Store selskaber undgår skat – og det nyder filantropien godt af

KLUMME: De filantropiske institutioner gør alt for lidt for at afdække sine egne forbindelser til skattely og illegitime pengestrømme, skriver Halina Mahomed.

Hvad har et britisk baseret mineselskab, et fransk baseret energiselskab, en hollandsk baseret producent af boligartikler og en belgisk producent af drikkevarer til fælles?

For det første er de alle sammen multinationale selskaber, som opererer i Afrika og har været involveret i illegitime pengestrømme og aggressiv skatteplanlægning – med potentielt store økonomiske tab til følge for de lande, de er i. For det andet har de hver især betydelige og ofte meget roste filantropiske aktiviteter. Derfor er det relevant at se på deres skattemæssige praksis.

Fair skat har fået større og større betydning for lande på det afrikanske kontinent. Efter længe at have været Verdens tiggerskål er kontinentet nu en global kreditor. I 2015 modtog Afrika syd for Sahara 140 milliarder kroner i udviklingsbistand og 80 milliarder i private donationer. Men i samme periode skønnes det, at kontinentet tabte 480 milliarder kroner på kapitalflugt – primært forårsaget af multinationale selskaber, som bevidst har fejlrapporteret værdien af deres import og eksport.

I 2016 annoncerede formanden for The High Level Panel on Illicit Financial Flows from Africa, at panelet havde opjusteret sit oprindelige estimat, og at kontinentet mister mellem 560 og 630 milliarder kroner på illegitime pengestrømme. Men i en kontekst, hvor meget er indhyllet i hemmelighed, kan selv disse tal være konservative.

Og det er lovligt...
Mens kriminelle aktiviteter som skatteunddragelse, korruption og menneskehandel får stor opmærksomhed, står aggressiv skatteplanlægning for hovedparten af værditabet.

Disse fire historier illustrerer, hvordan illegitime pengestrømme finder sted:

  • Et ghanesisk datterselskab til et multinationalt firma havde indtægter for 550 millioner kroner fra 2007 til 2010 og præsterede alligevel at fremvise et tab før skat på 32 millioner kroner. Selskabets skattebetaling over de fire år var sølle 2 millioner kroner, og i tre af de fire år betalte selskabet ingen skat. Hvordan kan det lade sig gøre?
    Ved at betale royalties til sit moderselskab i Holland, hvor der er minimal skat på royalties; ved at udbetale ledelseshonorarer fra lande i skattely; ved at foretage interne handler gennem skuffeselskaber i skattely og ved at bruge egne datterselskaber i lande med lav skat som intern bank.
    Selskabets skattepraksis har medført et skattetab på 170 millioner kroner for værtslandene. Alligevel bliver det samme selskab ofte rost for sin CSR-praksis og bliver fremhævet som et innovativt selskab på sit felt.
  • Et multinationalt energiselskab henter 30 procent af sin uran i Niger, et af de mindst udviklede lande i Afrika. Alligevel modtager Niger kun 7 procent af det beløb, selskabet betaler til uranproducerende lande.
    På grund af manipulation med de interne priser på uran og for lav prissætning på den uran, selskabet sælger til moderselskabet i Frankrig, var skatte- og royaltybetalingerne i 2015 mellem 11 og 30 millioner Euro lavere, end de skulle have været. Det beløb kunne dække mellem 8 og 18 procent af udgifterne til sundhed i Niger.
    Selskabet har både CSR-aktiviteter og en fond, samarbejder med regeringen i Niger og støtter den globale indsats mod AIDS og malaria.
  • Et multinationalt selskab i Sydafrika vurderes at have sat eksportprisen på sine mineraler mindst 15 milliarder kroner for lavt over en periode på otte år – og på den måde effektivt sat sin egen skattesats. Selskabet har også sat prisen på mineraler fra tilknyttede selskaber for højt for at kunne reducere sin skat.
    Imens det foregik, stod en velanset filantrop og stifter af mere end én prominent og velhavende fond i spidsen for selskabet.
  • Et verdensomspændende selskab, der producerer boligartikler, anklages for at have mindsket sin skattebillet med mere end 7,5 milliarder kroner over seks år – primært ved at køre royalties, renter og andre betalinger gennem relaterede selskaber i skattely. Med et salg på næsten 200 milliarder på et år har selskabet angiveligt betalt 33 gange så lidt skat som sine nærmeste konkurrenter. Dette er muligt, fordi selskabet – foruden sine illegitime overførsler – ultimativt er ejet af en fond, som har udloddet et minimalt beløb og generelt anses som et rent skatteskjul.

Disse eksempler illustrerer den lovlige, men aggressive skatteplanlægning, som multinationale selskaber benytter sig af. Der er mange andre endnu mindre synlige mekanismer som skatteferier og udskydelse af skat og krav om gunstige skatteforhold – med betydelige tab i lavindkomstlande til følge.

De store skattelæk, HSBC, Panama Papers og Paradise Papers, har omsider sat fokus på disse forhold og fremhævet den moralsk tvivlsomme praksis med offshore konti og skattely. Og medierne er også begyndt at stille spørgsmål til filantropiske institutioner om deres offshore investeringer.

Skatteelefanten i det filantropiske rum
Skat er et upopulært emne for de fleste; ikke mindst i filantropien. Emnet lurer ofte i hjørnet af vores diskussioner og bliver bragt på banen med stor entusiasme, når snakken går på at skabe incitamenter til at uddele penge, men forbigået i stilhed, når spørgsmål om fair skat, ansvarlighed og pengebevægelser bliver rejst.

Kun sjældent har vi haft afbalancerede og kritiske diskussioner, der udforsker spændet af positive og negative links mellem den filantropiske sektor og det skatteklima, den opererer i – og de indbyggede modsigelser, der opstår.

