Fremtidsforsker: Nærhed, nærighed og ad hoc-frivillighed venter forude

“Vi har set en opblomstring i det spontane frivillige arbejde i nærområdet, og hele civilsamfundet har haft et fokus på det medmenneskelige. Man er stoppet op midt i krisen og har fundet ud af, at man er nødt til at hjælpe hinanden. Det er en tendens, som vi vil se endnu mere til i fremtiden.”

Pandemiens tre faser
For at forstå, hvordan krisen vil forme fremtiden, må vi først forstå, hvordan vi har reageret under krisen.

“Der er tre faser i sådan en pandemi og under store kriser generelt,” forklarer Marianne Levinsen.

“Den første fase er, når katastrofen indtræffer. Det gjorde den i marts, da det hele lukkede ned. På det tidspunkt var mange optagede af bare at overleve den nye virkelighed. Her så vi også rigtig mange, der ydede spontan hjælp til hinanden.“

Efter den første nedlukning blev krisen til hverdag. Dermed begyndte krisens anden fase, og det medførte en ny række problemer, forklarer Marianne Levinsen.

“Den følgende fase, konfliktfasen, kom, da vi begyndte at åbne op igen. Det er den, vi er i nu. Det var en meget sværere fase, for lige pludselig skulle vi have tingene til at fungere på længere sigt. Vi var endnu ikke ude af pandemien, og det har ført til en række konflikter.”

Konflikterne har også ramt civilsamfundet, der er blevet tvunget til at genopfinde sig selv midt i de mange restriktioner.

Et utal af fysiske indsatser er enten blevet lukket helt eller hensat til Zoom, Skype eller Teams, og det økonomiske grundlag er også blevet udfordret. Genbrugsbutikkerne er lukkede og facerne sendt hjem, og det har tvunget civilsamfundet til at tænke i nye baner.

Det kommer mange organisationer nok til at gøre en rum tid endnu, mener Marianne Levinsen. Krisens næste og sidste fase, den nye tid, kommer nemlig ikke til at være problemfri.

Fremtiden byder på udfordringer for civilsamfundet
Det skyldes først og fremmest, at der siden pandemiens begyndelse er blevet kanaliseret enorme summer ind i pandemi-bekæmpelsen, både i form af hjælpepakker og penge til sundhedsvæsenet. Det vil få konsekvenser, forudser Marianne Levinsen.

“Fremtiden bliver mere usikker, også i civilsamfundet. Der kommer til at være en økonomisk regning, der skal betales efter pandemien, og det kan også komme til at ramme mange organisationer i civilsamfundet. De kan eksempelvis blive ramt på deres tilskud,” forklarer hun og fortsætter:

“Jeg forestiller mig, at der vil være mindre tilbøjelighed til at give NGO'er og sociale organisationer tilskud eller sætte dem på finansloven.”

Det kan blive et problem i et NGO-landskab, hvor der i forvejen er kamp om pladsen.

“NGO-landskabet får endnu større udfordringer med at skabe deres egen platform nu, hvor vi må forvente at pengene bliver mindre. For der er rigtig meget konkurrence på det område, og der kommer hele tiden nye organisationer til,” forklarer fremtidsforskeren og uddyber sin pointe. 

“Der bliver flere og flere gode tilbud, flere og flere varianter at vælge imellem. Det er ligesom på forbrugsområdet. Der bliver en metaltræthed i befolkningen, for der er for mange valgmuligheder.”

Pandemien bliver en katalysator
Det måske lidt for brede udvalg af valgmuligheder kommer til at blive et sårbart punkt for civilsamfundet, fortæller Marianne Levinsen.

Det skyldes, at pandemien vil få de frivillige til at engagere sig på nye måder. 

“Vi kommer ikke tilbage til det, der var i februar 2020. Fordi den her pandemi varer så længe, så kommer den også til at have varig indflydelse på vores fritidsmønstre, vores arbejdsliv og vores familieliv. Folk bliver i stor stil tvunget til at overveje, om de vil leve deres liv på en anden måde, end de har gjort hidtil.”

“De beslutninger kan også udfordre organisationer i civilsamfundet. For pandemien giver momentum til oprydning. Med det mener jeg, at folk kommer til at lave en grovsortering i deres fritids- og arbejdsliv,” siger fremtidsforskeren.  

Under pandemien har der været en opblomstring af lokal ad hoc-frivillighed. Netop den type hjælp har flere organisationer berettet om under coronapandemien, heriblandt Dansk Røde Kors, der på kort tid udvidede deres hjælpenetværk signifikant.

Det nære bliver det vigtigste
Ad hoc-frivilligheden kommer også til at fylde i fremtiden, mener Marianne Levinsen, som forudser, at mere globalt orienterede initiativer kommer til at vige pladsen for de lokale initiativer.
 
“Globaliseringen kan godt være fremmedgørende. Det er den verdensomspændende pandemi et godt eksempel på. Derfor er der mange, der har brug for at se, at de gør en konkret forskel. Skal du bruge din tid på et projekt, der støtter kvinder i Nepal, eller skal du bruge den på at hjælpe de ældre i dit eget boligområde?” spørger fremtidsforskeren. Hun spår, at frivillige i stigende grad vil arbejde med noget, de har en personlig tilknytning til.

“Der er rigtig mange, som i stigende grad hellere vil engagere sig i noget, der er nært, og noget der er tæt på. Det har vi set under pandemien, og det er også der, vi vil se folk engagere sig i fremtiden.”

Stigningen i den nære frivillighed er ikke en helt ny tendens. Bevægelsen har været opadgående i et stykke tid, men den er blevet forstærket af pandemien, forklarer Marianne Levinsen.

“Det, vi har set rent sociologisk, er, at folk er mere optagede af deres venner, familie og det nære liv end tidligere. Krisen har måske gjort det endnu mere synligt, at det er vigtigt, at man også engagerer sig på den måde,” forklarer Marianne Levinsen og runder af:

“Det vigtigste bliver, at den frivillige kan se, at hun gør en forskel for sig selv eller sin nærmeste familie og venner.”