Et lille antal organisationer kæmper ufortrødent for hver deres umulige sag: Det kommer til at tage årtier

Nogle sager er så meget op ad bakke, at målet end ikke er i sigte. Men hvad er det egentlig, der driver atomkrafttilhængere og organisationer, som vil have lempet udlændingeloven, til at blive ved? Og hvad gør de for at få ændret holdningerne, når deres sag ligner en død sild?

Tv-meteorolog Henrik Voldborg, der selv var udenlandsk gift, stiftede organisationen Ægteskab Uden Grænser. Organisationen eksisterer fortsat og har - trods massiv politisk modstand - fortsat som ambition at få skrevet danskere med udenlandske ægtefæller ud af udlændingelovgivningen.<i> Arkivfoto</i>
Tv-meteorolog Henrik Voldborg, der selv var udenlandsk gift, stiftede organisationen Ægteskab Uden Grænser. Organisationen eksisterer fortsat og har - trods massiv politisk modstand - fortsat som ambition at få skrevet danskere med udenlandske ægtefæller ud af udlændingelovgivningen. ArkivfotoFoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Af Niels Bak Henriksen

Organisationen Reel Energi Oplysning (REO) har siden 1976 argumenteret for, at der skulle indføres kernekraft i Danmark.

Men det er ikke fordi, organisationen kan se tilbage på mange sejre. Efter en hed debat i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne besluttede den borgerlige regering i 1985, at der ikke skulle bygges atomkraftværker i Danmark. Siden er der blevet satset massivt på udbygning af vedvarende energi i stedet.

"Nogen vil sige, at toget er kørt for kernekraft i Danmark," lyder det ærligt fra næstformand Holger Skjerning, som har været med næsten fra begyndelsen. Men det får ham nu ikke til at give op.

"Hovedproblemet lige nu er at forklare, hvorfor sol og vind ikke kan levere stabil energi," siger han.

Dermed rammer han også lige ned i den måde, som REO har valgt at virke på gennem alle årene – nemlig ved at argumentere på så solidt et fagligt grundlag som muligt. Han har selv en baggrund som underviser i blandt andet energiformer og klimaforandringer ved først ingeniørakademiet og siden ved DTU, da de blev lagt sammen. Også mange af de andre medlemmer har en faglig baggrund.

I selve REOs navn ligger også, at tilhængerne dengang syntes, modstanderne af atomkraft manglede saglighed.

"OOA voksede, syntes vi, på et useriøst grundlag," siger han om Organisationen til Oplysning om Atomkraft, som modstandernes organisation hed, og som Reel Energi Oplysning blev stiftet som en direkte modpol til. Og lige her kan REO måske alligevel godt notere sig en sejr.

"De der kæmpe overdrivelser. Det er blevet mere sagligt. Der er ikke helt så meget skrækkampagne," siger han om dagens modstandere af atomkraft.

Saglige argumenter taber til ideologisk frygt.

Dilemmaet mellem saglige argumenter og følelser kan Olivia Scott tale med om. Hun er presseansvarlig i organisationen Ægteskab Uden Grænser (ÆUG), som arbejder for at få ændret reglerne for familiesammenføring for danskere med ægtefæller fra lande uden for EU.

"Vi kunne godt tænke os at få skrevet os selv og vores partnere ud af udlændingelovgivningen, selv om det er urealistisk," siger hun.

Organisationen gør som REO en del for at argumentere sagligt, og kan blandt andet dokumentere, at de tilrejsende ægtefæller er mere i beskæftigelse og mindre kriminelle end danskere generelt.

Men så er der det andet ben, og det er det ben, som er den helt store udfordring, og som kommer til at tage årtier, siger hun og henviser til den ideologiske frygt for Islam og immigranter fra Mellemøsten og Nordafrika, hvor en række partier fra Socialdemokratiet til Nye Borgerlige ikke ønsker flere tilkommere herfra. Og fejlagtigt blander eventuelle negative statistikker sammen med familiesammenføringsområdet.

Det personlige engagement driver

Ægteskab Uden Grænser blev stiftet af den kendte tv-meteorolog Henrik Voldborg, der selv var udenlandsk gift, for 26 år siden, fordi han så de stramninger, der begyndte at komme.

