Folkemøde-formand trækker sig: "Nu synes jeg godt, jeg kan tillade mig at takke af"
Folkemødets formand, Vibe Klarup, har besluttet at træde tilbage. Beslutningen kommer bag på den ene næstformand, men ikke den anden.
Martin Mauricio
ForsideredaktørGitte Skotby-Young Ballenstedt
RedaktørFørst smuttede den ene souschef. Derefter den anden souschef. Så trak næstformanden sig. Og kort tid efter skred pressechefen, der smækkede døren, så det rungede.
Nu er det så formanden for Folkemødets Forening, Vibe Klarup, der trækker sig.
Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse torsdag.
"Årets folkemøde var det største til dato, med fredagens 47.000 deltagere som det højeste i folkemødets historie. Jeg vurderer, vi er lykkedes fuldt ud, så nu synes jeg godt, jeg kan tillade mig at takke af," udtaler Vibe Klarup.
Hun har siddet som formand siden 2020, hvor hun overtog stafetten efter Jann Sjursen.
Bestyrelsen har konstitueret sig med et delt formandskab mellem de to hidtidige næstformænd, Søs Marie Serup og Carsten Grønning, frem til en videre drøftelse efter sommer.
Debatten var svær, fordi den blev så ideologisk
Vibe Klarup
Direktør i stormvejr
Vibe Klarup forlader formandsposten efter, at sekretariatets direktør, Peter Christiansen, har været i hård modvind. Både for sin interne ledelse af sine ansatte, men også for sine kommentarer om demonstranter og aktivisme på Folkemødet.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem og tidligere minister Benny Engelbrecht har blandt andet opfordret ham til at trække sig.
Det har han ikke gjort, men det gør Vibe Klarup nu. Søs Marie Serup, der nu er en del af de konstituerede formandskab, siger til Altinget, at beslutningen ikke kommer bag på hende.
Hvilken rolle har blæsten om Peter Christiansen spillet?
"Ikke nogen. Det er Vibes beslutning, så det må du egentlig spørge hende om," siger hun.
Andet led af formandskabet, Carsten Grønning, fortæller, at det sidste halve år har været "rigtig hårdt".
Kommer Vibes beslutning bag på dig?
"Ja, det gjorde den faktisk," siger han.
Og hvilken rolle tror du, at stormvejret om Peter Christiansen har spillet?
"Jeg ved ikke, om det har betydet noget for Vibe. Jeg tror, det sidste halve år har været rigtig hårdt ... Når man har et job ved siden af, kan døgnet godt løbe tør for timer."
Altinget har forsøgt at få en kommentar fra Vibe Klarup selv, men hun har ikke ønsket at stille op til interview. Hun skriver i en besked til Altinget, at pressemeddelelsen "fint dækker det", hun har på hjerte.
Svær debat om demonstranter
Beslutningen om at træde tilbage sker desuden i kølvandet på årets netop afholdte folkemøde i Allinge, hvor folkemødebestyrelsen med egne ord var "bekymrede" for, hvordan demokratifestivalen ville forløbe.
Månederne op til Folkemødet er flere arrangementer med toppolitikere blevet afbrudt af pro-palæstinensiske demonstranter, og det skabte stor debat, da Folkemødets forening udsendte en pressemeddelelse, hvor de blandt andet opfordrede arrangører til at invitere demonstranterne til dialog på scenerne, hvis de afbrød et event.
Et enkelt arrangement med Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, blev afbrudt, men ellers forløb Folkemødet som planlagt.
"Debatten var svær, fordi den blev så ideologisk, men resultatet er, at alle var forberedte og havde besluttet sig for, hvordan de ville agere. Vi oplevede et helt folkemøde stå sammen om at værne om samtalen, som Folkemødets kerneværdi," udtaler Vibe Klarup i pressemeddelelsen.
Uvis fremtid efter hektisk halvår
Vibe Klarups exit fra formandsposten skriver sig ind i rækken af flere afgange fra bestyrelsen og foreningen.
I november fratrådte souschef Christian Bülow Beck sin stilling. I marts trak hans efterfølger på posten, Pelle Nybirk, sig også.
Kort tid efter i april trak næstformand Olav Hesseldahl sig tilbage for at undgå et kampvalg, der ulmede i bestyrelsen efter interne stridigheder. Kun en uge efter opsagde pressechef Louise Bjerregaard sin stilling med den begrundelse, at "der er grænser for", hvad hun "vil være med til".
Både Søs Marie Serup og Carsten Grønning siger til Altinget, at der endnu ikke er lagt en plan for at sikre et godt samarbejde mellem sekretariatet, direktøren og bestyrelsen fremover.
"Først og fremmest skal vi lave en en grundig evaluering. Så træffer vi beslutning på baggrund af den," siger Søs Marie Serup.
Det er heller ikke besluttet, om en arvtager til formandsposten skal findes i den nuværende bestyrelse.
"Det er jeg simpelthen ikke nået til endnu. Det er mindre end et døgn siden, jeg fik at vide at Vibe trak sig. Jeg tænker også, man skal have foreningens medlemmer med ind over," siger Carsten Grønning.
Tidligere næstformand bragt i spil
Foreningens tidligere næstformand, Olav Hesseldahl, siger til Altinget, at flere personer i og uden for foreningen har opfordret ham til at gå efter den ledige plads i bestyrelsen.
”Jeg tror lige, vi allesammen skal trække vejret dybt og gå på sommerferie først,” siger han som svar på, om han har tænkt sig at tage imod opfordringen.