Gode råd: Hjælp den sociale innovation på vej

Bliv bedre til at tage livtag med komplekse samfundsproblemer. Civilsamfundets Videnscenter har bedt Anders Folmer Buhelt fra Akademiet for Social Innovation og Anne-Mette Steinmeier fra Mobilize om gode råd til, hvordan du som leder tænker social innovation ind i din organisation.

Anders Folmer Buhelt fra Akademiet for Social Innovation og Anne-Mette Steinmeier fra Mobilize giver dig syv bud på, hvordan du som leder kan få mere social innovation ind i din organisation.
Anders Folmer Buhelt fra Akademiet for Social Innovation og Anne-Mette Steinmeier fra Mobilize giver dig syv bud på, hvordan du som leder kan få mere social innovation ind i din organisation.

1. Få den øverste ledelse ombord

Styringslogik fylder meget i direktionsgangene på mange store organisationer. Men vi bliver nødt til at sætte behovet for at styre lidt ud af spil, hvis vi skal finde løsninger, der ikke er der i dag.

Styringslogikken er baseret på, at man kan måle og veje sin indsats, og det er ofte en kosteffektiv måde at drive sin organisation på. Men ledelse af social innovation handler om at turde gå omveje for at finde uopdagede løsninger. I den proces er det på den korte bane ikke gavnligt at have et stift fokus på bundlinjen.

Du kan finde mere om Mandag Morgen og Operates masterclass om social innovation her.

2. Vær parat til at dele æren med andre

At lede ud af sin egen organisation og gennem netværk ind i andre organisationer kræver en mental omstilling hos den enkelte leder/organisation. For du skal dele æren og kreditten for det, du opnår, med andre.

Det kan for nogle kræve en omstilling, hvor man må pakke egen forfængelighed ned. Det handler om at finde ind til et tillidsfuldt samarbejde, hvor man har mere fokus på det overordnede formål og mindre blik på sit eget organisatoriske formål. Det kan være virkelig svært.

3. Skab nye fortællinger

Mange organisationer, der i forvejen arbejder med samfundsproblematikker, lever af den næste bevilling, det næste medlem eller den næste kunde. Derfor vil man gerne vise sine bidragsydere, at man gør en forskel.

Når man træder ind i nye samarbejder med andre organisationer, er det vigtigt at fortælle sin base hvorfor det nye, man gør, er vigtigt. Og hvorfor det er mere vigtigt at lykkes med missionen, end hvem der lykkes.

Find guide til social innovation her.

4. Nej, lederen har ikke alle svarene

Forlad grundtanken om, at ledere ved bedst. Forestil dig i stedet, at lederen er den, der stiller det rigtig gode spørgsmål og hjælper til, at dygtige ildsjæle hele tiden selv kommer på nye ideer og nye svar.

5. Afsæt penge i budgettet til at fejle

Er der rum i jeres budget til, at en mindre del øremærkes nye projekter, som I ikke på forhånd kender udfaldet af og hvor I er afslappet med, at de ikke nødvendigvis lykkedes første gang?

Det er det lange seje træk - der kan sammenlignes med en grundforskningstankegang - der i sidste ende kan resultere i revolutionerende nybrud som eksempelvis nye måder at lave vacciner på. Måske kan I gøre det sammen med andre?

6. Hav tålmodighed

Lykkedes jeres eksperiment ikke første gang, så prøv igen i nye konstellationer eller nye kontekster. Vi har som samfund meget lidt tålmodighed, når vi taler om social innovation.

Det gælder både i forhold til pengestrømme, organisering og det gælder den ledelsesmæssige opbakning. Men vi risikerer at smide gode ideer ud med badevandet, fordi vi ikke tager os tid til at evaluere og reflektere over, hvorfor det gik galt, og hvad vi kan skrue på, for at det lykkes næste gang.

7. Forstå dine samarbejdspartneres virkelighed

Når man bevæger sig ud af sin egen organisation for at udfylde et mellemrum mellem sektorer, så er det vigtigt at forstå dine partneres virkelighed. Hvad er det fonden vil her? Hvad er det interesseorganisationen vil? Og hvad med kommunen?

Man er nødt til at respektere, at vi går ind i samarbejdet med forskellige logikker. Men selvom vi har særskilte interesser, så kan vi sagtens samles om det, der er den store fælles interesse, og bruge krudtet på det. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Folmer Buhelt

Chef, Akademiet for Social Innovation
cand.jur. (Københavns Uni.)

0:000:00