Vi trykker altså ikke vores egne penge

Politikerne ønsker at finansiere kulturlivet gennem flere private bidrag. Men heller ikke den private sektor råder over ubegrænsede midler. Toneangivende fonde efterlyser derfor en strukturel prioritering af kulturpolitikken: Politikerne må tage principiel stilling til, for eksempel hvor mange landsdelsteatre, landsdelsorkestre og kunstmuseer vi skal have her i landet. Set fra fondenes bord er analysen enkel: Der er ikke fondspenge nok til at kompensere for de besparelser, som sker på kulturområdet i disse år.

Behov for en strukturel prioritering
Direktør Søren Bojer-Nielsen fra Det Obelske Familiefond er én af de fondsdirektører, der åbent lægger sine synspunkter frem. Til Altinget siger han:

”I den offentlige debat får man sommetider indtrykket, at fondene trykker deres egne penge. Men sådan er det altså ikke. Fondene skal først tjene nogle penge, før der er noget at dele ud af.”

Derfor håber Søren Bojer-Nielsen også på, at politikerne vil beslutte sig for, hvilken kulturel infrastruktur vi skal have på nationalt plan.

”Vi har brug for en strukturel prioritering for eksempel af, hvor mange museer, teatre og landsdelsorkestre vi skal have.”

Han understreger, at der ikke er behov for en detailprioritering fra politisk hold, men for en prioritering på institutionelt niveau.

Også ’kronjuvelerne’ skal ud og finde private penge.

Med et udtryk fra Berlingske har Kulturministeriet taget ”den skarpslebne salamikniv” i brug for at skaffe de fire gange to procent, regeringen vil spare på kulturområdet frem til 2019. Teatre, museer, kunstneriske uddannelser, forskningsbiblioteker, højskoler og landsdelsorkestre skal alle skære i deres driftsbudgetter. Kun filmstøtte, kunststøtte og mediestøtte er på forhånd undtaget de generelle besparelser. Nedskæringerne kommer i kølvandet på andre store besparelser, som kulturområdet har været igennem de senere år.

Dagbladet Politiken mener, at de nye besparelser beløber sig til i alt 600 millioner kroner, mens det digitale ugemagasin Søndag Aftens ansvarshavende redaktør, Tom Ahlberg, fremlægger et regnetykke, der viser, at det drejer sig om 437 millioner kroner.

Sidstnævnte kommer frem til de 437 millioner kroner ved at sammenholde 2015-udgifterne på 6.388 millioner med de 5.969 millioner, der foreslås anvendt i 2019 – og så PL-regulere forskellen. Uanset hvem der i sidste ende kommer nærmest sandheden, så forbereder kulturinstitutionerne sig på enten at skære i driften eller skaffe nogle ekstra private midler. Alt tyder nemlig på, at der bliver rift om de sidstnævnte de kommende år.

Holder det stik, at kulturlivet vil sende endnu flere ansøgninger, end de plejer, må fondene til at prioritere skarpere. Selv kronjuveler som Det Kongelige Teater og de fem landsdelsorkestre må ud og finde nye private penge, hvis de vil fastholde deres nuværende udgiftsniveau.

Tilsvarende skal de 16 kunsthaller, der er bredt fordelt i landet, ud og finde yderligere ekstern finansiering til deres udstillingsprogrammer. Det drejer sig om kunsthaller som Brandts i Odense, Den Frie Udstillingsbygning i København, Kunsthal 44 Møen, Rønnebæksholm i Næstved samt kunsthallerne i Viborg, Silkeborg og Aarhus Entreindtægter, cafédrift og salg af merchandise er langtfra nok til at dække udgifterne. Nogle kunsthaller har allerede varslet over for deres faste udstillere, at de ikke længere kan garanteres en plads i de kommende års udstillingsprogrammer.

Fondene arbejder upolitisk
Dagbladet Politiken præsenterede mandag i denne uge en usædvanlig skarp vinklet historie på forsiden om, at ”Fonde vil ikke lukke statens huller”, og videre hed det ”Besparelser på kulturen vil ikke blive kompenseret af private penge. De efterlyser mod til at prioritere frem for at køre grønthøsteren”.

Det er et grundfast princip i den filantropiske fondsverden, at man arbejder upolitisk. Direktør i Bikubenfonden Søren Kaare-Andersen sagde i mandagens Politiken, at det ikke er fondene, der skal lave kulturpolitik: ”Vi er ikke folkevalgte,” blev han citeret for.

Princippet om at være upolitiske, betyder dog ikke, at fondene er holdningsløse. Eller at de viger tilbage fra at gå i alliance med kulturpolitiske aktører. Forleden bevilgede Bikubenfonden eksempelvis 6 millioner kroner over en fireårig periode til en Udviklingsplatform for scenekunst. Som kollegaen i Det Obelske Familiefond står også Bikubenfondens direktør gerne på mål for fondens prioriteringer til kulturformål.

Begyndende åbenhed
Der er stor grund til at glæde sig over de bidrag til den offentlige debat, som Det Obelske Familiefond og Bikubenfonden leverede i mandagens Politiken. At også de filantropiske aktører vil deltage i debatten, lover nemlig godt for åbenheden og gennemsigtigheden fremover. De – og vi andre med – kan så håbe på, at også politikerne inden alt for længe vil invitere til en åben dialog med offentligheden om, hvilke strukturelle linjer kulturpolitikken skal udvikle sig efter de kommende år. Jeg vil godt vædde et årskort til en kunstinstitution på, at der nok skal komme liv i dén debat.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.