Ungdomsøen ansætter direktør

Ungdomsøen har ansat 39-årige Dea Forchhammer som direktør. Hun kommer fra en stilling hos A.P. Møller - Mærsk.

Dea Forchammer
Dea Forchammer Kommende direktør, Ungdomsøen
Lisbeth Trinskjær
Lisbeth Trinskjær (50) Forstander, Ubberup Højskole, formand, Folkehøjskolernes Forening i Danmark, fhv. landsformand, KFUK's Sociale Arbejde

Den 39-årige Dea Forchhammer skal fra 1. juni stå i spidsen for Ungdomsøen, som er Foreningen Spejdernes store demokratisatsning.

Det skriver Ungdomsøen i en pressemeddelelse.

Hun kommer fra en stilling i A.P. Møller - Mærsk og har en baggrund som energipolitisk medarbejder i Forbrugerrådet og inden for bureauverdenen.

Derudover har hun mange års erfaring som frivillig på Roskilde Festival, hvor hun har været ansvarlig for udvikling og afvikling af festivalens VIP- og backstageområder.

"Ungdomsøen er et fantastisk projekt med en utrolig vigtig vision. Og jeg glæder mig derfor også utroligt meget til at skulle stå i spidsen for projektet i samarbejde med de ansatte og de mange stærke frivillige kræfter," siger Dea Forchhammer og fortsætter:

"Foreningen Spejderne og Middelgrundsfonden har sikret, at vi står med et ungdommeligt guldæg i hænderne, og nu skal vi som organisation vise, at vi kan få det udklækket på fineste vis og både sikre en sund drift og masser af plads til at unge kan få lov at udfolde sig på deres helt egne præmisser."

I april blev flere bestyrelsesmedlemmer for Fonden Ungdomsøen valgt med højskoleforstander Lisbeth Trinskjær som formand, og med ansættelsen af Dea Forchhammer er en af de sidste store brikker faldet på plads inden åbningen af demokratisatsningen ultimo august. 

"Vi er meget glade for ansættelsen af Dea Forchhammer. Når Ungdomsøen officielt åbner 24. august, bliver den helt centrale opgave at sikre, at Ungdomsøens fremadrettede drift er bæredygtig i økonomisk forstand, samtidig med at Ungdomsøens dogmer og store ambitioner om ungeinvolvering udleves og skaber positiv forandring og påvirkning i såvel de unges liv som i samfundet," lyder det fra Lisbeth Trinskjær.

Med støtte fra A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden blev det gamle Middelgrundsfort købt og doneret til Spejderbevægelsen med det formål at skabe en ungdomsø med fokus på demokrati og ungdomsliv. Senere donerede Nordea-fonden yderligere 120 millioner kroner til projektet, og efter fire års renovering er fortet nu klar til den officielle åbning 24. august. 

rind@altinget.dk

Tilbage til navnenyt »

Prøv christiansborg gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement