Politikernes sprog: Pas på dobbelthedernes dumhed

Af Martin Lund
Cand.mag. i dansk og retorik og indehaver af Skriverådet

Sprogbrugere med (momentant) manglende sprogligt eller intellektuelt overblik kommer særlig i det talte sprog til at lave dobbeltnegationer eller andre former for dobbeltheder der kan gøre deres udsagn ulogiske.

Hvis man eksempelvis taler om at forhindre at man ikke får vand i kælderen, eller om kampen mod terrorbekæmpelse, er der – medmindre man vitterlig ønsker henholdsvis vand i kælderen og sabotage af antiterrorforanstaltninger – tale om fejlagtige dobbeltnegationer. Det er nemlig sådan på dansk at minus gange minus giver plus. Politikere paralyseret af træthed og af tv-projektører laver indimellem disse fejl, men langt de fleste vil også vide at det netop er smuttere.

Kikset sprogbrug som ”selvransage sig selv” eller, som Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, sagde i Deadline den 17. marts, ”pengene forsvinder jo helt væk” vil jeg kalde overfrankering, og fordi der ikke er negationer indblandet, kan man måske diskutere om det er egentlige fejl eller blot manglende skarphed.

Men netop faren for at udtalelser afbrydes eller klippes ud af en sammenhæng, kan være årsagen til at vanen overhovedet er opstået. En politiker tør ikke sige: ”Jeg elsker lakrids, men også chokolade.”

Martin Lund
Indehaver af Skriverådet

Men jo mere abstrakt, desto mere tvingende matematisk logik. Sådan noget som ”grunden til … er fordi” eller ”årsagen til … skyldes”, ja, det må betragtes som indiskutabelt fejlagtigt. Vi kan kalde det dobbeltfrankering. Ordene ”årsagen” og ”skyldes” er hhv. et navneord og et udsagnsord på hver sin naturlige plads, men de har en betydningsmæssig fællesmængde som skaber forvirring fordi den ene repræsentation heraf nødvendigvis må overflødiggøre den anden.

Noget tilsvarende gør sig gældende i udtrykket ”både … men også” – medmindre vi kollektivt har besluttet at udvande betydningen af ”både”. Det må være sådan at ”både” varsler to eller flere ting, mens ”men også” indikerer at der nu (til overraskelse) kommer noget ekstra. Derfor går det jo ikke at sige ”både X men også Y”. Ikke desto mindre er frasen blevet så almindelig at tilsyneladende ingen længere fornemmer at den er sprogtumpet.

Et tilfældigt, men typisk, eksempel er da Venstres Kristian Jensen fredag den 16. marts 2018 interviewes i TV-Avisen om medieforliget. Her taler han om et medieudbud med ”plads til både et stærkt Danmarks Radio, men også til andre medier”.

Det vanemæssige er tydeligt. I et tilfælde som dette, hvor elementerne er velkendte og ventede, ville ”såvel … som” i virkeligheden være det bedste. Kristian Jensen udendørsinterviewes live via satellit, han er i gang med sin første sætning og er ikke presset på nogen måde.

Men netop faren for at udtalelser afbrydes eller klippes ud af en sammenhæng, kan være årsagen til at vanen overhovedet er opstået. En politiker tør ikke sige: ”Jeg elsker lakrids, men også chokolade.” Det er en usikker plankevandring at sige ”Jeg elsker lakrids …”, thi journalistens tålmodighed skal holdes indtil man når hen til det man i virkeligheden brænder for at sige: ”… men også chokolade”. Dette er ikke blot et fromt men et decideret naivt håb hvis man sidder over for en patologisk afbrydende studievært.

Men hvorfor ikke bare sige ”Jeg elsker både lakrids og chokolade”? Jo, det sker da også, især når det er så kort. Men ofte vil der være et behov for at betone anden del, især i de tilfælde hvor konstruktionen stødes ud som eksemplificerende led: ”Jeg mener at alle voksne på skolen har et ansvar, både den enkelte lærer og ledelsen.” Her kan det ud fra en rytmisk betragtning virke som om ”ledelsen” betones for lidt, især hvis netop det med ledelsen er ens særlige pointe. Og netop sådan er politiske kommentarer jo ofte konstrueret: Man gentager noget alle er enige om, og vil så understrege sin egen vinkel.