Civilsamfundets Videnscenter går live: Kom og hør, hvordan du laver den gode fondsansøgning

LIVE: Få de bedste staldtips direkte fra hestens mund, når tre fonde fortæller, hvordan du og din forening bedst kreerer den gode ansøgning. Nordea-fonden, Egmont Fonden og Bikubenfonden er på scenen ved premieren på Videnscentret Live 25. april.

Nordea-fonden, Egmont Fonden og Bikubenfonden er på scenen ved premieren på Videnscentret Live 25. april i Altingets gård ved Ny Kongensgade 10 i København.
Nordea-fonden, Egmont Fonden og Bikubenfonden er på scenen ved premieren på Videnscentret Live 25. april i Altingets gård ved Ny Kongensgade 10 i København.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Claus Nordahl

Hvordan sikrer du, at din ansøgning passer ind i fondenes strategi? Og hvordan skal du tolke det fokus, som fondene beskriver på deres hjemmeside?

Mange fondsansøgere kender følelsen af at jagte det bedste match. For ingen har lyst til at spilde uger eller måneder på en ansøgning, som bliver afvist. Og det er der heldigvis råd for, for de danske fonde sidder ikke i et elfenbenstårn. De ønsker tidlig dialog med ansøgere, og de vil gerne være sparringspartner på ansøgninger. Sådan lød det i hvert fald fra Nordea-fonden og Egmont Fonden i denne artikel.

Fejring af flere nye tiltag
Civilsamfundets Videnscenter har taget fondene på ordet og inviteret Nordea-fonden, Egmont Fonden og Bikubenfonden på scenen ved premieren på Videnscentret Live 25. april i Altingets gård ved Ny Kongensgade 10 i København.

“Vi ved, at fondsansøgninger volder store kvaler for mange organisationer på tværs af hele civilsamfundet. Samtidig giver det fondene udfordringer, når de får ufokuserede ansøgninger. Så vi kom frem til, at den gode ansøgning var et oplagt tema at skyde vores nye live-arrangementer i gang med,” siger redaktør for Altinget: civilsamfund Carsten Terp.

Videnscentret Live er det seneste skud på stammen i de gratis tilbud fra Civilsamfundets Videnscenter til organisationerne i den tredje sektor. Det skal supplere artikler, undervisningsmaterialer og forskningsdatabase med en fysisk dimension, hvor ansatte og frivillige i civilsamfundet kan møde op og få svar på de spørgsmål, der er presserende for netop dem.

Det fysiske møde skaber forandring
“Vi kan af gode grunde ikke rumme alle tænkelige spørgsmål i de artikler, vi laver − dels fordi vi mangler viden om de konkrete forhold, de enkelte organisationer arbejder under, og dels af pladshensyn. Med Videnscentret Live inviterer vi alle til at komme forbi og få de svar, de har brug for,” siger Carsten Terp.

Han tilføjer, at Videnscentret Live også er en god anledning til at mødes på kryds og tværs af de grænser, der gennemskærer civilsamfundet, og lære hinanden at kende.

“Det er jo tilfældighedernes spil, der gør, at man havner i en samtale, hvor man finder ud af, at man har nøjagtig de samme udfordringer som en person, man ikke kendte i forvejen, og at man faktisk kan lære af hinanden − eller måske endda tackle udfordringerne sammen. De tilfældigheder vil vi gerne sætte lidt i system,” siger Carsten Terp.

"Vi må ikke glemme hyggen"
Derfor er det ambitionen, at Videnscentret Live skal være et fast tilbagevendende socialt arrangement med fagligt indhold og masser af plads til at netværke.

“Vi tror fuldt og fast på, at vi kan øge den værdi, Civilsamfundets Videnscenter skaber, ved at kombinere vores aktiviteter på nettet med en fysisk dimension. Formålet med alt, hvad vi laver i videnscentret, er immervæk at styrke civilsamfundet,” siger Carsten Terp og tilføjer:

“Men det gør jo ikke noget, at det er lidt hyggeligt samtidig.”

Er du endnu ikke tilmeldt Civilsamfundets Videnscenters gratis nyhedsbrev, kan du gøre det her. Nyhedsbrevsmodtagere vil automatisk få en indbydelse til Videnscentret Live.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Terp Beck-Nilsson

Stifter, netmediet Impact Insider
journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole 1994)

0:000:00