Debat

Selveje Danmark: Hjælp de udsatte, fjern rimelighedskravet

DEBAT: Man bør afskaffe rimelighedskravet, som bremser ansættelser af handicappede og social udsatte i socialøkonomiske virksomheder, som ellers har rammerne til at hjælpe dem, skriver Jon Thorlacius Krog.

Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør Selveje Danmark

Netop i disse dagen sidder en gruppe under Erhvervsministeriet og overvejer, om der i fremtiden skal gøres bedre plads på vores arbejdsmarked. Bedre plads til udsatte, til handicappede, i det hele taget bedre plads til de mennesker, der er havnet langt fra det arbejdsmarked, de fleste af os andre er en del af og tager for givet.

Det handler om rimelighedskravet. Det krav, der siger, at hver gang man ansætter en person i for eksempel virksomhedspraktik eller et andet støttet forløb, så skal der være fem ansatte på ordinære vilkår. Det handler med andre ord om de jobs, der skal bringe den enkelte tættere på arbejdsmarkedet eller måske blot skabe nyt livsindhold.

Rimelighedskravet har dels til formål at sikre, at de virksomheder, det enkelte menneske kommer ud i, ligner andre virksomheder, dels skal det sikre almindelige virksomheder mod urimelig konkurrence fra virksomheder, der ansætter udsatte og for eksempel handicappede. Begge hensyn man kan forstå – men de hensyn må jo holdes op mod andre hensyn. Primært hensynet til de mennesker, som på grund af rimelighedskravet holdes uden for arbejdsmarkedet.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Arbejdsgruppen bør sænke paraderne
Vi har i Danmark en gruppe socialøkonomiske virksomheder, der er registrerede i Erhvervsstyrelsen. Det er blandt andet virksomheder, der non-profit arbejder med udsatte eller handicappede. Virksomheder som Blindes Arbejde, Glad Fonden, Huset Venture, der specifikt har som formål at skabe et arbejdsmarked for de mennesker, der ellers ikke er plads til på det almindelige arbejdsmarked.

Rimelighedskravet gælder imidlertid også her – så selvom det kan forekomme absurd, så skal de i forhold til deres målgruppe have fem personer i almindelig beskæftigelse, hver gang de ansætter en i målgruppen.

Vi må se i øjnene, at vi i Danmark har en gruppe mennesker, der aldrig får et helt almindeligt job i klassisk forstand, en gruppe mennesker der altid vil have behov for, at der er nogen der tager ekstra hensyn, kender deres diagnoser, giver plads

Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør Selveje Danmark

Kunne man ikke i arbejdsgruppen under Erhvervsministeriet sænke paraderne lidt? Kunne man ikke lægge frygten for de voldsomt konkurrenceforvridende socialøkonomiske virksomheder lidt til siden, og kunne man ikke se i øjnene, at man ikke med den ene hånd kan have en politik om, at alle skal ind på arbejdsmarkedet, hvis man med den anden gør alt muligt for at forhindre det.

Undtag socialøkonomiske virksomheder fra rimelighedskravet
Vi må se i øjnene, at vi i Danmark har en gruppe mennesker, der aldrig får et helt almindeligt job i klassisk forstand, en gruppe mennesker, der altid vil have behov for, at der er nogen, der tager ekstra hensyn, kender deres diagnoser, giver plads. Socialøkonomiske virksomheder er den ramme, der kan rumme nogen af de mennesker – så giv dog plads til, at de kan gøre det.

Det kan I gøre ved at undtage de registrerede socialøkonomiske virksomheder fra rimelighedskravet – og vil det så komme til at udgøre en voldsom konkurrenceforvridning for det øvrige danske arbejdsmarked? Det tvivler jeg faktisk på – og skulle vi ikke for en gangs skyld lade tvivlen komme de udsatte, de handicappede, de, der har brug for vores hjælp, til gode.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jon Krog

Branchedirektør, Selveje Danmark, Dansk Erhverv
cand.jur. (Københavns Uni. 1996), diplomleder (Danmarks Forvaltningshøjskole. 2009), MPA (CBS, 2016)









0:000:00