
Økonomidirektør til UNICEF Danmark
Fonden UNICEF Danmark søger en ny økonomidirektør til en spændende, udfordrende og meningsfuld stilling. Med en omsætning på over 400 millioner kr. og store krav fra donorer om omkostningseffektivitet er rollen som økonomidirektør et vigtigt omdrejningspunkt for UNICEF Danmarks udvikling og drift.
Om jobbet
UNICEF Danmark er sat i verden for at samle penge ind fra danske virksomheder, fonde og privatpersoner til fordel for alle verdens børn. Det forpligter, og rollen som økonomidirektør kræver en dyb økonomisk faglighed og en leder med stort L, som kan bidrage til UNICEF Danmarks fortsatte udvikling. Som økonomidirektør bliver du det centrale omdrejningspunkt for økonomifunktionen i en af de største humanitære indsamlingsorganisationer i Danmark. Med en bred portefølje af partnere og donorer har UNICEF Danmark været igennem en periode med stor vækst, hvilket stiller krav til stærk økonomistyring og kontinuerlig udvikling af hele direktørområdet. Som medlem af direktionen bliver du tæt sparringspartner for generalsekretæren og den øvrige ledelse, og du får ansvaret for faglig og ledelsesmæssig udvikling af en økonomiafdeling med 5-7 dygtige medarbejdere. Stillingen indeholder et væsentligt internationalt islæt qua UNICEF Danmarks tilhørsforhold til UNICEF globalt.
I rollen som økonomidirektør bliver du ansvarlig for:
- Strategisk finansiel ledelse, understøttelse af forretningsudvikling og ledelsesbeslutninger
- Årlig budgetlægning og løbende opfølgning, både i forhold til den danske og den internationale organisation, samt vores kontor i Grønland
- At sikre effektive forretningsprocesser til styring og kontrol gennem forecasting, planlægning og effektiv rapportering i overensstemmelse med dansk lovgivning, samt UNICEFs globale finansielle regler og retningslinjer
- Udvikling af administrationsområdet i tæt samarbejde med HR-chefen
- At UNICEF Danmark har en effektiv og sikker IT-drift, databaser mv. i samarbejde med ekstern IT-partner
- At UNICEF Danmark har de rette systemer til at sikre transparens og 'good governance' - fra whistleblower-ordning til efterlevelse af god fondsledelse med videre
- Deltagelse i UNICEFs internationale samarbejde på økonomiområdet
UNICEF er dén organisation, som alle verdens lande har sat i spidsen for at sørge for, at børn overlever og klarer sig i livet. Rammen er FN’s Børnekonvention, og hele indsatsen afhænger af frivillige bidrag. UNICEF Danmark er en af 34 såkaldte nationale komiteer, der har til opgave at fundraise til indsatsen for verdens børn. I 2022 gik 85,3% procent af omsætningen til formålet, hvilket kræver en effektiv organisation. UNICEF Danmark har kontor i Københavns Nordvest-kvarter, hvor 140 medarbejdere arbejder dedikeret for at nå de fastsatte mål og derudover sikre, at børns rettigheder i både Danmark og Grønland bliver overholdt.