Debat

Klumme: Professionalisering presser de frivillige ledere ud

KLUMME: Pas på med at professionalisere foreningslivet for meget, for det lægger en dæmper på glæde, entusiasme og innovation. Og de frivillige står af, skriver Esben Danielsen.

Frivillige gider godt arbejde på festivaler, hvis opgaven er klar, afgrænset og ligetil, skriver Esben Danielsen. Her er det oprydning på Roskilde Festival. 
Frivillige gider godt arbejde på festivaler, hvis opgaven er klar, afgrænset og ligetil, skriver Esben Danielsen. Her er det oprydning på Roskilde Festival. Foto: /ritzau/Per Lange
Esben Danielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ja, det er noget af et postulat, jeg kommer med i overskriften. Men der ruller en bølge af forandringer igennem rigtig mange foreninger, som – oftest utilsigtet – ender med, at mange med frivillige ledelsesroller holder op.

Professionalisering er et af tidens plusord. Det bruges i et utal af sammenhænge og betydninger. Så lige et nærmere besøg.

Foreningslivet er civilsamfundets spydspids. Vi skal som borgere medvirke stærkere og mere aktivt i vores samfund i rejsen væk fra en kunde-/leverandør-tankegang i kommuner, stat og så videre. Her er foreningslivet oplagt, da der er en stærk organisering med stort engagement og et utal af gode resultater.

Et stærkt samarbejde imellem det offentlige og foreninger kræver, at der kan leveres. En kommune har behov for at vide, hvad den får! Der laves frivilligpolitikker, inddragelsesaftaler og fælles målsætninger og resultatplaner. Ressourcer følger med (for det meste), så foreningerne kan øge aktivitetsniveau og organisering. Men hvordan sikrer en forening leverancen? De frivillige gør det jo af lyst og ikke efter kontrakt. Indsatsen kan svinge, kvaliteten være forskellig og udbyttet mangeartet.

Når folk bruger deres fritid på lige præcis det, de brænder for og ikke alt muligt andet, så kan der skabes noget så velfungerende, at det aldrig kan købes for penge.

Esben Danielsen
Direktør, Lokale- og Anlægsfonden

Eksemplerne er utallige: Lektiehjælp, der løfter svage unge; sport, der skaber inklusion eller dyregræsserlaug, der holder naturområder. Det har fungeret i årevis og med stort held. Men når resultaterne skal måles og vejes, kommer struktur, bureaukrati og kontrolfunktioner.

Først kommer projektlederen
Det første, der sker, er ofte ansættelsen af en projektleder. Nu skal der styr på det. Det skaber tryghed for kommunen, eller hvem aftalen er med. Nu er der en fast styrmand, som arbejder inden for almindelig arbejdstid, har et kontor og kan svare på mails fra dag til dag. Alt det, en frivillig indsats ikke lige er fokuseret omkring.

Det er jo ikke nødvendigvis spor skidt, men det er meget svært ikke at træde i spinaten. For med ansættelse følger en total ubalance i samarbejdet i foreningen. Pludselig har en person alle informationer samlet hos sig. Tidsrammer og indsatser kan sættes op i tempo, og det bliver uklart, hvem der bestemmer i praksis.

Endelig føler mange frivillige pludselig et pres for, hvad der skal leveres og hvordan – og lysten og glæder træder i baggrunden.

De fleste steder sker der langsomt det, at de frivillige bliver til ”hjælpere”, der udfører konkrete opgaver inden for begrænset tid og ansvar. Og dem, som før styrede, organiserede og planlagde – de forsvinder lige så stille. Og kort efter er der ikke behov for én ansat projektleder – men en hel håndfuld.

Det kræver en helt særlig faglighed at have ansatte, der faciliterer og motiverer frem for at samle, lede og fordele. Sker der ikke, bliver foreningen pludselig mere tung, bureaukratisk og ufleksibel at være frivillig i – men resultaterne leveres absolut. Til kommunens tilfredshed.

Første advarselslampe er nem at finde. Det er, når de frivillige efterlyser mere ”intern kommunikation”. For frivillige gider som oftest ikke intern kommunikation, intranet og nyhedsbreve. Det, der i virkeligheden bliver sagt, er: “Vi kan ikke følge med i, hvad der foregår. Vi er ved at falde af.”

