Women Deliver mister sin danske direktør efter racisme-opgør i organisationen

NAVNE: Jeg træder tilbage, så en person fra en af de grupper, vi arbejder med og for, kan lede Women Deliver, udtaler Katja Iversen oven på en række beskyldninger om racisme i organisationen.

Den internationale organisation Women Deliver skal på jagt efter en ny direktør.

Danske Katja Iversen har nemlig opsagt sin stilling som administrerende direktør fra 30. oktober. Det sker samme dag, som organisationen offentliggør konklusionerne af en intern undersøgelse af racisme på arbejdspladsen, skriver Women Deliver i en pressemeddelelse.

Med Katja Iversen som administrerende direktør er Women Deliver vokset fra en lille organisation med otte ansatte i 2014 til en organisation med over 50 ansatte og et millionbudget i 2020. Men nu er det tid til at give stafetten videre for Katja Iversen.

"Igennem min karriere har jeg brugt min stemme til at advokere for marginaliserede piger og kvinder og for mere inkluderende lederskab. Efter grundig reflektion har jeg taget den beslutning, at jeg overgiver min post og træder tilbage, så en person fra et af de mange fællesskaber og grupper, vi arbejder med og for, kan lede organisationen," siger hun i pressemeddelelsen. 

Anklager om en racistisk arbejdskultur
Katja Iversens fratrædelse sker efter at flere tidligere medarbejdere i juni kritiserede organisationen for en racistisk og giftig arbejdskultur i kølvandet på Black Lives Matter-bevægelsen. Flere tidligere medarbejdere pegede på, at organisation led af et "white saviour complex", hvor hvide mennesker yder hjælp til ikke-hvide for egen vindings skyld. 

Anklagerne førte til, at ledelsen i Women Deliver igangsatte en intern undersøgelse af arbejdskulturen i slutningen af juni. Samtidig tog Katja Iversen orlov, indtil undersøgelsen var færdiggjort.

Undersøgelsens konklusioner er netop blevet offentliggjort samtidig med Katja Iversens fratrædelse.

Konklusionerne på undersøgelsen understreger, at Women Deliver, ligesom mange andre arbejdspladser, er påvirket af en kulturarv, hvor flere marginaliserede grupper traditionelt er blevet ekskluderet fra magtpositioner. Samtidig påpeger undersøgelsen, at Women Deliver lider at en generationskløft mellem ledelsen og de resterende medarbejdere, der har ført til forskellige forventninger til arbejdskulturen.

Undersøgelsens konklusioner viser dog også, at Women Deliver har været opmærksomme på netop disse problemstillinger i længere tid, og at der inden undersøgelsen allerede var igangsat en række initiativer, der skulle forbedre arbejdsmiljøet.

Uvis fremtid
Det er endnu uvist, hvad fremtiden bringer for Katja Iversen, men hun vil fortsat følge organisationens arbejde og kæmpe for piger og kvinder rettigheder.

"Jeg vil fortsat bruge min stemme og magt til at skabe forandring. Jeg er fortsat engageret i Women Delivers mandat og partnere, og jeg ønsker organisationen alt det bedste i dens arbejde med at være en stærk fortaler for piger og kvinder i al deres forskellighed," siger Katja Iversen.

Women Deliver er en førende global fortaler for ligestilling samt sundhed og rettigheder for piger og kvinder. Organisationen samler diverse stemmer, der forankret i seksuelle og reproduktive rettigheder kæmper for piger og kvinders rettigheder i alle aspekter af livet. 

Kathleen Sherwin, vicedirektør i Women Deliver, er midlertidigt konstitueret som direktør.

Forrige artikel Analyse kortlægger organisationers reaktion på corona: Her er resultaterne Analyse kortlægger organisationers reaktion på corona: Her er resultaterne Næste artikel Civilt overblik: Hvidvask i foreningslivet, corona-innovation og museskridt mod flere kvinder i fondsverdenen Civilt overblik: Hvidvask i foreningslivet, corona-innovation og museskridt mod flere kvinder i fondsverdenen
Forsker: Frivillighed kan udvikle velfærden i kommunerne

Forsker: Frivillighed kan udvikle velfærden i kommunerne

DEBAT: Det er en begrænsende tankegang, at frivillige kun skal være supplement. Hvis man ændrer synet på deres potentiale og rolle, kan de udfylde huller i den offentlige sektor og udvikle velfærden, skriver Anders la Cour.