Debat

SUS: Rummelighed kræver ledelsesmæssig pondus

DEBAT: Civilsamfundets ledere skal turde tale direkte og åbent om udfordringerne ved en større mangfoldighed, hvis det skal lykkes at skabe rummelighed. Det skriver chefkonsulent i Socialt Udviklingscenter SUS, Sussi Maack.

Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sussi Maack
Chefkonsulent, Socialt Udviklingscenter SUS

Rummelighed, mangfoldighed og tilgængelighed er begreber, der ofte bruges, når organisationer gerne vil indikere, at de er parate til at samarbejde med mennesker, som kommer med anderledes erfaringer og baggrunde. Begreber der bruges i flæng af civilsamfundsorganisationer selv og omverdenen. Hvad udgør denne tilsyneladende vilje til rummelighed, og bør rummeligheden blive et mål i sig selv?

Et indbygget paradoks?
Et stærkt professionaliseringsspor er markant i civilsamfundsorganisationerne – hvor styrkelse af kompetencer, kapacitetsopbygning, uddannelse, supervision og sparring bliver sat i faste rammer. Udviklingen er nødvendig for at kunne matche de mange opgaver, som frivillige og frivillige organisationer forventes at løfte.

Sideløbende hersker der en lige så stærk tro på, at civilsamfundet og de frivillige foreninger er den vigtigste arena for meningsfulde, ligeværdige arbejds- og deltagelsesfællesskaber, hvor hver enkelt bidrager med det, man kan. Det er troen på, at det, der ikke rigtig vil lykkes på arbejdsmarkedet, skal lykkes i civilsamfundet. Hvad bygger den forestilling og forventning på? At der er bedre tid, færre krav, højere til loftet, andre værdier, ’bedre’ mennesker?

Med en større mangfoldighed kan frivilliggruppen blive mindre homogen – der kan opstå diskussion om grænser, risiko for forundring og konflikter – men også for udvikling

Sussi Maack
Chefkonsulent i Socialt Udviklingscenter SUS

Agendaen er der ikke noget i vejen med – det er indlysende, at deltagelse i fællesskaber og at kunne bidrage med sin tid og sine erfaringer skal være muligt for os alle. Men er der et indbygget paradoks i at ville professionalisering og åbne fællesskaber på samme tid? Der er i hvert fald en risiko, som kræver opmærksomhed og dialog.

Gensidighed og deltagelse som værdier
Hvis det for alvor skal lykkes at skabe rummelighed, må civilsamfundets organisationer sætte fornyet fokus på gensidighed og deltagelse som værdier. En tro på, at vi som organisation bliver klogere af, at du som menneske kommer med dit perspektiv, dine erfaringer og dine behov for at fungere på vores fælles arbejdsplads.

Alle frivillige matches med de opgaver, der skal løses, hvad enten det er kaffebrygning, modtagelse af gæster, være mentor eller samtalepartner. Og den psykiske sårbarhed, som en ny frivillig kommer, med skal ses i sammenhæng med opgaven. Kan sårbarhedens erfaringer vendes til en styrke og en ressource for andre? Vil den nye frivillige inspirere til at tænke nye opgaver eller løsninger på en ny måde?

”Alle, der træder ind ad døren, bidrager som aktivt medskabende. Det handler om at være noget for hinanden, at give det, man kan – stort eller småt.” - Citat fra INSP’ hjemmeside. 

Med en større mangfoldighed kan frivilliggruppen blive mindre homogen – der kan opstår diskussion om grænser, risiko for forundring og konflikter – men også for udvikling!! Det kræver ledelsesmæssig pondus til at tale direkte og åbent om det, der kan være udfordrende, begrænsende eller umuligt – både for den enkelte og for organisationen. OG det kræver tid!!! Tid til at være i ’bagbutikken’ og være med til at skabe en rart sted – og den tid konkurrerer med de (uendeligt) mange andre krav, der stilles i dag til civilsamfundsorganisationer.

Mod et mere rummeligt samfund
Mere rummelighed skal IKKE blive et projekt i sig selv. Det skal blive en del af vores organisatoriske og værdimæssige dna: Vi gør det, fordi vi ønsker at udvikle organisationen gennem andre og nye frivillig kompetencer. Vi ønsker at blive klogere af nye øjne, som har set forskellige virkeligheder udspille sig.

Dokumentation

Er civilsamfundet rummeligt nok, når det kommer til at inkludere udsatte og sårbare mennesker? Det diskuterer et debatpanel i den kommende tid.

Følg debatten her, og send dit indlæg til [email protected], hvis du også vil være med.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sussi Maack

Chefkonsulent, Socialt Udviklingscenter
socialrådgiver, kandidat i socialt arbejde (Aalborg Uni.), master i socialt entreprenørskab (Roskilde Uni.)









0:000:00