En grønskolling vokset ud af 2014-revolutionen og et håndholdt orgie af frivillig handlekraft. Her er et øjebliksbillede af Ukraines civilsamfund

Spørger man bredt blandt dansk ngo’er, hvad de mest af alt ønsker sig, vil de fleste sige enten noget med flere frivillige eller stabile kilder til finansiering.

Stiller man samme spørgsmål til en ukrainsk ngo vil svaret med al sandsynlighed være, at det internationale samfund yder endnu mere militær støtte: Våben, Ammunition og udrustning direkte til de væbnede styrker eller via pengedonationer til det ukrainske militær.

Hvor vi i Danmark jævnligt fejrer 100+ års fødselsdage for en civilsamfundsorganisation, er en ngo i Ukraine med 10 år på bagen at betragte som en veteran.

Nu skal denne beretning på ingen måde være en ren historietime, men såvel den ukrainske republiks unge alder som endnu et årstal er nødvendige for at forstå og se det ukrainske civilsamfund i det rigtige lys:

Året 2014, hvor Majdan-revolutionen fik mobiliseret et hidtil uset antal civile ukrainere i protest mod først regeringens pro-russiske linje og efterfølgende voldelige nedslag mod fredelige demonstranter. Efterfølgende blev præsidenten afsat ved en stadig omdiskuteret afstemning.

For det ukrainske, nuværende civilsamfund er i høj grad vokset ud af netop den revolution. I Ukraine skal man registreres som ngo for at have en konto og søge funding. Og ifølge Ukraines pendant til Danmarks Statistik, fandtes der over 92.000 registrerede ngo’er i 2021. Formodningen er, at der er markant flere nu.

Civilsamfundet skabte revolutionen

Andrii Marushchak, 33, er programleder i det Ukrainsk-Danske Ungdomshus, som åbnede i forrige uge i Kyiv.

Før det arbejdede han syv år i en ngo for uddannelse af unge. Han er dermed selv et produkt af civilsamfundet på ryggen af 2014 med både personlig erfaring og et mere generelt syn på, hvordan revolutionen har prikket til ukrainernes bevidsthed. 

”Revolutionen fik folk til at indse, at befolkninger kan kæmpe og ændre strukturer. Revolutionen blev skabt af civilsamfundet, ud af respekt for menneskerettigheder og uafhængighed,” siger han.

Andrii Marushchak husker, at der var ’nogle internationale/internationalt finansierede ngo’er før revolutionen,’ men at der efterfølgende var en kraftig stigning i antallet af nye initiativer og organisationer.    

”En del af dem opstod som uformelle grupperinger, som demonstrerede på lovlig vis foran for eksempel præsidentpaladset. Det var demonstrationer imod illegal retsforfølgelse af aktivister, imod illegale fængslinger og en hel masse imod de russiskejede medier, som spredte had og fake news,” husker Andrii Marushchak.

Det allestedsnærværende militær

Udover demonstrationerne var han selv aktiv under og efter 2014-optøjerne.

”På det tidspunkt var hæren stadig meget korrumperet efter sovjettiden, så vi købte tøj til mine venner, som kæmpede. Nu er det bedre, og hæren har egne forsyninger, men det er stadig ikke nok,” fortæller han.

Derfor vil han også skyde på, at op mod 90 procent af de meget forskelligartede civilsamfundsorganisationer i Ukraine er helt eller delvist involveret i at støtte militæret. 

“Der er indsamlet virkelig store summer – senest er der købt en satellit med indsamlede penge. Der er stadig brug for alt – den ene dag er det pick-up-trucks, den næste dag er det droner og ammunitionsbælter. Og så er der selvfølgelig et stort antal organisationer, som beskæftiger sig med støtte til internt fordrevne. Nogle af dem får hjælp af internationale ngo’er, nogle gange findes der statslige programmer til at støtte uddannelse, børn og genopbygning, men der er ikke mange penge på budgettet til den slags – den største del går til de væbnede styrker,” siger Andrii Marushchak, som selv er engageret i civil støtte til militæret. 

