give stafetten videre til nye generationer af samfundsborgere uden at skulle forpligte sine egne slægtninge ud over evne, interesse og pligtfølelse.

Set fra samfundets side vil det være både nyttigt og ansvarligt, hvis nogle af værdierne fra nutidens entreprenante iværksætteri bliver brugt på fremtidens filantropiske aktiviteter.

Grib nu chancen
Der er uden tvivl mange hensyn at balancere imellem, før en løsning er på plads. Men Christiansborgs partier har en enestående mulighed for at råde bod på 20 år stilstand på fondsområdet. Og lægge rammerne for en ny version af en højt anerkendt model, som kombinerer privat forretningsdrift med samfundsnyttig filantropi. Lykkes det at nå til enighed, vil det samtidig være en markering af, at fondsmodellen alligevel ikke blev efterladt som et monument over industrialderens iværksættere. At man evnede at inspirere nye generationer til at forny traditionen for samfundsnyttigt fondsejerskab. Dét ville i sig selv være nyskabende i en tid præget af globalisering, social ulighed og disruptive platformsøkonomier.

Kære politikere, I har chancen. Grib den.

---

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Kommentaren er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.