“Hvis det er for at overleve, må du gøre, hvad du er nødt til”

UGEREVY: Kirkens korshær var i stormvejr, åbne storfonde fik ros, og Kræftens Bekæmpelse hentede 34 millioner, mens naturfolk indsamlede 75 ton skrald.

Det er mandag, og oven på endnu en solrig weekend har din civile overblikkenslager banket på vandrørene for at samle de bedste og vigtigste historier fra ugen, der gik.

Vi lægger ud med Kirkens Korshær, som i den grad kom i modvind i den forgangne uge. TV 2 har nemlig sendt to muldvarper undercover med skjult kamera blandt illegale indvandrere i København.

Optagelserne er blevet til en dokumentar på TV 2, og de viser blandt andet, at medarbejdere hos Kirkens Korshær rådgiver en illegal indvandrer i, hvordan han kan finde sort arbejde.

"Jeg ved ikke, om du kender nogen nigerianere i Danmark, for ellers bliver det svært at finde sort arbejde. Men hvis du kan…," siger en af rådgiverne til TV 2's muldvarp, mens hun trækker på skulderen med ordene:

“Du kan ikke finde lovligt arbejde.”

En anden medarbejder siger et par dage senere:

“Vi kan ikke anbefale sort arbejde...Hvis det er for at overleve, må du gøre, hvad du er nødt til.”

Toppen i Kirkens Korshær er dog ikke just på linje med medarbejdere på gadeplan. Chef Helle Christiansen er rystet over afsløringerne.

“Vi har ikke gjort vores arbejde godt nok, idet vi ikke tydeligt har sagt: ”sort arbejde, det er ikke noget, som du på nogen måde skal begive dig ud i – det er både farligt for dig selv, og det er undergravende for samfundet”, siger hun.

På trods af beklagelsen har sagen har fået Karina Rorhberg Jessen (V) op i det røde felt. Hun sidder i socialudvalget i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation.

“Jeg tror, vi bliver nødt til at drøfte, om vi fortsat kan støtte herbergerne og værestederne. For man skal kunne dokumentere, at man er her på lovligt ophold – og det kan jeg forstå, at Kirkens Korshær ikke vil gøre. De vil lade politikerne om det, men det er ikke en politikeropgave, det er en myndighedsopgave,” siger hun.

Læs mere her

Åbne fonde og samskabelse på landet
Og fra en afsløring med skjult kamera til en historie om åbne fonde. Konsulenthuset Kraft & Partners har foretaget en analyse af de største danske fonde herhjemme. Altinget har eksklusivt fået adgang til passagen om transparens og løftet sløret for, hvem der er Danmarks 10 mest åbne storfonde.

Lundbeckfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden topper listen, og det er der en logisk forklaring på, mener partner Markus Bjørn Kraft.

”Transparens er også en del af de virksomheder, de ejer. Derfor er det helt naturligt for dem at være transparente,” siger han.

Se hele listen her.

Og mere svælgen rundt i vores egne historier fra de seneste dage.

Folketingets to største partier er nemlig klar til at genindføre 15 timers-reglen, som giver dagpengemodtagere mulighed for at udføre frivilligt, ulønnet arbejde op til 15 timer om ugen, socialminister Manu Sareen skal være formand for Stressforeningen, og små kommuner arbejdere oftere sammen med frivillige, viser nyt studie fra SDU.

“Der er et skæbnefællesskab, hvor borgerforeningen eller idrætsforeningen føler det naturligt, at man også arbejder sammen med den lokale skole eller daginstitution. Det er ikke helt lige så naturligt i større byområder, hvor man ikke i samme grad har en lokal identitet,” siger professor Bjarne Ibsen, der har lavet studiet i samarbejde med Klaus Levinsen.

Millioner til kræft og 75 tons skrald
Og så til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling, som igen i år leverede varen. De 34 millioner i indsamlingsbøsserne var ikke helt lige så markant som 2016-rekorden på 36 millioner.

Alligevel var det en lykkelig projektchef, der takkede de mange danskere via Kræftens Bekæmpelse livestream på Facebook.

“Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sige tak til faktisk alle danskere,” sagde Finn Christensen og fortsatte med at lovprise organisationens mange frivillige.

“De har gjort det muligt og sørget for, at indsamlerne ikke har rendt som høns uden hoved på,” lød det.

Og mere indsamling. For mens Kræftens Bekæmpelse var på jagt efter stakater søndag, var Danmarks Naturfredningsforening anderledes beskedne. Organisationens mange frivillige brugte nemlig søndagen på at indsamle skrald, og det lykkedes at få over 75 ton affald væk fra de danske veje, vandkanter og vådområder.

Næste uge
I den kommende uge inviterer DIIS onsdag til et seminar, der sætter fokus på, hvordan vi skal håndtere flygtningestrømmene. Torsdag holder Danske Helsinki-Komite for Menneskerettigheder, Kurdisk Forum og Globale Seniorer en debat om forholdet mellem Tyrkiet og Europa.

Og således opdateret burde du være klar til den kommende uge.

God arbejdslyst.

Forrige artikel Manu Sareen i spidsen for kampen mod stress Manu Sareen i spidsen for kampen mod stress Næste artikel Nyt studie: Kommuner holder på magten, når de samskaber Nyt studie: Kommuner holder på magten, når de samskaber