CBS-professor: Konkurrencestaten har utilsigtet givet civilsamfundet nyt liv

Ved det gamle gadekær i landsbyen Try i Vendsyssel ligger et lille landbrugsmuseum, der for længst skulle have drejet nøglen om. For vigende besøgstal og dyr husleje matcher dårligt med offentlige bevillinger. I dag er det pensionerede skolelærere, der en gang om ugen fyrer op i den gamle smedje eller indsamler landbrugsredskaber til samlingen. De samme mennesker hænger malerier op og sælger entrébilletter i nabobyen, hvor Dronninglund Kunstcenter holder til. Endnu et eksempel på et humlebi-projekt, der flyver, fordi engagerede borgere insisterer på, at kultur også hører til på landet, selvom skattekronerne ikke længere rækker til alt det, man gerne vil. 

Flyver vi sydpå til den fynske landsby Føns, der ligger ud til Lillebælt, slår en lignende tendens igennem. Byens borgere varmede sig ved tørstige oliefyr, der både er klimasyndere og dyrere i drift end eksempelvis fjernvarme. De cirka 180 beboere gik til kommunen og lovede at vedligeholde og fodre et anlæg med træflis, hvis kommunen til gengæld ville låne dem 7,7 millioner kroner til at købe selve anlægget. Sådan blev Danmarks mindste fjernvarmeanlæg, Føns Nærvarme, født.

LINK: Læs mere om Føns Nærvarme her.

Sidste stop på danmarkskortet går til Holbæk i det nordvestlige Sjælland. I 2014 greb kommunen folkeskolereformen, der lægger op til, at skoler åbner sig mere mod lokalsamfundet for at indgå partnerskaber. Under overskriften 'Vi lærer Holbæk at svømme' indgik kommunen et samarbejde med den lokale svømmeklub, der lovede at stille svømmelærere til rådighed, når eleverne i 4.A plumpede i vandet. Samarbejdet betød besparelser til kommunen, mens svømmeklubben til gengæld blev betalt i nye svømmekurser og mulighed for at gøre flere elever interesseret i at svømme i fritiden. 

LINK: Læs mere om 'Vi lærer Holbæk at svømme' her.

Civilsamfundet har det glimrende
Den lille danmarksturné kunne have gået alle mulige andre steder hen. For civilsamfundet har det glimrende og finder i disse år nye veje og former. Rundt om i Danmark bidrager et stærkt civilsamfund til at holde vores velfærdssamfund kørende i tætte samarbejder især med landets kommuner. Civilsamfundet er med andre ord en af grundstenene i det, professor ved civilsamfundsstudier på Copenhagen Business School (CBS), Lars Bo Kaspersen, kalder Den Eksperimenterende Velfærdsstat version 2.0. 

"Der er kommet en masse nye foreninger, der er knap så organiseret, som vi kender fra det klassiske foreningsdanmark. Her slår masser af unge og ældre sig løs i netværksgrupper, støttegrupper eller i kampen for en enkeltsag. Venligboerne, Stop Madspild eller bordtennisbevægelsen BAT60+ er eksempler på det," siger han.  

Lars Bo Kaspersen og Liv Egholm, lektor ved Center for Civilsamfundsstudier ved Copenhagen Business School (CBS) er de ledende kræfter i et større forskningsprojekt, Cistas, der de seneste tre år har studeret civilsamfundets rolle gennem historien, og som prøver at forudse, hvordan civilsamfundet vil udvikle sig i fremtiden. I deres arbejde har de blandt andet holdt workshops med en del af de organisationer, der i dag tegner civilsamfundet.

LINK: Du kan læse mere om forskningsprojektet her.

Ligheder med civilsamfundet for 100 år siden
Det får dem til at konkludere, at vi nu befinder os i Den Eksperimenterende Velfærdsstat version 2.0, hvor civilsamfundet har lighedstræk med civilsamfundet, som det så ud for godt 100 år siden. Dengang stablede civilsamfundet eksempelvis brugsforeninger, sygekasser og aftenskoler på benene i fraværet af en velfærdsstat. 

"I slutningen af 1800-tallet begyndte frivillige foreninger at påtage sig ansvaret for at løse velfærdsproblemer, og vi kan se, at den tendens kommer tilbage. For i dag byder civilsamfundet i stigende grad ind på at løse velfærdsopgaver. Det kan være, at de laver varm mad på et plejehjem eller byder flygtningefamilier velkommen."  

LINK: Læs interview med professor emeritus Ove Kaj Pedersen her.

LINK: Læs professor Thomas P. Bojes svar til Ove Kaj Pedersen her.

For at forstå, hvad der har ført til, at civilsamfundet i dag løser samfundsopgaver, som traditionelt har været forankret i kommunerne, må vi først rejse cirka 30 år tilbage i tid. 

Opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat
I Tyskland faldt Berlinmuren i 1989 og startede en dominoeffekt, der ikke kun fik kommunismen til at slippe sit greb om Østeuropa, men som også førte til, at Den Kolde Krig blev bragt til ende. EF voksede, skiftede navn til EU, og globaliseringen rykkede den internationale konkurrence tættere på. 

Hjemme i Danmark havde vi opbygget en socialdemokratisk velfærdsstat, der holdt en skattefinansieret hånd under sine borgere fra vugge til grav. Svagheden ved den socialdemokratiske velfærdsstat er, at den bygger på en forudsætning om fuld beskæftigelse. Men sådan så den danske arbejdsstyrke ikke ud i 1980'erne. Samtidig slæbte vi rundt på en gæld fra 1970'ernes oliekrise og flere år med et højt offentligt og privat forbrug. Danmarks rekordhøje underskud på betalingsbalancen krævede handling. 

