Den globale krise vi ikke snakker om

Af Peter Christiansen
Sekretariatschef for Globalt Fokus

Listen er lang og tendensen stigende: Det er blevet farligere at kæmpe for menneskerettigheder og klimaet. I dag lever kun tre procent af jordens befolkning i åbne og frie samfund. De resterende 97 procent lever med en eller anden grad af repression og indskrænkning af civile rettigheder. I dag hører et aktivt og kritisk civilsamfund til undtagelsen, og vi befinder os således i en global krise, hvor almindelige borgere forhindres i aktivt at deltage i og præge deres samfund.

Efter 9/11 er nettet blevet strammet
Murens fald og Sovjetunionens kollaps medførte en tro på folkelige organisationer som bærende for social forandring. Millioner af NGO’er og bevægelser så derfor dagens lys og oplevede relativ stor gennemslagskraft og legitimitet i kølvandet på omvæltningerne i 1989. 

Men allerede efter 9/11 2001 begyndte man systematisk at indføre nationale restriktioner og begrænsninger i almindelige menneskers mulighed for at organisere sig. Og restriktionerne er kun blevet flere efter de folkelige oprør i Mellemøsten i 2011. I dag ser vi en global synkronisering af autoritære og nationalistiske strømninger rettet mod civilsamfundet.

Regeringer verden over er klar over, at deres borgere kan frigøre enorme mængder af folkelige kræfter, og via nye teknologiske platforme mobilisere tusinder eller millioner af borgere

Peter Christiansen
Sekretariatschef for Globalt Fokus

Regeringer verden over er klar over, at deres borgere kan frigøre enorme mængder af folkelige kræfter og via nye teknologiske platforme mobilisere tusinder eller millioner af borgere på politiske enkeltsager, som har potentiale til at destabilisere de enkelte lande. Det har vi set i Mellemøsten, i Gambia, i Thailand, i Spanien osv. Regeringerne har lært, at de folkelige kræfter kan bringe dem til fald eller grundlæggende sætte spørgsmålstegn ved deres legitimitet. Især fortællingen om, at ngo’erne er styret af internationale interesser og tjener andre formål end de ”nye” nationale narrativer, er en af de væsentligste drivkræfter i angrebene på civilsamfundet. Douglas Rutzen, CEO for International Center for Not-for-Profit Law (ICNL) kalder fænomenet ”Authoritarianism Goes Global”.

Fire karakteristika ved angrebet på civilsamfundet
Thomas Carothers fra Carnegie Endowment for International Peace nævner en række væsentlige karakteristika, der knytter an til angrebet på civilsamfundet:

1. Det er et globalt fænomen, og det er vidtrækkende i sin kerne. Begrænsede borgerlige friheder og rettigheder skal ses i sammenhæng med den stigende globale populisme og nationalisme.

2. Civilsamfundet er blevet mere politisk og engageret og har flyttet sig fra at levere services til aktivt at udfordre strukturelle årsager til fattigdom og eksklusion. Derfor ser vi et naturligt ”push back” fra de forskellige regeringer og magthavere.

3. Det stikker meget dybt – eksempelvis i Egypten – ”It goes to the very heart.” Tyrkiet er et andet eksempel, hvor det rammer mennesker, organisationer, communities, familier.

4. Det fortsætter – som politisk projekt i den nærmeste fremtid. De enkelte regeringer bruger stadig mere sofistikerede metoder til at ramme deres modstandere, og de er blevet immune over for kritik af deres handlinger. Det hjælper ikke længere at hænge dem ud i kritisk lys.

I Danmark er der også tendenser i den forkerte retning
Danmark er et af de lande der figurer som åbent og frit samfund. Vi nyder, i lighed med 25 andre lande, som tilsammen dækker tre procent af klodens befolkning, grundlæggende rettigheder og beskyttelse fra statens side. Men det er blevet bemærket, at også her ser vi tendenser i den forkerte retning. Tibet-protestanter forhindres i at udtrykke deres holdning, Kvinfo rammes, fordi de er for ”venstreorienterede”, enkelte politikere indikerer, at civilsamfundet ikke skal blande sig i politik, hvis de fortsat ønsker støtte, og organisationer som Venligboerne angribes for at være politiske.

Er det uhensigtsmæssige fejltagelser og ubetydelige angreb på civilsamfundet – eller er det en tendens mod mere systematisk og koordineret indsats i forhold til borgernes ret til at blande sig i den politiske debat?

Hvad bør vi gøre?
Der er lavet adskillige analyser og målinger af omfanget af dette globale angreb på almindelige borgere, men der er stadig få konkrete modstrategier, vi kan slå ind på for at dæmme op for angrebet.

Der er naturligvis fortsat brug for analyser – men især bør der være mere fokus, på hvilke modstrategier vi kan identificere.

Et vigtigt skridt er spørgsmålet om store utraditionelle alliancer, som inddrager virksomheder, hvor det især er vigtigt at støtte de virksomheder, som faktisk gør noget godt for menneskerettigheder.

Civilsamfundet skal også arbejde for at genvinde og konsolidere den grundlæggende tillid mellem organisationerne og borgerne. I de senere år er tilliden reduceret til de store etablerede organisationer, og det er helt afgørende, at denne tendens ændres.

Civilsamfundet skal skabe mere politisk indflydelse og sikre gode resultater og fortællinger om deres arbejde. Især koblingen til FN’s verdensmål vil være en central mulighed for impact-orienterede og alliance-baserede resultater, som vil gøre det vanskeligt efterfølgende at angribe civilsamfundet.

Endelig skal vi skabe nye rum for handling og mobilisering, teknologiske og fysiske rum, nye alliancer og nye metoder skal på dagsordenen. At bruge ironi og kreativ aktivisme er ofte undervurderede tiltag i kampen for rettigheder.

I Globalt Fokus vil vi fremover se på, hvilke praktiske tiltag, vi kan udvikle, som konsekvent og beslutsomt kan fungere som modsvar til kommende angreb på civilsamfundet.