Sociale indsatser kan ikke skabe mirakler på den halve tid

Af Dorte Bukdahl og Robin Vickery
Hhv. centerchef og projektchef hos Copenhagen Dome – Videnscenter for Socialøkonomi
 
Hvis et menneske har psykiatriske udfordringer, er alkoholiker eller hjemløs, når man begynder i et aktiveringsforløb på få måneder, så er der en mulighed for, at mennesket har de samme udfordringer, efter forløbet er forbi – og dermed er der stadig et stykke vej til fast job.
 
Ingen social indsats er et quick fix
Der har de seneste uger i flere medier været en debat omkring et stort anlagt beskæftigelsesprojekt i Københavns Kommune.

Debatten startede med nyheden om, at kommunen har brugt 6,8 millioner kroner, og det er indtil videre kun lykkedes at få 8 ud af 289 i job. Beskæftigelsesprojektet involverede fem forskellige socialøkonomiske virksomheder, der havde til opgave at arbejde med en lokalt forankret beskæftigelsesindsats.
 
Naturligvis stilles der spørgsmål til, om vi skal bruge lidt under en million kroner per borger, vi får i job. Kritikken er imidlertid forfejlet. Formålet er at bringe udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet, så det giver ikke mening at måle på slutmålet og kalde det en fiasko.

Politikere må tage ansvar og åbent erkende, at ingen social indsats er et quick fix.
 
Mirakler sker ikke på den halve tid
Lad os starte med at slå fast, at hvis et projekt har beskæftigelse som sit eneste erklærede formål, og hvis den endelige succesrate er 8 ud af 289 borgere. Ja, så er det ikke godt nok.
 
Ikke desto mindre er vi nødt til at være ærlige omkring, at socialt arbejde ikke er et quickfix, selvom vi alle kunne ønske det.

For at sige det lige ud til de politikere og forundrede læsere, der er sprunget til tasterne ved nyheden om de kun otte ansatte: Det er naivt at tro, at en gruppe mennesker, der er langt fra arbejdsmarkedet, som har sociale problemer, misbrugsproblemer og psykiske vanskeligheder indenfor et halvt år står klar på arbejdsmarkedet med slips og opsmøgede ærmer.

Det er naivt at tro, at en gruppe mennesker, der er langt fra arbejdsmarkedet, som har sociale problemer, misbrugsproblemer og psykiske vanskeligheder indenfor et halvt år står klar på arbejdsmarkedet med slips og opsmøgede ærmer.

Af Dorte Bukdahl og Robin Vickery
Hhv. centerchef og projektchef hos Copenhagen Dome – Videnscenter for Socialøkonomi

At man indenfor en så kort periode kan udføre mirakler. Det er simpelthen ikke realistisk.
 
Særligt tilrettelagte projekter
De indsatser som kritiseres, er såkaldt særligt tilrettelagte projekter, hvor målgruppen typisk er karakteriseret ved, at de har ingen eller en ringe erfaring med arbejdsmarkedet.

Tager vi fx SydhavnsCompagniet, der er en af de fem sociale aktører, så er det mennesker med en række sociale udfordringer - herunder misbrug, hjemløshed, psykisk sårbarhed m.m. Af samme årsag er målgruppen defineret af Københavns Kommune som såkaldt “aktivitetsparate”.

Lad os ikke bilde os ind, at kortvarige indsatser skal måles som fuld succes eller total fiasko på en binær skala med to udfald - beskæftigelse eller ikke-beskæftigelse

Af Dorte Bukdahl og Robin Vickery
Hhv. centerchef og projektchef hos Copenhagen Dome – Videnscenter for Socialøkonomi

I beskæftigelsessystemet skelnes mellem de jobparate og de aktivitetsparate. Ifølge Københavns Kommunebetyder aktivitetsparat “...at du vil få ekstra hjælp og støtte, så du på længere sigt kan få et job”.

Der er altså tale om en række indsatser, som skal få mennesker på kanten af samfundet nærmere beskæftigelse. Dette er opdraget, og værdien af indsatserne bør måles derefter.
 
Aktører der løfter både professionelt og socialt
Vi er nødt til at forstå, hvad det er for et arbejde, som leveres i disse indsatser. De sociale aktører, der løfter denne opgave, er nemlig blandt de bedste på deres felt.

Deres speciale som socialøkonomiske virksomheder er at drive en professionel forretning og samtidig i en periode hjælpe mennesker ind i et arbejdsfællesskab.

Hvis man - ligesom SydhavnsCompagniets brugere - måske aldrig før har været på en arbejdsplads, så er dette et kæmpe skridt.

Det er det, som socialøkonomien særligt er i stand til: Mennesker, der ikke kan finde en plads i det store arbejdsfællesskab, kan tage et første skridt her.

Styrken er, at disse mennesker ikke blot modtager passiv hjælp på fx et værested. Det er mennesker, der i mange år har været i en modtagerrolle, som nu får mulighed for at være en del af en virksomhed, oplever at bidrage og være til nytte for andre.

