Præsidentens fond

Bliver Hillary Clinton valgt som præsident 8. november, må Clinton Foundation indstille sig på, at offentligheden vil knytte de to fænomener sammen, uanset hvad fonden end gør. Kommer Donald Trump i stedet ind i det hvide hus, bør den stort set ukendte Donald J. Trump Foundation trække i arbejdstøjet. Trump Foundation har nemlig ikke engang sin egen hjemmeside. Men det er en helt anden fondshistorie, der optager de fleste amerikanske medier i denne tid.

Omstridt fænomen
Få – om nogen – anden amerikansk fond har skabt så megen debat, været gransket så meget og er blevet så kraftigt kritiseret for at sammenblande filantropi og politik som Clinton Foundation.

Omstridt eller ej, så er fonden et enestående fænomen i amerikansk fondsverden. For ikke tidligere har en amerikansk ekspræsident haft så stor succes med at indsamle penge til almennyttigt arbejde som Clinton. Ingen anden præsident – heller ikke Ronald Reagan eller George Bush for nu at nævne to, der sad i præsidentembedet før Bill Clinton – har haft en så ambitiøs vision for deres fondsvirksomhed. Eller ambition for den sags skyld.

Fundraiser fond
Clinton Foundation er en såkaldt ’fundraiser-fond', hvilket vil sige, at fonden er afhængig af en fortsat pengestrøm fra velhavende donorer for at kunne arbejde. Her adskiller fonden sig fra familiefonde, hvis formuer er grundlagt af en stifterfamilie med det formål at drive filantropi. Sådan som man eksempelvis kender det fra Henry & Edsel Ford, John D. Rockefeller samt Bill & Melinda Gates. Og i øvrigt også fra Clinton-familiens langt mindre og helt private fond Clinton Family Foundation.

Kritikken
I 2013 tog William J. Clinton Foundation logisk nok navneforandring til Bill, Hillary & Chelsea Clinton Foundation. Logisk, fordi fondens evne til at samle penge ind er tæt forbundet med familien Clintons evne til at indgå i alliancer med indflydelsesrige folk – lige fra velhavende berømtheder, diskrete velhavere til politiske aktører verden over. Og det er ikke småpenge, vi taler om. Ifølge lækkede papirer har fonden for eksempel fået mindst 81 millioner dollars fra velhavende donorer med konti i den omstridte schweiziske bank HSBC.

Og heri ligger kimen til fondens sårbarhed. For hvordan kan dens nøglepersoner på én og samme tid modtage donationer i millionklassen fra konsortier med globale økonomiske interesser og pleje omgang med nogle af verdens mest udspekulerede rigmandstyper, uden at deres dømmekraft bliver påvirket af det?

Toppen af åbenhed
En anden kritik går på fondens åbenhed. Eller rettere gik. Frem til 2008 havde Bill Clinton pure afvist at offentliggøre beløb og navne på donorer. Men siden Hillary Clinton blev udenrigsminister i den første Obama-regering, har Clinton Foundation taget et kvantespring i åbenhed og god fondsledelse og har blandt andet udviklet en database over, hvem der har givet bidrag til fonden og med hvor store beløb.

I 2015 offentliggjorde The Atlantic i øvrigt Hillary Clintons personlige skatteoplysninger for 2014 og kunne blandt andet fortælle, at familien havde doneret godt 10 procent af deres indkomst til almenvelgørende formål gennem familiefonden. Hvilket også i amerikansk sammenhæng er et stort beløb.

Her er kendsgerningerne
Set udefra er Clinton Foundation en fond på linje med de fleste andre filantropiske fonde med en aktiv uddelingsstrategi. Men fonden mærker også det stigende pres, og på dens hjemmeside skriver webredaktøren måske lettere defensivt: ”A lot has been said about the Clinton Foundation. Here are the facts.”

