Debat: Vores landsbyer vendte udviklingen med vrede

DEBAT: Vores lokalsamfund var truet, og alle talte om Udkantsdanmark. Med glødende indignation ændrede vi fortællingen, skriver Mols i Udvikling.

Af Eva Elsig og Sofie Saxtoft
Mols i Udvikling

Mols har på ganske få år vendt tendensen med faldende børnetal, fraflytning og tiltagende mat udkantsstemning til i dag at være et område i rivende udvikling med mange tilflyttere, et spirende kreativt og innovativt miljø og et stærkt lokalt fællesskab på tværs af områdets mange landsbyer.

Forklaringen på dette markante skift skal blandt andet findes i paraplyorganisationen Mols i Udvikling (MiU) – et lokalt og frivilligt initiativ, som samler lokale foreninger, institutioner og ildsjæle i den fælles indsats for at gøre Mols til et attraktivt sted at leve.

MiU engagerer i dag over 200 frivillige, som er engageret i cirka 25 undergrupper med hver sit relevante projekt.

Vi droppede offerattituden
MiU blev egentlig skabt på en trist baggrund. Omkring 2014 bugnede aviserne med overskrifter om et hensygnende Udkantsdanmark, hvor social og økonomisk armod dominerede, og tendensen syntes klar: Landområderne stod ikke til at redde – fremtiden ville ligge i de større byer.

I Syddjurs Kommune var man fra kommunalpolitisk hold overbevist om, at den urbaniseringstendens, som gennem længere tid havde præget samfundet, uundgåeligt ville få konsekvenser for Syddjurs – og dermed også for Mols. Det betød blandt andet, at tre børnehaver skulle samles til én børnehave, og man foreslog endvidere at flytte udskolingen på Molsskolen, så denne skulle varetages af større skoler i de lokale “storbyer”. Sat på spidsen var det reelt en afvikling af Mols og Helgenæs, der blev sat i værk.

Men lokalbefolkningen, skolen og børnehaverne ville det anderledes! Bestyrelsen for skole og børnehaver gik i tænkeboks, og sammen med andre frivillige kræfter tog vi fat på at udfordre den vanetænkning, der i stigende grad har indfundet sig i de kommunale forvaltninger.

Frem for offerattitude og apati valgte vi at tage kampen op og insistere på, at vi kunne vende udviklingen, hvis vi stod stod sammen og kæmpede. Der blev skrevet debatindlæg, klaget og indkaldt til borgermøder – ikke kun for at male fanden på væggen, men også for at mobilisere alle kræfter om en ny retning. Samtidig igangsatte vi en kampagne på blandt andet Facebook med positive fortællinger fra området. Denne bevægelse fik navnet Mols i Udvikling (MiU).

Vreden blev støttet af organisering
Den indignation, som startede MiU, blev katalysator for nytænkning og en fornyet fællesskabsfølelse i området, og hurtigt piblede forskelligartede initiativer og små selvbestaltede udvalg frem – alle med det formål at styrke og udvikle det gode liv på Mols. Børn, unge, voksne og ældre kastede sig over forskelligartede projekter, aktiviteter blev sat i gang, nye venskaber og arbejdsfællesskaber opstod.

Siden fik MiU støtte af blandt andre Realdania, DGI og Syddjurs Kommune via Landsbyklyngeprojektet, som hjalp os til at skabe en samlende og stærk organisation bag de mange ildsjæle. Landsbyklyngeprojektet blev en uvurderlig støtte, fordi det hjalp til at tøjle de mange græsrodsinitiativer og give en fælles retning. På den måde blev der skabt en stærk platform bestående af lige dele indignation og struktur.

Mange drømme er allerede blevet realiseret, for eksempel et vandrestisystem (Kløverstier), Fælleshaverne, som bringer børn, unge og gamle sammen om at dyrke jorden, strikkeklub, surfklub, bryggeri, naturklub for familier, der laver fælles aktiviteter i Nationalpark Mols Bjerge og meget, meget mere. Samtidig er der blevet arbejdet intenst på at synliggøre de mange tilbud og aktiviteter på Mols, så de kan være med til at tiltrække nye borgere til området.

"Ingen kan det hele, sammen kan vi (næsten) alt"
Men drømmen stopper ikke her. I skrivende stund arbejdes intenst med to større projekter, som skal løfte Mols endnu videre:

Det første går under arbejdstitlen Knudepunktet, og målet er et fælles hus, som forener mennesker på tværs af landsbyer, generationer og interesser. Et sted, hvor unge og gamle hænger ud, dyrker idræt, går i børnehave, mødes med strikkeklubben eller menighedsrådet, får et måltid mad og måske en kop kaffe med præsten, naboen eller den nyligt tilflyttede familie. Et knudepunkt, hvor vi kommer hinanden ved, og hvor lyst til at være sammen er fællesnævneren.

Projektet er ambitiøst, men målet er i sigte takket være et tæt samarbejde mellem MiU, Molsskolen og børnehaven, IF Mols (den lokale idrætsforening), Syddjurs Kommune, menighedsrådene, flere fonde og private aktører.

Det andet projekt kaldes Det Blå Torv og er et avanceret havnebad, som både skal gavne den lokale folkeskole, ungdomsskolen, vinterbaderne, søspejderne, bådelauget og de mange sommerturister i området.

Holdningen og selvforståelsen synes at være: Ingen kan det hele, sammen kan vi (næsten) alt.

Hvor brænder jeres egen flamme?
Set i bakspejlet kan man sige, at MiU’s succes har bestået af to komponenter: Indignation og organisation.

Uden organisationen ville vi langt fra have den fornødne styrke til at blive set som en relevant spiller i det politiske system, eller når de store fonde skal i tale. Og uden indignation ville MiU næppe være i stand til at mobilisere de mange frivillige til at bruge op til 30-40 timer om ugen på ulønnet arbejde.

Vi knokler, fordi vi brænder for at gøre Mols til et dynamisk og dejligt sted at leve for os selv, vores børn og vores naboer. Vi knokler, fordi vi oprigtigt mener, at vi kan noget helt særligt her på Mols, når vi står sammen.

Det betyder også, at man ikke blindt kan overføre MiU's organisation eller redskaber til andre små samfund landet over. Man kan ikke tilføre et hensygnende område en sjat Landsbyklynge-organisering eller sige: ”Gør som Mols,” og så blomster initiativet pludselig.

Ønsker man at bidrage til øget liv i landområderne, må man tage udgangspunkt dér, hvor der allerede brænder en ild. Dér, hvor lokale borgere allerede har noget vigtigt at kæmpe for – eller imod.

Først dér bliver struktur og en mere professionel organisering og kommunikation for alvor værdifuld. Og kun, hvis man også løbende og utrætteligt arbejder på at opnå et godt samspil mellem lokal, folkelig indignation på den ene side og organisation og struktur på den anden, bliver projektet bæredygtigt i længden.

Forrige artikel Debat: Appeller til egoisten - det redder fællesskabet Debat: Appeller til egoisten - det redder fællesskabet Næste artikel Debat: Drop konkurrencen – stå sammen! Debat: Drop konkurrencen – stå sammen!