"Der rejste sig en kritik af velfærdsstaten. Den blev beskyldt for at være økonomisk uansvarlig og for one-size-fits-all-styret. Man måtte underlægge sig folkeskolen, plejehjem og offentlige sygehuse, og det skabte modstand. For hvorfor må man ikke selv vælge? Beskyldninger om bureaukrati og pamperi blev også en del af velfærdsstatens imageproblem," forklarer Lars Bo Kaspersen. 

Danmark i konkurrence-gear
Skiftende regeringer – uanset, om de var centrumhøjre- eller centrumvenstre-funderet – var efter Den Kolde Krigs ophør enige om at slanke velfærdssamfundet. Det betød differentierede rettigheder, men også reformer af den private og offentlige sektor, der skulle tunes, så den øgede sin konkurrenceevne i en stadig mere globaliseret verden. Et hav af reformer skyllede ind over Danmark i 1990'erne og nullerne. New public management blev værktøjet, der med principper fra den private sektor sleb den forvoksede velfærdsstat til.  

LINK: Læs interview med konkurrencestatens "far" her.

"Uanset regeringernes farve tolkede de forandringerne ude i verden på samme måde. De konstaterede, at der er en kraftig intensivering af konkurrencen i gang, og den stillede nye betingelser. Det førte til en konsensus om, at vi blev nødt til at handle og reformere vores offentlige sektor. For at få højere kvalitet for vores offentlige kroner var vi som samfund villige til at acceptere de over 30 reformer, råd og kommissioner, der blev sat i gang fra 1992 til i dag," forklarer Lars Bo Kaspersen og uddyber:

"Man kan godt sige, at konkurrencestaten i en vis forstand har reddet velfærdsstaten. Men den har i lige så høj grad været med til at underminere det, man forstår ved en socialdemokratisk velfærdsstat. Man kan i dag tale om en socialliberal – måske endda neoliberal – velfærdsstat. Men vi kan også se et mæthedspunkt i visse dele af befolkningen. Der er en stigende opfattelse af, at konkurrencestaten skaber ulighed i befolkningen, og at den slider folk op."

Kommuner beder om hjælp
Landets 98 kommuner er sammen med regionerne velfærdsstatens omdrejningspunkt. Det er her, de mange reformer skal omsættes fra tekst på papir til handling ude på plejehjem, skoler og effektiviseringsøvelser på kommunekontoret. Samtidig har kommunerne fået færre penge i husholdningsbudgetterne og er således tvunget til at søge nye veje. Nye veje, hvor civilsamfundet i højere grad inviteres til at påtage sig samfundsopgaver, som ellers har været løst offentligt for skattekroner, forklarer Lars Bo Kaspersen: 

"Det betyder et hav af nye eksperimenter i kommunerne, som aktørerne selv kalder samskabelse eller fællesskabelse. Her forsøger man at bygge broer mellem frivillige, offentlige institutioner og private i forsøget på at tilbyde velfærd for færre penge, af højere kvalitet og med en større entusiasme."

De områder, hvor samskabelse giver mening, vil typisk være konkrete og tætte på borgernes hverdag. Det kan handle om alt fra at få psykisk sårbare unge ind i fællesskaber til at gøre idræt mere tilgængeligt eller finde klimaløsninger i nærområdet, hvor borgerne bor.  

LINK: Læs mere om samskabelse og fællesskabelse her. 

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Det, Lars Bo Kaspersen kalder Den Eksperimenterende Velfærdsstat version 2.0. Han kalder det også en bottom up-bevægelse, fordi civilsamfundet engagerer sig nedefra på, hvad det betragter som "huller" i velfærdsstaten. Den succes, civilsamfundet har haft – både for 100 år siden og så nu igen – består i, at bevægelsen udfylder disse vigtige huller i samfundet, og at den anerkendes for sin rolle, påpeger Lars Bo Kaspersen: 

"Civilsamfundet bliver kun et stærkt civilsamfund, når det har en stat, der understøtter det. Uanset energi, lyst og manpower, så bliver det aldrig bæredygtigt og langtidsholdbart, hvis ikke staten anerkender civilsamfundet og støtter det." 

Farvel til konkurrencestaten?
Så konkurrencestaten har altså groft sagt strammet skruen om vores velfærdssamfund i en sådan grad, at kommunerne har rakt hånden ud efter civilsamfundet for at få hjælp. Det har ført til nye måder at løse velfærds- og samfundsopgaver på. Men har meningsdannere, politikere og helt almindelige borgere efterhånden fået nok af konkurrencestaten og dens dogmer om kontrol, regulering og rammestyring? 

"Lad os sige det sådan her: Der foregår ting i øjeblikket, hvor der på den ene side er tendenser til, at konkurrencestaten kan udvikle sig og konsolideres. Omvendt er der en række andre tendenser, der vidner om, at den kan være på retræte," siger Lars Bo Kaspersen og zoomer til sidst ind på den trodsreaktion, der i høj grad driver civilsamfundet: 

LINK: Læs anmeldelse af bogen 'Reaktionens tid', der prøver at forudsige, hvad der bliver konkurrencestatens afløser.

"Konkurrencestaten har indirekte styrket civilsamfundet. Ikke fordi den har villet, men fordi folk bliver pissesure. Det civilsamfund, der i disse år vinder frem, savner, at der er højere til loftet. Det er eksempelvis dem, der driver en lukningstruet skole videre eller laver sangundervisning på det lokale plejehjem, fordi der ikke længere er råd til at lave aktiviteter for de ældre. De synes, at vi som samfund kan gøre det bedre, og det er deres drivkraft."