Det er ikke nogle lette diskussioner. Den pengestærke del af filantropien – rige filantroper, erhvervsfonde og private fonde – er et direkte produkt af uretfærdige økonomiske strukturer.

Mange af disse store, filantropiske institutioner har tjent – eller tjener stadig – deres penge i et system, der tilskynder til profitmaksimering, og et vigtigt element i den profitmaksimering er skatteplanlægning. Det bliver et problem, når det er hyldet i hemmeligheder og skjulte pengestrømme.

Når fonde investerer i selskaber, som benytter sig af aggressiv skatteplanlægning, genererer indkomst gennem selskaber, som bruger transfer pricing (koncernintern handel, red.), udnytter hemmelighedskræmmeriet i traditionelle skattely som Bahamas såvel som de mindre omtalte jurisdiktioner som Delaware eller City of London eller bruger filantropiske mekanismer som en kreativ måde at maskere sine forretningsmæssige mål, så er vi som en sektor direkte eller indirekte medskyldige – og endnu mere i kraft af vores begrænsede indsats for at tackle problemerne.

Hvorfor har vi sat kikkerten for det blinde øje?
Indlejret i dette er den filantropiske sektors ambivalente tilgang til sin egen ansvarlighed. Der er dem, der siger, at siden de fleste penge lugter lidt, er det en dødssejler at spørge til oprindelsen af de filantropiske midler. I stedet bør vi som sektor fokusere på at øge vores filantropiske virke – og øge den gavn, vi kan gøre.

Men det argument underkender, at den skade, de uetiske forretningsmetoder, som finansierer filantropien, gør, ofte overgår den gavn, hver filantropisk dollar skaber.

Et andet argument er, at filantropiske midler er private midler. Hvordan pengene er tjent og bliver brugt, er en privatsag og bør ikke give anledning til offentlig debat. Men faktum er, at filantropiske institutioner i store dele af verden – ikke mindst i Norden – har skattefrihed. Og derfor bør de være underkastet offentlig granskning og holdes til regnskab.

Endnu et argument lyder, at spørgsmål om, hvordan de filantropiske midler er kommet til veje, kaster et urimeligt fokus på ny filantropi – som primært finder sted på den sydlige halvkugle – mens de gamle, hæderkronede nordiske institutioner undslipper granskning.

Med andre ord er der en dobbeltmoral i spil, som sætter barren højere for den spirende filantropi. Selv hvis det skulle være tilfældet, bør argumentet afvises. Man bør ikke undlade at granske nutidens problemer med henvisning til fortiden.

Gør i det mindste ingen skade
Nogle siger, at filantropien gør store fremskridt i forhold til at lade sig holde til regnskab, og at de filantropiske institutioner sætter foranstaltninger i værk, som sikrer feedback fra støttemodtagere og skaber transparens om uddelte midler og modtagere, mens de samtidig tager højde for, at fortrolighed kan være nødvendig for at sikre modtagerne mod pres i autoritære regimer. I et felt, hvor fortrolighed er en dyd, er det nogle vigtige skridt, men de sikrer kun delvist, at filantropien står til regnskab over for offentligheden.

Ægte ansvarlighed må være baseret på princippet om ikke at gøre nogen skade. Filantropiske midler polstret af en skattepraksis, der befæster systematisk ulighed, er ikke uskyldig, og det bør få os alle til at reflektere over den forretning, vi beskæftiger os med.

De problemer, der knytter sig til filantropi og skat, kan skade vores sektors evne til at stå op imod uvidende og konservative regeringer, som begrænser det offentlige rum og den filantropiske frihed. Uden tilstrækkelig viden om, hvor skæringspunkterne mellem skat og filantropi ligger, risikerer filantropien at blive ramt af restriktiv regulering.

Ydermere er der i stigende grad bevis for, at lovlige skatteincitamenter bliver brugt og misbrugt i forretningsøjemed – under dække af at være filantropi. Hvis ikke sektoren er transparent og lader sig stå til regnskab, vil den slags fortsætte.

Og siden sektoren arbejder ihærdigt for at skabe nogle lovgivningsmæssige rammer, der er befordrende for at uddele penge, bør den sikre sig en større forståelse af de utilsigtede konsekvenser af de ændringer, den advokerer for, såvel som eventuelle konflikter med de refomer, som den globale bevægelse for fair skat arbejder for.

Filantropien har en vigtig rolle at spille i forhold til at fremme et mere retfærdigt samfund. Over de seneste år er indsatser som Divest-Invest kampagnen begyndt at presse filantropien til at være mere selektiv i sine investeringer, og mange praktiserer negative screeninger for at undgå at investere i våben, alkohol, tobak og gambling.

Alt dette retter sig imod en bestemt del af filantropien. Der er ingen initiativer, som stiller spørgsmålstegn ved forretningsmetoderne hos dem, som de filantropiske institutioner investerer i eller henter sine midler fra.

Mit argument er ikke, at filantropien nødvendigvis er bevidst meddelagtige, men at utilstrækkelig udforskning af krydsfeltet mellem filantropi og uretfærdig beskatning betyder, at filantropien potentielt kan gøre lige så meget skade, som den gør gavn.

Trods adskillige skridts afstand er meget få store, filantropiske institutioner helt uden forbindelse til illegitime pengestrømme. Nogle af disse forbindelser kan være velkendte, mens andre kan være helt ukendte, da de nødvendige spørgsmål sjældent bliver stillet.

Det er på tide, at filantropien kaster et blik på sig selv, anerkender de modsætninger, der er i spil, forbedrer sin styring og øger støtten markant til de organisationer og bevægelser, som arbejder for fair skat. 

 

Denne klumme har været bragt i Alliance Magazine 14. november 2017.