Han påpeger, at selvom det ukrainske civilsamfund er i vækst på grund af de akutte og presserende behov og befolkningens store vilje til at bidrage på enhver tænkelig måde, trække de store flygtningestrømme også i den modsatte retning. 

”De store organisationer har ubesatte stillinger. En del af de aktive – både professionelle og frivillige -  er flygtet, nogle er indkaldt til hæren, mange er optaget af andre gøremål. Nogle fortsætter med at gøre noget fra andre lande, for eksempel ved at samle ind, ting eller penge, eller ved at arrangere demonstrationer i det land, de opholder sig i,” fortæller han.  

Mest tillid til privat og personlig velgørenhed

Mens der i hvert fald i Danmark har været en livlig debat om, hvordan den menige dansker bedst yder støtte til Ukraine via store hjælpeorganisationer eller mindre, private initiativer, er Andrii Marushchak ikke i tvivl:

”Jeg har mere tillid til små initiativer med direkte forbindelse til dem, der modtager hjælpen. Der har været en mistillid til store organisationer som Internationalt Røde Kors, og mindre organisationer er tættere på virkeligheden  og har tendens til at være hurtigere. Vi ved godt, at EU-landene er i gang med at rejse penge til genopbygning, og at nogle af de penge nødvendigvis må gå via store organisationer eller staten, men generelt stoler ukrainere mere på mindre, lokale aktører,” fastslår han. 

Lige så lidt tvivl er der om, hvad det ukrainske civilsamfund i skrivende stund har allermest brug for:

”For at civilsamfundet kan eksistere, har vi først og fremmest brug for våben og militærstøtte for at besejre fjenden. For der vil ikke være noget civilsamfund, hvis vi ikke vinder krigen. I næste række kommer behovet for at styrke kapaciteten hos de mange små initiativer – ikke kun med penge, men med metodik, viden og måske en form for mentorskab,” lyder det.

Andrii Marushchak opfordrer desuden danskerne til at holde fast i advocacy-arbejdet for at beholde den politiske bevågenhed på Ukraine og til selv at række ud og etablere kontakt til ukrainske ngo’er – enten direkte eller via ambassaden.

Borgmester, EU-fortaler og Ukraine-kender

Skal man finde en dansk ekspert i ukrainsk civilsamfund, er det måske ikke oplagt at starte sin søgen på Københavns Rådhus. Men det viser sig faktisk at være et udmærket sted at lede – for der sidder Jens-Kristian Lütken, som foruden sin post som beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns borgerrepræsentation også er landsformand i Europabevægelsen. Han har lige været på besøg i Ukraine. Ligesom han var på besøg der tre dage før den russiske invasion i 2022. 

Og havde det her været en udgave af den populære nyhedspodcast Genstart med Lütken som gæst, var han her blevet bedt om at introducere sig selv og svare på, hvorfor han egentlig er kvalificeret til at udtale sig om ukrainsk civilsamfund – ud over den viden, der kommer af et enkelt besøg. 

”Jeg har jo været formand for Silba, så jeg har rejst meget i regionen og var en del i Ukraine i 2014. Da oplevede jeg, hvordan civilsamfundet blomstrede op og drev den revolution. Civile grupper organiserede demonstrationer, oprydning, suppekøkkener til demonstranter, fabrikation af molotovcocktails og samlede penge ind i en spand. Jeg har rejst på Krim og i Donetsk og har haft meget kontakt til forskellige civile grupper, men tingene er meget sammenfaldende,” lyder den introduktion.

For udeforstående er Silba en organisation, der arbejder for demokratisk udvikling i Central- og Østeuropa, de tidligere Warszawa-pagt-lande. I dag arbejder Silba hovedsageligt i og med Rusland (den vestlige del og Kaliningrad), Hviderusland, Ukraine, Moldova, Aserbajdsjan, Armenien og Georgien.

Lütken har desuden været valgobservatør og er altså til daglig kommunalpolitiker. Og når han i citatet siger at ’tingene er meget sammenfaldende’ henviser han til, at han ved det nylige besøg mødtes med både organisationer og politikere.

Svært at skille kasketter og sektorer ad

Og når det set udefra kan være svært at hitte hoved og hale i, hvilke kasketter, der har siddet på både ham selv og dem, han har besøgt, er det meget sigende for hans indledende karakteristik af det ukrainske civilsamfund. 

