Gode overvejelser, inden du melder dig som frivillig

TJEKLISTE & ØVELSE: Hvis du overvejer at blive frivillig inden for sprogtilegnelse, er der nogle punkter, du skal overveje, før du begynder. Det er for eksempel en god idé, at du gør dig klart, hvad der motiverer dig – så er der større sandsynlighed for at finde et frivilligjob, der passer til dig, så du ikke bliver skuffet.  
 

Foto: Dansk Flygtningehjælp
Julie Hjerl Hansen

Hvis du vil yde støtte som frivillig inden for sprogtilegnelse, er det en god idé at overveje følgende:

✓ Har du tiden til et stabilt, længerevarende engagement? 
Hvis du gerne vil være frivillig, er den første forudsætning, at du har tid til det. Hvis du ikke er sikker på, at du kan deltage stabilt som frivillig i sprogtilegnelsen, så kig efter andre frivilligjob, hvor man kan forpligte sig for kortere tid. 

Inden for sprogtilegnelse er det som regel nødvendigt at opbygge en tillidsfuld relation, så der skabes et godt læringsmiljø. Hvis du ikke er stabil og er nødt til at aflyse aftaler med kort varsel, kan du blive en byrde og ikke en hjælp. 

✓ Har du gjort dig overvejelser om, hvad det indebærer at støtte flygtninge? 
Når man skal støtte flygtninge i at lære dansk, er det en god idé at overveje følgende: Fokuser først og fremmest på solidaritet og ikke på hjælp. Solidaritet er ensbetydende med respekt for flygtningenes evner, selvstændighed og værdighed. Solidaritet betyder, at man handler sammen med dem, efter deres ønske. 

Som frivillig i sprogtilegnelsen kan man tilbyde noget virkelig værdifuldt – man hjælper folk med at tilegne sig et nyt sprog. Det kan gøre en reel forskel i flygtningenes liv, men flygtningene oplever måske også vanskeligheder på andre områder. Det er forståeligt, at du gerne vil hjælpe – det er derfor, du er frivillig – men det er vigtigt at kende sine personlige grænser. 

Det gælder især, hvis man arbejder uden for en organisation og dermed har mindre faste rammer og støtte. Du kan ikke løse alle de problemer, som kursisterne har. 

✓ Har du overvejet din rolle som frivillig i forhold til integration af flygtninge? 
Støtte til at lære sproget i et nyt land er en fantastisk måde at hjælpe folk på til at få flere muligheder – de vil nemmere kunne lære folk at kende, få mere meningsfulde job og deltage på lige fod i samfundslivet. Integration er ikke en envejsproces, og som frivillig har du også mulighed for at lære flygtningene at kende og høre om deres liv.

Samtaler om vaner, værdier og traditioner kan skabe fælles forståelse. Husk at vise respekt for forskellige måder at leve på og forskellige værdisystemer. Din opgave er at sætte folk i stand til at leve det liv, de vælger – ikke at gøre dig til dommer over, hvordan de lever deres liv. 

✓ Har du overvejet de mange forskellige tilgange og måder, man kan lære sprog på? 
Folk, der selv har lært sprog, kan blive strålende frivillige. Du har måske viden om indlæringsprocessen og kan inspirere andre.

Det er dog værd at huske, at der er mange forskellige måder at lære sprog på, afhængigt af folks uddannelsesbaggrund, motivation og behov. Du er måske specielt god til at lære sprog. Hvad der har virket for dig, virker ikke nødvendigvis for andre. 

✓ Har du overvejet balancen mellem at vise interesse for kursisterne og respektere deres privatliv? 
At vise interesse for dem, du arbejder med, er et glimrende udgangspunkt for at støtte sprogtilegnelse. Dine lyttefærdigheder og spørgsmål vil hjælpe kursisterne med at forbedre deres talesprog.

Der er også en balance – respekter kursisternes privatliv og læg mærke til, om dine spørgsmål er velkomne. Hvis der er bestemte ting, kursisterne ikke bryder sig om at tale om, så vælg andre og mindre personlige samtaleemner.  

Kom videre til næste del i modul et her: Gode spørgsmål til det første møde med en frivilligkoordinator eller underviser

Eller vend tilbage til indholdsfortegnelsen her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00