Projektkoordinator skal styrke kunst og kultur-samarbejde i Moldova

Den Ny Demokratifond vil øge sin tilstedeværelse i Moldova. Derfor har den ansat en projektkoordinator, Frederikke Thorning Jacobsen, som skal være med til at koordinere kunst og kultur-samarbejde i det østeuropæiske land. 

Som naboland til Ukraine er Moldova stærkt påvirket af Ruslands invasion. Til gengæld har de ifølge Den Ny Demokratifond en reformorienteret præsident og regering med demokratiske ambitioner. Derfor vil fonden øge deres aktiviteter i landet, hvilket de gør ved ansættelsen af Frederikke Thorning Jacobsen som ny projektkoordinator for kunst og kultur-samarbejde i Moldova. 

"Min vigtigste opgave bliver at bygge bro mellem de lokale autoriteter og kunst – og kulturaktører med henblik på at øge forståelsen for kulturens potentiale til at adressere konkrete problemstillinger, men også som metode til at aktivere civilsamfundet i Moldova," siger Frederikke Thorning Jacobsen.