”I Ukraine fungerer mange ting udelukkende i kraft af civilsamfundet. Civilsamfundet tager over der, hvor staten ikke rækker. Der er ikke nogen særlig stærk stat, der er ikke stor tillid til systemet, og skattegrundlaget er ikke stort. Det betyder, at mange politikere dels er aktive i civilsamfundet ved siden af, måske driver de en fond eller indsamling, og mange driver også en virksomhed, for de kan ikke leve af at være politikere,” beskriver han.

Og det står i skærende kontrast til den danske tradition for formelt organiserede foreninger og sammenslutninger. En tradition hvor vedtægter, generalforsamlinger, bestyrelser og nedskrevne referater er næsten lige så helligt som amen i den kirke, som i begge samfund historisk har været en stærk drivkraft i det civile, sociale arbejde.

”Civilsamfundet i Ukraine er ikke modnet som i Danmark. I Ukraine er tingene langt mere bundet op på enkeltpersoner, mere uformelt og det betyder også både mere ustabilt men også mere fleksibelt. Min oplevelse er, at organisationerne som regel ikke har et fast defineret formål, de gør bare det, der er brug for lige nu,” siger Jens-Kristian Lütken.

Således besøgte han selv organisationer, der henter biler i EU og UK til brug for militæret og en ngo, der arbejder med at distribuere hospitalsudstyr fra Vesten. Andre, nævner han, arbejder med genopbygning, hjælper internt fordrevne ved siden af den altoverskyggende opgave:

Hjælp til de væbnede styrker – både indsamling og distribution. Inden Jens-Kristian Lütken tog afsted, fik han en forespørgsel på en kasse med hjemmestrikkede sokker. Til soldater. 

”Staten har en minimumsbeholdning af udrustning og står for det tunge udstyr. Det er mest bløde ting, der kommer fra private. Men de frivillige får tingene til at ske – det er også en måde at undgå korruption. For dem, der modtager det, betyder det mindre hvor tingene kommer fra – det betyder noget, at de får det, de har brug for,” siger han.

Mere fidus til private initiativer 

Ud over sokkerne har Jens-Kristian Lütken også tidligere deltaget i den krydsbefrugtning mellem dansk og ukrainsk civilsamfund, som opstod umiddelbart efter invasionen. Som havde form af private indsamlinger af soveposer, tøj eller andet, transporteret direkte til den krigsramte befolkning, uden mellemkomst af store, etablerede organisationer.

”Jeg har ikke pakket biler, men jeg har givet ting og doneret penge. Den her krig er jo et eksistentielt spørgsmål – det er vores verdensorden der er truet, og det er ikke abstrakt som kampen mod terror. Det er derfor, jeg selv har haft et behov for at gøre noget, og så tror jeg de private har fået meget mere frem end de store, organiserede.”

Hvad bygger du den opfattelse på?

”Jeg tror det har noget med geografi at gøre. Og de store, professionelle strukturer bliver hurtigt meget bureaukratisk. Det har selvfølgelig også med mit liberale udgangspunkt at gøre; det personlige ansvar kan noget særligt. I stedet for at sige ’nogen må gøre noget’ har det en særlig værdi at se, man selv har gjort noget. 

Hvis alle deres egen private indsamling, så ville det jo – siger i hvert fald nogle af organisationerne – blive meget svært at kontrollere, at de rigtige ting kom de rigtige steder hen – altså til der hvor der er behov for dem. 

”Det er det jo også i dag, der er mange ting der ikke fungerer med den traditionelle udviklingsbistand – mange evalueringer er en skriveøvelse, hvor det gælder om at skrive sig frem til, at man har opnået  de resultater man sagde, da man søgte om pengene. Der vil altid ske fejl, når man er i en krisesituation.

Når man står personligt til ansvar for dem, man har modtaget soveposen af, gør det at man i højere grad sørger for, at den sovepose kommer det rigtige sted hen – fordi man kender dem. Hvis det er et stort system, kommer der mere afstand ind i det.”

gsb@altinget.dk