Fakta er ifølge egne oplysninger, at fondens arbejde blandt andet har resulteret i, at 11,5 millioner HIV/AIDS-ramte i mere end 70 lande har fået adgang til sygdomsbehandling; 150.000 landmænd i Østafrika har fået træning i ’klima-smarte’ dyrkningsmetoder; gennem globale partnerskaber vil 15 millioner piger verden over i 2019 kunne uddanne sig ud over grundskolen, og hjemme i USA er millioner af børn fordelt på 35.000 skoler undervist i bedre mad- og motionsvaner.

Alt sammen filantropiske aktiviteter, der lige så godt kunne have været udført af andre fonde som Gates Foundation, Ford Foundation og Robert Wood Johnson Foundation – for nu blot at nævne nogle andre amerikanske fonde med store filantropiske muskler.

Resultaterne tæller (ikke)
Positionen som én af de mest åbne og transparente fonde i USA har ikke ændret store dele af offentlighedens opfattelse af, at noget er galt med Clinton Foundation.

For nylig offentliggjorde en gruppe forskere på UCLA (University of California, Los Angeles) et studie, som overraskede forskerne selv. De havde sat sig for at undersøge kendskabet til Clinton Foundation blandt et repræsentativt udsnit af de registrerede amerikanske vælgere.

Overraskede forskerne
Allerførst viste det sig, at lidt mere end halvdelen – 52 procent – af de adspurgte ikke kendte til fonden. Resten – de 48 procent – blev herefter præsenteret for en række udsagn om fondens formål og virke. Og de fik lov til at sætte lige så mange krydser, de ville. Den første kategori af valgmuligheder faldt fuldstændig inden for fondens formål, den anden faldt delvist inden for fondens formål, og den tredje faldt helt uden for.

Flest svarede, at Clinton Foundations vigtigste opgave er at arrangere foredragsvirksomhed for Clinton-familien. Hvilket til dels er sandt, da fonden organiserer de indbringende foredrag, som familien holder på vegne af fonden, og som er med til at øge fondens formue. På de næste pladser kom fondens støtte til HIV/AIDS-bekæmpelse i Afrika og uddannelsesprogrammer til piger og kvinder. Hvilket igen er sandt. Men så begyndte overraskelserne. For fire ud af ti mente, at fonden varetager familien Clintons personlige økonomi, og lige så mange var overbeviste om, at fonden gav penge til kandidater fra det demokratiske parti. Hvilket ikke er sandt.

Undersøgelsen fik en af forskerne, Lynn Vavreck, til at konkludere, at ligegyldig hvad fonden gør for at arbejde i åbenhed og gennemsigtighed, ser det ikke ud til at betyde noget for fondens omdømme, så længe den negative branding af Hillary Clinton har overtaget.

Appendix
Desværre får vi ikke i denne omgang noget at vide om, hvad vælgerne tænker om en anden fond med tilknytning til den anden præsidentkandidat. Jeg tænker naturligvis på Donald J. Trump Foundation. Fonden glimrer ved sin totale lukkethed. Der er ingen hjemmeside ud over denne simple one-page Donald J. Trump Foundation for Vets; ingen oplysninger om hvor pengene kommer fra – ud over det faktum, at Donald Trump selv ikke har bidraget til fonden siden 2008.

De få oplysninger, offentligheden er i besiddelse af, stammer fra medier som Washington Post, hvor journalisten David Fahrenthold utrætteligt har kulegravet fondens aktiviteter.

Fra ham stammer blandt andet oplysningerne om, at Donald Trump har anvendt en kvart million dollars af fondens formue til at betale egne advokatregninger for. Og havde det ikke været for journalister som Fahrenthold ville vi næppe heller have vidst, at Melania Trump brugte 20.000 dollars af Trump-fondens penge til at betale for et knap to meter højt portrætmaleri af hendes mand. Et værk, der i øvrigt blev doneret til én af præsidentkandidatens egne golfklubber.