Masser af leverpostej – men ingen foie gras
Eventkulturen er eksploderet. Mængden af festivaler er uendeligt stor – og festivalerne vokser i størrelse. Frivillige stiller op i et væk og løfter og bærer. Det gider folk godt, hvis opgaven er klar, afgrænset og ligetil.

Det er godt for arrangørerne, for der kan skaleres. Det virker, så det er jo ikke skidt. Jeg har selv i årevis arbejdet med det på Roskilde Festival. Men jo større det bliver, og jo mere klar og afgrænset opgaveløsningen er, desto mere standardiseret bliver resultatet også. Mangfoldigheden forsvinder. Som McDonald's – du ved, hvad du får, så klag ikke over, at det ikke er topklasse.

One size never fits all
Noget af det, en frivillig indsats ellers kan, er virkelig at være topklasse i den lille skala. Når folk bruger deres fritid på lige præcis det, de brænder for og ikke alt muligt andet, så kan der skabes noget så velfungerende, at det aldrig kan købes for penge. Både fagligt og resultatmæssigt. Vi snakker den mest spidse kompetence, du kan finde. Nørderi i topklasse. Problemet er, at det er engagements- og lystdrevet, så det kan ikke skaleres og sættes på resultatmål.

Det virker at professionalisere, når man vil inkludere de mange, der ad hoc vil give en hånd, men glem ikke den lille skala, hvor særligheden kan blomstre. One size never fits all.

Innovation og kreativitet blomstrer af
Selvfølgelig er masser af foreninger groet fast i vaner, og den gamle formand styrer og blokerer. Men da det er supernemt at lave sin egen forening, så blomstrer det jo altid med nye initiativer, når noget bliver for tungt.

Der findes et utal af nye løsninger, afprøvning, test, leg og kreativitet. Hvor foreningslivet finder løsninger lang tid før et marked gør det. For det skal ikke betale sig. Det skal bare være sjovt, virke, give noget til nogen.

Når det sættes på formel og organisationer vokser og bliver store – og mere professionelle – så toner innovationen ofte ud. Fuldstændig som i den gamle satte forening. For det passer jo ikke ind i de aftalte rammer og resultater at finde på noget nyt, fordi man har lyst.

En af vejene til at undgå dette er at fastholde frie midler, som medlemmer og engagerede selv kan gøre brug af – i lille skala. Ikke kæmpe budgetter, men små puljer penge, som ikke kræver alt muligt at få i gang.

GAME, der organiserer en masse gadeidræt, har netop vist vejen med deres nationale platform for gadeidræt, hvor de har støttet op om entusiaster, der ville skabe små rammer for leg og bevægelse i gader og byrum. Effekten har været enorm, selvom pengene er små.

Realdanias kampagne Underværker er et andet godt eksempel, der skaber rum for frivillige, der selv vil bygge. Det handler om at fastholde det råderum og frirum, som foreningslivet kan give, når det er allerbedst. Hvor snakken fortoner og det handler om, hvad man gør og får skabt.

Husk at sætte små både i vandet
Det er fint, hvis strategien er skarp og udstikker retningen for fregatten. Men frivillighed handler også om at sætte små både i vandet og finde ud af hvad man sejler forbi. Og nogle gange står nogen af og laver noget fedt på en øde ø på vejen. Ingen taber noget ved det. Men det kunne gå hen og blive noget nyt og særligt.

Så svaret er ikke at være uprofessionel. Vi skal gøre tingene ordentligt, men på en måde, der bevarer og dyrker egenarten af det at være et frivilligt fællesskab.

Smilet, glæden og engagementet skal altid komme før strategien, resultaterne og vidensbevarelsen.

Og husk, at det med at være ansat i en frivillig organisation og være krumtap i et frivilligt fællesskab, det kan man ikke bare lige. Det kræver øvelse, mestring og helt særlige kompetencer.

 

Esben Danielsen er direktør i Lokale- og Anlægsfonden og tidligere udviklingschef for Roskilde Festival. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Danielsen

Direktør, Kulturens Analyseinstitut
BA i fysik og kommunikation (Roskilde Uni. 2010)

0:000:00