Venligboer: Kom igen, Jørgensen

Af Gitte Haslebo
Venligboer, organisationspsykolog, selvstændig, forfatter og medlem af Gentofte kommunes opgaveudvalg om integration

Tak til Venstres socialordfører for endnu et debatindlæg, der forhåbentlig kan føre til flere informationer. Jan E. Jørgensens invitation til at komme ind på et sidespor om bevidste misforståelser vil jeg godt takke nej til.

Jeg foretrækker at holde mig til sagen, som handler om, hvordan regeringens politik fremmer integration og medtænker civilsamfundets og flygtningenes erfaringer og perspektiver. Det nye indlæg fra Venstres socialordfører indeholder stadig ingen informationer herom.

Med civilsamfundets hjælp
Med hensyn til civilsamfundet er vi på nogle punkter enige. Jeg har ingen forestillinger, om at civilsamfundet og de mange frivillige kræfter skal eller kan sættes på formel eller indgå i formelt forpligtende aftaler med myndigheder og har ej heller skrevet noget herom i de tidligere indlæg.

Jeg har stadig til gode at høre fra Jan E. Jørgensen, hvilke elementer i regeringens udlændinge- og asylpolitik, der fremmer flygtningenes oplevelse af at få hjælp til integration, og hvilke nye forslag han vil komme med.

Gitte Haslebo
Aktiv i Venligboerne

Her er jeg helt på linje med synspunkterne i debatindlægget fra 17. marts skrevet af Torsten Gejl, der er socialordfører i Alternativet: Den offentlige sektor bør lade sig udfordre af civilsamfundet.

Torsten Gejl har den vigtige pointe, at det nok snarere er politikerne og regeringen, der kan lære noget af civilsamfundet, end omvendt. Det kunne man have draget fordel af ved at inddrage erfaringer og synspunkter fra civilsamfundet i trepartsforhandlingerne om integration af flygtninge på arbejdsmarkedet.

Men det gjorde man ikke. Så på hvilke andre måder baserer regeringen sin udlændinge- og asylpolitik på en inddragelse af erfaringer fra civilsamfundet?

Enigheden slipper dog helt op, når det drejer sig om at inddrage flygtningenes perspektiv, som jeg skrev meget om i de to tidligere indlæg. Det centrale spørgsmål er her, hvordan flygtninge oplever regeringens politik og integrationsindsats.

Oplever de, at de får hjælp til at få en hverdag, hvor de kan koncentrere sig om at lære dansk, få et netværk, en praktikplads og et job? Ud fra mine erfaringer som aktiv i civilsamfundet og i Venligboerne i mange kommuner kan jeg fortælle, at svaret fra mange flygtninge er et rungende nej. Deres mange små sejre og fremskridt sker på trods af den førte politik og med hjælp fra civilsamfundet.

V blæser med mel i munden
I det nye indlæg berører Jan E. Jørgensen kun dette emne med én sætning, hvor han atter slår fast, at begrænsningen af flygtningetilstrømningen er forudsætningen for en vellykket integration. Dette er nok en af de stærkeste trossætninger i Venstres bibel. Her er Venstre urokkelig.

Trossætningen bygger på den fejlagtige antagelse, at man både kan blæse og have mel i munden. Man kan blæse flygtninge væk, hvilket regeringen har gjort på ufatteligt mange og uhyggelige måder: Asylsøgere skal skræmmes fra at forsøge at komme til Danmark, og de skal holdes uden for vores grænser så vidt muligt.

Når de først er kommet ind, skal sagsbehandlingen tage lang tid for at få asyl og uendelig lang tid, hvis man søger om familiesammenføring. Hvis en flygtning så endelig får tilkendt familiesammenføring, skal det helst være økonomisk og praktisk umuligt at få familien hertil.

Med de seneste stramninger skal en flygtning, der får 5.300 kroner udbetalt, hvoraf der skal betales husleje, mad, medicin med videre, selv betale for rejseudgifterne til familiemedlemmerne. Hvis en familie så trods alt er kommet hertil, har kommunen ifølge integrationsloven ingen forpligtelse til at tilbyde dem en bolig.

Heldigvis er der kommuner, der bruger anden lovgivning. Men hvis ikke, kan familien bo på ægtefællens værelse eller "bare" selv finde en bolig. Alle disse stramninger oplever flygtninge mildt sagt ikke som en hjælp til at få en god hverdag, hvor de har kræfter til at lære dansk, løse problemer og blive en del af samfundet.

Alle stramningerne har til formål at skræmme, true og umuliggøre, at asylsøgere og familiesammenførte kommer til Danmark.

Blæseindsatsen er ganske effektiv, men hvad regeringen overser, er, at strammerlovgivningen er uforenelig med god integration. Skræmme- og trusselsindsatsen er ikke "et første skridt i en god integrationsindsats", som Jan E. Jørgensen skrev 10. marts. Den er ødelæggende for integrationen, da den nedbryder flygtninge som menneske og arbejdskraft.

I mit første indlæg kom jeg med syv forslag, der kunne mildne situationen for flygtninge. Jeg har stadig til gode at høre fra Jan E. Jørgensen, hvilke elementer i regeringens udlændinge- og asylpolitik, der fremmer flygtningenes oplevelse af at få hjælp til integration, og hvilke nye forslag han vil komme med.

Strammerlovgivning skal rulles tilbage
Et oprigtigt ønske om at fremme integration vil kræve, at store dele af strammerlovgivningen rulles tilbage og ændres, at Udlændingestyrelsen kan ansætte langt flere medarbejdere, så behandlingstiden nedsættes, og at kommunerne får mulighed for at ansætte integrationsmedarbejdere i takt med stigningen i antal flygtninge.

Men har regeringen et oprigtigt ønske herom, eller er al dens snak om integration kosmetik på en skræmmekampagne?

Hvordan ville det mon gå, hvis ikke der var mange engagerede medarbejdere i kommunerne og virksomhederne samt flere hundred tusinde af frivillige i civilsamfundet, der arbejder gratis for at udvikle godt naboskab, venskab og kollegaskab til vores nye medborgere?

Ja, så ville integrationen gå helt galt. Regeringens integrationsfremmende indsats er det derimod meget svært at få øje på. Men jeg vil gerne blive klogere, så kom endelig igen, Jan E. Jørgensen.