"Og så havde han på ingen måde regnet med, det ville gå så galt, som det gik," siger Olivia Scott om den lange række af stramninger, som siden har domineret politikken på området. 

Selv om den seneste revision af reglerne for ægtefællesammenføring i 2018 ændrede det forkætrede tilknytningskrav til en række integrationskrav til parret i stedet, så har det ikke gjort livet lettere for de dansk/udenlandske par.

Faktisk tvivler Olivia Scott på, det kommer til at ændre sig, før samfundet som helhed bliver mindre angst for det, som er anderledes. Alligevel klør organisationen på med friske videokampagner og offensiver i pressen.

Hun fortæller, at der løbende kommer folk til, efterhånden som nogle af de gamle brænder ud – eller giver op og rejser ud eller ligefrem bliver skilt på grund af presset. Organisationens medlemstal svinger men ligger omkring 3000 personer.

"Nogle af dem er folk, der ligesom mig selv bruger det som en form for selvterapi. For at føle at man på en eller anden måde gør noget," siger Olivia Scott, som er gift med en mand fra USA. Men samtidig er der for hende også et overordnet politisk engagement.

"En ting er, hvis vi har en personlig og privat historie og alt det lort, vi har været nødt til at gå igennem. En anden er, at vi jo har betalt skat som danske statsborgere," siger hun – både som statsborger, hvor hun synes hendes rettigheder bliver knægtet, og som skatteborger, hvor der bliver brugt en masse ressourcer på et kontrolsystem, som i sidste ende koster landet borgere, som er netto-bidragydere til samfundet.   

Når man synes man har ret

Hos Holger Skjerning er engagementet også intakt, om end han ikke længere rigtig tror på, han kommer til at se kernekraftværker i Danmark i sin egen levetid.

Faktisk var debatten så død, at den gamle modstanderorgansiation, OOA, erklærede sejr og nedlagde sig selv i 1990. Men det overvejede de aldrig rigtigt seriøst i REO.

"Den korte udgave er, at vi syntes, vi havde ret – og det er jo en kraftig motivation. Så vi var nogle få, der fortsatte," siger han.

Desuden kunne de mærke, at selv om sagen politisk var helt død, så var opbakningen det ikke.

"Der var en kreds omkring, der støttede. Og der var politikere, der var skabstilhængere. De gav os moralsk støtte," siger han og nævner prominente profiler, som dog ikke ønskede at erklære deres støtte offentligt.

Organisationen har i dag omkring 200 medlemmer. Det er kun en tiendedel af, hvad den havde, da debatten var på sit højeste omkring 1980, men medlemstallet er stabilt, og der kommer nye medlemmer til i omtrent samme takt som nogle af de ældre falder fra, heriblandt også en del studerende.

Tremileøen, Tjernobyl, Fukushima

Hos REO har debatten om atomkraft gennem årene været præget af de tre alvorlige ulykker, der har været på området. Især den første i 1979 på Tremileøen i USA, som ellers var den langt mindst alvorlige, prægede debatten meget. Det fik nu ikke organisationen til at gå i flyverskjul.

"Der gik vi i offensiven," siger Holger Skjerning og fortæller, at der blandt andet var hele sider i Politiken, hvor tilhængere og modstandere fik ordet. Tilhængerne argumenterede med, at sikkerhedssystemerne havde virket og holdt ulykken på et minimalt udslip. Modstanderne med, at ulykken viste, at det kunne gå galt. Under alle omstændigheder betød ulykken en nedgang i udbygningen af kernekraft internationalt og medvirkede til den danske beslutning om helt at sige nej.

Få år senere kom så den alvorlige ulykke i Tjernobyl.

"Den burde ikke have påvirket debatten i Vesten, for typen af kraftværk her var en helt anden, end dem i Vesten. Men det er svært at komme igennem med," siger Holger Skjerning. 

Og ulykken i Fukushima i Japan 2011, hvor en 14 meter høj tsunami slog alle sikkerhedssystemer ud af funktion, blev direkte brugt i den tyske argumentation for at afskaffe kernekraft. En reaktion, som Holger Skjerning kalder en overreaktion, fordi omstændighederne var så helt usædvanlige.

"Hovedpunktet i REOs arbejde er at rette andres misforståelser," siger han.

