Ungdomsbureauet: Vi skal holde fast i folkemødets kerneværdier

Af Olav Hesseldahl
Cand.mag. filosofi, engagementsdirektør, Ungdomsbureauet

Der har været flere kreative løsninger på borgerinddragelse i de senere år. I 2010'erne var samskabelse det nye.

Samskabelse blev kommunalt lingo og det kommunale landskabs fortrukne svar, når en løftet pegefinger sagde “hov, vent, har I overhovedet tænk borgerne ind i planen?”

Samskabelse var et løfte til borgerne om en kontaktflade til det offentlige, til embedsværket, til politikerne. En kontaktflade der hurtigt blev svedig, og snart var hænderne gledet fra hinanden.

Nyt svar på borgerindragelse
Tilsyneladende har 2020’erne et nyt svar i ærmet. Folkemøde.

Så når en løftet pegefinger igen spørger: “Hvordan med borgerinddragelsen?” – så er svaret nu folkemøde.

Folkemøder er en kapitalindsprøjtning, hvor valuten er idéer, drømme, håb, holdninger. Alt det som et demokrati lever og ånder af.

Olav Hesseldahl
Cand.mag. filosofi, engagementsdirektør, Ungdomsbureauet

Vi har Folkemødet på Bornholm, Naturmødet, Idrætsmødet, Madens Folkemøde, Ungdommens Folkemøde, Folkemødet i Vejle, Klimamødet i Middelfart, Folkemødet på Møn, et folkemøde i Randers.

Og i et pandemiramt år har vi også fået flere virtuelle versioner som gentænkninger af det ellers aflyste moderfolkemøde på Bornholm, ligesåvel som der er Folkemøder på vej i adskillige andre dele af landet.

Som én der beskæftiger sig mere end meget med folkemøder, har deltaget på flere af dem, selv har iværksat et og sidder i både bestyrelser og repræsentantskab for andre, bliver jeg selvsagt begejstret.

Folkets arena
Demokratiet genaktualiserer sig selv, når folket er samlet og kan stille beslutningstagere og magthavere til ansvar for deres handlinger og prioriteter.

Her kan ingen gemme sig bag digitalt hejs, spin eller andre støddæmpere.

Folkemøder kræver øjenhøjde, nærvær, uforudsigelighed og spontanitet. Folkemøder er en arena, hvor folket har magt. Folkemøder er folkemagt.

Jeg er kort sagt helt tosset med folkemøder, og hvad det gør ved demokratiet. Men det kan ende med en kort fornøjelse, hvis vi ikke holder fast i, hvad folkemødet har som kerne.

For der er også noget, folkemødet ikke er.

"Folkemøde" er ikke bare et mærkat
Det er ikke et folkemøde, når folk mødes digitalt. Det er ikke et folkemøde, når der kun er tredive mennesker.

Det er ikke et folkemøde, når det koster penge at deltage. Det er ikke et folkemøde, når der ikke er en mangfoldighed af synspunkter, livsvirkeligheder og politiske ståsteder repræsenteret.

Og det er ikke et folkemøde, når vi karnivalificerer et folkemøde og sminker, pynter, forgøjler og retoucerer essensen af folkemøder.

Folkemøde er også en fest, men festen og glitteren er et middel.

Så ikke nok med at vi udvander betydningen af ordet, hvis vi klistrer folkemøde på enhver forsamling som et selvopfundet kvalitetsstempel, så risikerer vi også at glemme den egentlige essens.

Så hvad er et folkemøde egentlig?

Et værn mod ekkokamre
Jeg har faktisk ikke lyst, evne og forstand til at komme med en nagelfast definition. Folkemøder vil til forskellige tider bidrage med forskellige ting til demokratiet.

Hvis jeg skal komme med ét eksempel, så er en af folkemødernes vigtigste opgaver i disse år at bryde ekkokamrene.

Og det kan de kun, hvis folkemøderne fortsat er folkelige. Der skal skabes rum, så vi kan overkomme den massive polarisering, lande over hele verden kæmper med. Også i Danmark.

