Det etablerede civilsamfund bør lære af folkelige bevægelser
Det civile samfund er i opbrud. Frem vokser et mylder af bevægelser, der vidner om stor lyst til folkelig deltagelse hos borgerne. De etablerede organisationer bør omfavne de nye bevægelser og komme tættere på det folkelige engagement, viser ny analyse fra Globalt Fokus.
Civilsamfundet har fået “en lille ny”, der efterhånden har vokset sig ganske stor, larmende og indflydelsesrig. Nye bevægelser som eksempelvis Venligboerne, Men in Black og demokratibevægelsen i Hong Kong skyder frem med raketfart i disse år og påkalder sig massiv opmærksomhed. Den nye type bevægelser - der deles op i henholdsvis protestbevægelser eller sociale bevægelser - er karakteriseret ved at opstå spontant uden om det formelle civilsamfund og samle borgere om en enkelt sag.
Sat på spidsen kan man sige, at de arketypiske civilsamfundsorganisationer ofte er opbygget med et mere eller mindre smidigt sekretariat, vidensmedarbejdere, strategier, arbejdsplaner og visioner, der ser langt ud i fremtiden. Til sammenligning har bevægelserne en relativt løst koblet organiseringsform og kalder til folkeligt engagement og handling med høj energi og entusiasme. Sådan forklarer projektkoordinator i Globalt Fokus, Lærke Ebbesen Baulund, der er ansvarlig for organisationens arbejde med folkelig deltagelse.
“Den nye aktivisme og organiseringer er langt mere flydende, uformelle og ofte forankret i lokale samfundsproblematikker. Samlet er det en positiv udvikling og vi bør lade os begejstre af de her nye muligheder, det giver os, og understøtte det engagement,” siger Lærke Ebbesen Baulund.
Find analysen her
Tættere på folkedybet
Civilsamfundets nyeste knopskydning skal ikke ses som en trussel mod de etablerede NGO’er, patientorganisationer eller foreninger, understreger Globalt Fokus. I stedet er der en gylden mulighed for at samarbejde og indgå alliancer med de nye bevægelser. For på den måde kan eksempelvis NGO’er og bevægelser skubbe på fælles dagsordener og lade sig berige af hinanden. For de klassiske civilsamfundsorganisationer er der især læring at hente i, hvordan man skaber folkelig engagement.
“Der er en tendens til at vores egne dygtige medarbejdere har lavet analyserne og kender forhindringerne i det politiske landskab. Vi lader os ofte styre af vores egne løsninger og har ikke rigtig øje for, hvad et stærkt deltager-engagement kan,”
lyder den kærlige opsang til civilsamfundet fra Lærke Ebbesen Baulund, der uddyber:
“Vi skal blive bedre til at invitere borgerne indenfor som partnere, og ikke kun som frivillige, der skal lave nogle forudbestemte aktiviteter, som er vores egne løsninger og svar. Mange organisationer har heldigvis fået øjnene op for, at det giver mening at inddrage bevægelserne og det engagement, der ligger der, mere.”
Bevægelser er et produkt af samtiden
Noget tyder på, at de folkelige bevægelsers genopblomstring også hænger sammen med, hvordan borgere - og især unge - i dag engagerer sig. For hvor vi i Danmark tidligere støttede en sag ved at melde os som frivillig eller indløse medlemskab i en organisation, så er det frivillige engagement blevet stadigt mere individuelt, fleksibelt og sagsbaseret. Samtidig har sociale medier og rig adgang til information gjort det nemmere for borgere at melde til og fra på enkeltsager uden at vide lader os binde af medlemskab og vedvarende tilknytning til én organisation, lyder det i analysen.
Ingen kan stå alene
Med bevægelsernes vildskab, energi og entusiasme, følger også op- og nedture og en bevægelse, der er i konstant forandring. Her kan de traditionelle organisationer være med til at sikre stabilitet, strategisk viden og know-how til det fælles projekt.
Hvordan samarbejdet helt konkret skal tage form, findes der ikke kun én opskrift på, understreger Lærke Ebbesen Baulund. Til gengæld kan man med sikkerhed sige, at bevægelser og det etablerede civilsamfund tilhører det samme økosystem - og uanset om dagsordenen er klima eller bekæmpelse af ulighed - er ingen så magtfuld, at de alene kan skabe den nødvendige forandring:
“Vi er nødt til at se hinanden som samarbejdspartnere og indse, at vi ikke er konkurrenter - der bejler til de samme aktivister eller frivillige. I stedet skal vi se på, hvordan vi kan bruge hinanden og understøtte hinanden. Det handler om at sætte fælles sager før vores egne interne måltal.”