Det er en tilgang, som politikere uanset partifarve burde kunne bakke op om.
 
Succes skal vurderes ud fra flere parametre
Men hvad så? Hvis det er så godt det hele, hvorfor er der så ikke flere, der er kommet i job? Har vi, som artiklen hævder, betalt en million per person der er kommet i job? Nej. Dette er et alt for ensidigt billede.
 
For det første måles beskæftigelseseffekten for de fleste borgere efter en kort tidsperiode.
Borgerens deltagelse strækker sig typisk over et halvt år. Ikke en lang periode taget målgruppen i betragtning.

For det andet er beskæftigelse ét ud af mange parametre, som vi bør vurdere succesen ud fra. De socialøkonomiske virksomheder har som nævnt den force, at den sociale opgave har et formål - at bidrage til en virksomhed og skabe et produkt eller en service.

Gennem denne opgave er der en personlig og faglig udvikling for den enkelte borger. Nogle af de parametre, der ville være yderst relevante at måle på er beskrevet i tidligere beskæftigelsesforskningsprojekter.

Fx er gode indikatorer frem mod et job borgerens helbred og helbredsmestring, hverdagsmestring, støtte fra netværk, samarbejdsevner, sociale kompetencer m.v.

En evaluering af et borgerforløb efter et halvt år bør som minimum se nærmere på sådanne parametre. Så vi kan følge med i, om borgerne kommer nærmere arbejdsmarkedet, hvilket er det erklærede mål.

Havde man målt på disse parametre, er det meget sandsynligt, at vi ville se en positiv udvikling hos borgerne.
 
Partnerskaber er vejen frem
Hvis vi skal lykkedes med missionen om ordinær beskæftigelse, så kan socialøkonomiske virksomheder meget vel være et første skridt hen imod ordinær beskæftigelse eller et fleksjob.

Men vi har også brug for de socialt ansvarlige almindelige virksomheder som en naturlig vej videre for de borgere, der har taget det enorme skridt ud i et arbejdsfællesskab.

Der er et potentiale i at de socialøkonomiske virksomheder styrker deres fokus på at hjælpe borgerne videre. Nøglen til at få flere i arbejde er, at opbygge partnerskaber med ordinære virksomheder og få skabt varige jobs til udsatte borgere.

De socialøkonomiske virksomheder kan spille en vigtig rolle som en socialfaglig støtte i den første tid i de almindelige virksomheder. Det er ligeledes en opgave for de kommunale virksomhedskonsulenter at styrke samarbejdet med de almindelige virksomheder om at finde jobfunktioner, som kan løses af udsatte borgere.
 
Sammenhæng mellem beskæftigelse og sociale indsatser
Derfor: Lad os skabe et beskæftigelsessystem og et socialt system, der hænger sammen. Og lad os ikke bilde os ind, at kortvarige indsatser skal måles som fuld succes eller total fiasko på en binær skala med to udfald - beskæftigelse eller ikke-beskæftigelse.

Hvis vi ikke vil se i øjnene, at dette tager tid og er en flerstrenget indsats, så risikerer vi, at nogle udsatte grupper, helt sorteres fra. Hvis kommunen udbyder kontrakter, hvor alt hægtes op på et simpelt beskæftigelsesmål.

Og hvis man som social aktør beskrives primitivt i medierne, når ikke tallene leveres. Ja, så havner vi for alvor i en situation, hvor den kloge private leverandør begynder at spekulere i hvilke målgrupper, der kan betale sig at hjælpe, og hvilke vi er nødt til at lade tilbage på perronen.

Der skal vi forhåbentlig ikke hen. Lad os få et realistisk og nuanceret billede af vores indsatser. De kan helt sikkert forbedres, men de kan ikke skabe mirakler på den halve tid.
 
En social opgave der skal lede mod beskæftigelse
Den væsentlige historie i denne sag, som næppe er mulig at gøre til en mediehistorie, er historien om, at vores kommunale systemer ikke hænger særligt godt sammen.

I den konkrete sag har indsatsen fået mærkatet “beskæftigelsesprojekt”, selvom det i høj grad er en social opgave, der skal føre hen imod modbeskæftigelse.

Sagen er, at der i dette tilfælde løftes en social opgave for borgere på kanten af samfundet. Midlet hertil er, at borgerne bidrager i arbejdsfælleskab. Det har store gevinster for den enkelte uanset, om der er en umiddelbar jobparathed.

Den opgave der løses, kan givetvis spare samfundet for en masse penge - ikke mindst på ydelser i social- og sundhedsforvaltningen. Men i dette tilfælde er indsatsen lagt under beskæftigelsesforvaltningen, så der bliver målt på en enkelt bundlinje, og indsatsen bliver hængt ud som en fiasko. Den historie er som sagt svær at gøre til en mediehistorie. Men den burde være det.