REO var faktisk også blandt de første, som tog problemerne med klimaforandringer og udledningen af drivhusgasser op, men først nu har det fået i hvert fald nogen på den politiske scene til at se mere positivt på kernekraft.

LA og Nye Borgerliges Pernille Vermund har meldt ud til fordel for kernekraft, og energiminister Lars Aagaard fra Moderaterne har erklæret, at han ikke er principiel modstander – men at det dog ikke er aktuelt i Danmark.

Så på den måde er de lige vidt, om end de kan notere sig, at i Sverige er debatten vendt. Og Holger Skjerning ville gerne blive bedre til at udnytte den åbning.

"Vi er for lidt udfarende. Vi er i forsvarsposition hele tiden. Og det er nok vores største fejl," siger han.

Strategiske valg og fravalg

I Ægteskab Uden Grænser har de erkendt, at de både er nødt til at være offensive, og at de ikke kan nøjes med at appellere med logiske argumenter. De overlever simpelt hen ikke mødet med muslimerne hos politikerne.

I stedet forsøger organisationen at sætte følelser og ansigter på konsekvenserne. Organisationen har ret god succes med at opfordre de familier, som henvender sig i deres rådgivning, til at tage kontakt til medierne. Samtidig bakkes de personlige historier op med undersøgelser om sygemeldinger, stress og depression, som er ekstremt hyppige i den her gruppe på grund af den usikkerhed, som loven tvinger folk til at leve i.

Og så taler de bevidst ind i det at være dansk og i de rettigheder, som de mener burde følge med et dansk statsborgerskab.

"Det er strategisk, at vi fokuserer på danskere, for så kan vi også appellere til andre danskere, som måske ellers er kritiske over for indvandring," siger hun og peger på, at en tysker, som flytter til Danmark med sin australske partner i dag er stillet bedre end en dansker på grund af EU-reglerne, som sikrer dem ret til at flytte til landet sammen og få permanent ophold uden yderligere krav efter fem år, hvis ellers de kan forsørge sig selv.

"Vi tager også fat i de partier, som vi ved, ikke vil lempe på reglerne. For eksempel Dansk Folkeparti, som fokuserer meget på det at være dansk," siger hun.

Det betyder også, at ÆUG helt bevidst forsøger at skille ægtefællesammenføring for danske statsborgere fra den øvrige debat om udlændingelovgivningen, som for eksempel indvandreres og flygtninges ret til familiesammenføring.

"For at sige det som det er, sympatiserer vi med alles ret til kærlighed. Men vi er ikke så blåøjede, at vi tror alle deler det," siger hun.

Den første lille sejr

Alligevel er det stadig meget nemmere at få Radikale Venstre til at tage telefonen og få dem til at stille spørgsmål til integrationsministeren end LA eller Nye Borgerlige. Ingen af de to sidste partier vendte tilbage, da ÆUG kontaktede alle partier før valget, og DF henviste bare kort til en artikel fra 2012 på deres hjemmeside. Artiklen handlede om familiesammenføringer generelt og adresserede ikke problemerne for danske statsborgere.

Alligevel ser Olivia Scott små tendenser til, at stemningen i samfundet måske er ved at forandre sig.

Sidste år kunne organisationen da også notere sig en mindre politisk succes, da den blev inddraget i det serviceeftersyn af udlændingeloven, som daværende integrationsminister Mathias Tesfaye tog initiativ til. Foreløbig er der dog ikke kommet andet ud af det end en tyk rapport. Den nye regering har endnu ikke meldt ud, hvad den vil stille op med konklusionerne, om noget.

Og selv hvis politikerne på en eller anden måde får strikket en løsning sammen, som lemper adgangen for ægtefæller fra for eksempel USA, men stadig stiller en masse forhindringer op for ægtefæller fra Mellemøsten eller Afrika, så er Ægteskab Uden Grænser langt fra i mål.

"Så føler jeg, vi har tabt. Jeg vil ikke mene, vi har vundet noget som helst," siger Olivia Scott. For hende er det ligegyldigt, hvilket land ægtefællen måtte komme fra. Det handler det om retten til som dansk statsborger at bo i Danmark med sin familie. Og om retten til frit valg af kærlighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00