Selvom Rasmus Paludan måske nok kun er vokset ud af vat og med samme hastighed som karse, så er han trods alt ikke poppet frem som popcorn.

Vi ved, at vi lever i ekkokamre. Mange følger dem, de er enige med på sociale medier, og langsomt men sikkert bliver de dag for dag bekræftet i den samme holdning.

Snart er der få steder, hvor man får udfordret sit synspunkt, hvis ikke man selv gør en aktiv indsat for også at følge politikere fra andre partier, interesseorganisationer, influencers, der rækker udover ens interessefelt, eller bladrer i en avis, som man ellers ikke ville have læst.

Folkemødet skal favne bredt og udfordre
Ekkokamre kan udfordres af folkemøder. Men kun hvis folkemøderne rummer en bred pallette af folket og en bred pallette af interesser og livssitutuationer.

Kun hvis der er plads til at udfordre hinanden på vores holdninger, men det kan være svært, måske endda ubehageligt, når man er vant til et ekkokammer.

Og det kan være svært at trække en bred pallette af deltagere til et folkemøde, hvis man henvender sig til et bestemt ekkokammer.

Filosofiprofessor Vincent Hendricks anvender begrebet fælles viden til at beskrive den situation, hvor mennesker med forskellige holdninger både forstår hinandens holdninger, men også forstår den viden, der ligger til grund for dem.

Forstår hinanden. På trods af uenigheder og forskellige livsanskuelser og -situationer.

Folkets fællesviden
Fælles viden skaber tillid og er afhængig af det fysiske nærvær og alle de mikrosignaler, der sendes når mennesker er sammen og korrigerer adfærd til konteksten.

Det er det, der sker på et folkemøde, og jeg har da selv blødet min holdning til kongehuset (lidt) op, lagt uenigheder i graven og forpligtet mig på at spise færre avokadoer (og lært ikke at kalde det advokadoer).

Folkets fællesviden bliver forstærket, magthavere bliver konfronteret, og der skabes mere sammenhæng og forståelse.

Der skabes bredde og dybde samtidig med, at der skabes enighed om uenighed og svar bliver til nye spørgsmål.

Det liberale demokrati bliver simpelthen revitaliseret for hvert folkemøde, der skabes og folder sig ud.

Folkemøder er en kapitalindsprøjtning, hvor valuten er idéer, drømme, håb, holdninger. Alt det som et demokrati lever og ånder af.

Jeg kan finde et hav af andre tendenser, folkemøder tager livtag i – tilliden til de folkevalgte, mindske afstanden mellem folket, styrkelsen af en national identitet.

For ikke at nævne alle de temaspecifikke som sundhed, international politik, transport, køn og idræt.

Bevar folkemødets kerneværdier
Danmark bliver simpelthen et samfund med større tillid og sammenhængskraft på grund af folkemøder.
Så hvordan bruger vi ordet ”folkemøde” fremover?

Idealisten i mig siger, at folket er alle. Som i alle.

Men det overstiger nu alligevel mit ambitionsniveau at samle alle Danmarks 5,8 millioner borgere til et folkemøde. Mindre kan gøre det og stadig kaldes et folkemøde. Selvfølgelig kan det dét.

Alligevel er mit håb for det næste årti er, at der ikke går inflation i folkemøder – og det gælder altså i en sproglig forstand. Det er ikke et folkemøde, bare fordi en mængde mennesker er samlet.

Det kan vi kalde et ganske almindeligt møde, en konference, et seminar eller en samling. Lad os i stedet reservere ordet folkemøde til det, det i sin kerne er.

Bruger eller møder vi ordet folkemøde, bør vi overveje om det overhovedet er folkeligt, om det er inkluderende, om det er mangfoldigt og om der er rum til fordybelse, meningsudveksling og fælles viden.

Hvis ikke der er flueben ved det hele, er det så overhovedet et folkemøde?