Fondsverdenen bevæger sig – ansøgerne gør klogt i at følge med

KLUMME: Fondene fokuserer sådan nøje på at få mest effekt ud af hver krone. De overvejelser bør ansøgere af fondsmidler også gøre sig, skriver Birgitte Boesen. 

Jeg har tidligere slået til lyd for synspunktet, at også mindre fonde kan tage førertrøjen på og sætte en samfundsmæssig dagsorden. Også små og mellemstore fonde kan med deres relativt beskedne midler gøre en forskel ud over den enkelte uddeling. Sagt med andre ord: det er ikke nødvendigt at være stor for at være stærk.

Ved at styrke sin rolle som ambassadør og skabe løsninger i samspil med andre er også de mindre fonde med til at skabe værdi for samfundet på den lange bane. Prisen er, at man ændrer sit fokus fra de traditionelle uddelinger til en problemorienteret indsats i dialog med ’problemets’ interessenter.

Man udnytter så at sige multiplikatoreffekten og forstærker nytten af sine fondsmidler. Katalytisk filantropi kalder nogen det. Man kan også kalde det at komme et spadestik dybere eller et strategisk skridt længere, end enkeltstående donationer oftest vil kunne gøre det. I sin essens er det proaktiv filantropi.

Rynkede bryn hos ansøgere
Synspunktet har fået garvede projektansøgere til at rynke brynene. Bekymringen går på, at færre ”frie fondsmidler” vil gøre det endnu sværere at finde fondsfinansiering til projekter, der enten ikke kan fuldfinansieres på markedsvilkår eller gennem offentlige kasser.

Mange institutioner, organisationer og enkeltpersoner er dybt afhængige af fondsmidler, hvis de skal kunne sætte nye ideer og aktiviteter i verden. Så bekymringen er naturligvis helt reel.

Kan man nå mere gennem samarbejder?
Men fondsverden bevæger sig, og ansøgerne gør klogt i at bevæge sig med. Også i ansøgerkredse er der grund til refleksion over, om man udnytter sit potentiale tilstrækkeligt. Gør man den forskel, man gerne ville? Eller kunne man skabe større effekt og nå ud til flere ved at gå sammen med nogle af dem, som man ikke plejer at samarbejde med?

I den katalytiske arbejdsform ligger der masser af inspiration til, hvordan man skaber nye relationer og alliancer. Muligheden ligger i samspillet med andre, hvor man forstærker sin indsats. Her kan fondene være nøglen, hvis man agerer klogt.

Fondenes proaktive filantropi ligger ofte i rødderne. Et kig tilbage i fondenes historie viser, at rollen som ambassadør for en problemstilling ligger tæt på mange stifteres vilje og intentioner. De fleste fonde er i sin tid grundlagt ud fra stifters ønske om at bidrage til at løfte en samfundsmæssig udfordring.

Alliancer øger indsatsen
En præcision er nødvendig her. For ligesom fondene er forskellige, er ansøgerne det også. Med ovenstående tænker jeg især på de ”institutionelle ansøgere” forstået som de projektejere, der repræsenterer institutioner og organisationer eksempelvis inden for de tre vigtige indsatsområder: det sociale område, kunst & kultur samt forskning, undervisning & innovation. For dem er der stor værdi i den katalytiske arbejdsform.
”Hjem til alle alliancen” er et eksempel på, hvordan forskellige aktører tilsammen løfter en fælles problemstilling og forøger præstationen.

Helt konkret ønsker alliancen at gøre en fokuseret indsats for at reducere og forebygge unges hjemløshed, der er et stigende problem blandt unge mellem 18 og 29 år. Det sker i et samspil mellem organisationer som Ungdommens Røde Kors, professionshøjskolen Metropol, Falck, de hjemløses landsorganisation SAND, Kommunernes Landsforening, boligorganisationen KAB og en række små og store fonde.

Samarbejdet involverer derudover flere parter som for eksempel Psykiatrifonden, Arkitektforeningen og en række kommuner. Altså en bredt funderet alliance, initieret og drevet frem i fællesskab på basis af et fælles fundament, indsamlet viden og en erkendelse af, at for at ændre udviklingen må man stå sammen.
Initiativet ville aldrig have fået det omfang eller bredde, hvis der havde været tale om klassisk filantropi efter ansøgning. Men ved at løfte i fællesskab multiplicerer man effekten af den enkelte aktørs indsats.

Ansøgere med særlige behov
Naturligvis er samskabelse ikke svaret på alting. En særlig gruppe ansøgere er de ’individuelle projektejere”, der repræsenterer sig selv som enkeltpersoner eller en gruppe. Det kan for eksempel være skabende kunstnere, ildsjæle eller ad-hoc grupper, der søger støtte til at realisere deres projekt uden at have en institution eller organisation i ryggen.

De vil typisk have brug for fondsstøtte til enkeltværker eller enkeltprojekter, og for dem giver det ikke mening at tale om samskabelse, ambassadørroller eller langsigtet samfundsmæssig effekt. De har i bund og grund bare brug for, at der er nogen, som sender en check. Den slags projekter har bestemt også sin berettigelse.

Ikke enten/eller
Samtidig er det vigtigt at understrege, at fordi en fond begynder at arbejde mere katalytisk, betyder det ikke, at fonden ikke kan støtte projekter efter en traditionel ansøgning. Det er nemlig ikke et spørgsmål om enten/eller. Heller ikke hos Bevica Fonden, som før er blevet fremhævet som eksempel på en mindre fond, der har omlagt sin uddelingsstrategi og nu får mere effekt af sine uddelinger ved at gå mere katalytisk til værks.

Også Bevica er fortsat åben for ansøgninger på legater op til 50.000 kroner til mindre projekter, der kan give mennesker med bevægelseshandicap større selvstændighed og uafhængighed. Altså den målgruppe, som man kan kalde ”individuelle projektejere”.


Spil bolden, så andre får glæde af den
Den, der har serveretten, har også en forpligtelse til at få bolden godt i vej, så andre kan få glæde af spillet. Derfor investerer flere fonde også en del af deres midler i forundersøgelser og analyser, som kan være med til at kaste lys over en problemstilling, inden man går videre. Det sker i en erkendelse af, at de selv har brug for et faktuelt fundament at stå på. Akkurat som aktørerne bag ”Hjem til alle alliancen” gjorde, inden de satte det store initiativ i gang og involverede alle de interessenter, der er med til at løfte opgaven.

Viden skal ud at arbejde
Mange vil genkende ærgrelsen over, at man som deltager i et projektforløb drager nye erfaringer og får ny indsigt, men at denne viden diffunderer ud og bliver til små fritsvævende partikler, når projektet er afsluttet.

Derfor er det også mit bud, at ansøgere, som på forhånd har gjort sig overvejelser om, hvordan deres projekt kan være en del af en større løsning, bærer fremtiden i sig. I samskabelsen ligger der en unik mulighed for at skabe større effekt, end det er muligt at gøre hver for sig.

 

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Entreprenørformand: Sådan kan de sociale virksomheder styrkes Entreprenørformand: Sådan kan de sociale virksomheder styrkes Næste artikel Da brancheforeningen skaffede sine medlemmer 1,2 milliarder momskroner Da brancheforeningen skaffede sine medlemmer 1,2 milliarder momskroner