Han udgiver digte til fordel for udsatte børn. Selv ville han ønske, han var blevet fjernet fra sit barndomshjem

I den komprimerede version var Jimmy Gørtz’ far en stærkt alkoholiseret jord- og betonarbejder. Flere arbejdsulykker og cocktailen af medicin, alkohol og kraniebrud gjorde ham ustabil og ekstremt voldelig over for både sine børn og hustruen, Jimmys mor. Hun forlod ham og sendte Jimmy og hans lillebror i pleje og senere på børnehjem.

Da moren efterfølgende fik tilkendt forældremyndigheden over de nu tre børn, kunne hun ikke overskue opgaven som alenemor for tre. Så hun afgav forældremyndigheden over Jimmy og hans bror til den voldelige far. Han hentede Jimmy og hans bror hjem til seks år med fysisk og psykisk mishandling.  

Da Altinget bragte fortællingen om Jimmy Gørtz’ barndom, havde han truffet en usædvanlig beslutning om at nedprioritere topjobs til fordel for 25 timers frivilligt arbejde om ugen. Det er syv år siden.

Nyfødt datter åbner hermetisk lukket dør

I dag har Jimmy Gørtz taget endnu flere skridt imod det, der for nogen kan lyde som en slags helbredelse. Efter det frivillige arbejde fulgte selvbiografien og nu digtene.

I et glasindpakket mødelokale i den nybyggede kontorbygning ved Dybbølsbro station hos Banedanmark, hvor han har arbejdet som sikkerhedsleder siden 2014, folder han de næste kapitler af fortællingen ud: Kapitlerne om digtene; hvordan de blev til, hvad de gør for ham, og hvad han håber, de kan gøre for andre.

Undfangelsen af Jimmy Gørtz første digt hænger nøje sammen med en anden undfangelse og fødsel: Fødslen af Jimmy Gørtz’ altoverstrålende øjesten, hans datter Vicky.

Når smerten kommer ud af kroppen og ned på papiret, så dør dæmonerne

Jimmy Gørtz
Forfatter, digter, foredragsholder, sikkerhedsleder

Da Vicky kommer til verden, beslutter Jimmy Gørtz at åbne op for et rum, han hele sit voksne liv har holdt tæt forseglet. 

For det, der er inde i det forseglede rum, slipper alligevel indimellem ud: Det holder ham vågen om natten. Det forstyrrer ham i hans tanker. I hans liv. Det liv, der har beriget ham med en vidunderlig hustru, Heidi, og nu datteren Vicky.

”De første 12 år af mit liv sammen med Heidi viser jeg ikke følelser - det betragter jeg som svaghed. Hvis jeg er ked af det, låser jeg mig inde i et rum og kommer først ud mange timer senere. Jeg bliver hjemsøgt af dæmoner, som bliver vakt til live af en lugt, et møde med et menneske eller en oplevelse,” fortæller han.

Det er for eksempel dæmonerne, der får ham til at afbryde filmen ’Bænken,’ fordi hovedpersonen minder for meget om hans far.  

”Da vi får Vicky i 1992, må jeg træffe en beslutning: Vil jeg leve som mig selv med de følelser, jeg har, eller vil jeg fortsætte bag den facade, jeg har bygget op? Jeg vælger, at jeg nok hellere må få forklaret Vicky, hvorfor hendes far er, som han er,” siger han.

Så om natten, lige efter datterens dramatiske fødsel, begynder han at skrive. Han skriver de første linjer på det, der bliver til 2400 siders dagbog. Den får Vicky i konfirmationsgave.

Når smerten kommer ud på papiret, så dør dæmonerne

En dag kommer Jimmy Gørtz’ mange tanker så ud i form af et digt. Siden flere. Men ingen ser dem.

Dels er Jimmy Gørtz vokset om med sin fars mantra om, at 'fodbold og digte er for bøsser'.

Og selvom han har opdaget, at Yates og Halfdan Rasmussen gør noget særligt ved ham, slår han desuden sig selv i hovedet med, at han jo aldrig vil nå dem til sokkeholderne, skulle han vove sig ud på digtergerningens tynde is. 

Under et terapiforløb har han forsøgt sig med forskellige kreative udtryksformer: tegning, maling, ting i ler. 

De professionelle skal lære og høre og forstå det, børn ikke siger

Jimmy Gørtz
Forfatter, digter, foredragsholder, sikkerhedsleder

Men det er ordene, der kommer til at betyde mest for ham.

”Det gav mig en legal måde at komme i kontakt med mine inderste følelser. Mange så mig som en stor, firkantet, maskulin klods. Indeni var jeg proppet med følelser,” siger Jimmy Gørtz.

Han er en høj, bred mand med øjne, der hviler koncentreret på samtalepartneren, og som får en til at lytte, når han taler. Det gør han. Meget.   

”Når smerten kommer ud af kroppen og ned på papiret, så dør dæmonerne. Det var en oplevelse af, at jeg kunne få mine følelser ud af kroppen. Det blev en lettelse,” siger han. 

Efter mere end ti års digtning i det skjulte, viser han sin kone det første digt. Uventet roser hun hans digtning så meget, at han lader et udpluk af digtene slippe med ind i sin biografi i 2019.

Gymnasielærere efterspørger digte

At Jimmy Gørtz overhovedet begynder at lege med tanken om at udgive flere digte er til dels på grund af biografien. 

I den var de alene tiltænkt en rolle som bittesmå sprækker ind til det allerdybeste og mørkeste lag af hans sind. 

Indtil nogle af de dansklærere, som efterfølgende har brugt bogen med succes i deres undervisning, begyndte at skrive til ham. Om de der digte mon var noget, han havde tænkt sig at udgive? For de kunne faktisk godt se for sig, at de også kunne bruges i undervisningen.

”Nahhhhh – det var lidt dybere, end jeg lige havde tænkt. ’Det synes, vi du skulle overveje,’ sagde de. Så var der sået et frø. Måske skulle jeg prøve. Jeg ville jo godt gøre noget andet. Give en del mere af mig selv,” fortæller han.

I hele min barndom håbede jeg, at min far ville dø, men ingen måtte få det at vide, hvis han gjorde – for jeg var bange for, at min bror og jeg ville blive skilt fra hinanden, hvis vi blev fjernet.

Jimmy Gørtz
Forfatter, digter, foredragsholder, sikkerhedsleder

Med god sparring fra sin bedre halvdel blev beslutningen at udgive digte i tre bind, dedikeret til de nærmeste: Hans hustru, datteren og barnebarnet Gabriel.

Det første, som netop er udkommet, er absolut det mest dystre bind.

For mens biografien folder en tragisk livshistorie ud, men med en lune der gør den udholdelig, er digtene direkte adgang til oceaner af følelser. Og de er ikke overtrukket med et lag af formildende håb eller munterhed.

Hans mor har for eksempel hele hans liv været genstand for en følelse af svigt. Følelsen blev grundlagt i en tidlig barndom fyldt med bebrejdelser, skam og skyld, og den kulminerede første gang den eftermiddag, Jimmy Gørtz husker så tydeligt:

”Min bror og jeg blev inviteret på køretur sammen med min mormor. Vi kørte afsted i Angliaen, vi holdt ind og mor og mormor fik kaffe og vi fik is. Så nåede vi frem til Klosterbanken i Slagelse. Min mor sagde, vi kunne løbe i forvejen. Inde i aulaen stod to voksne. Min mor afleverede vores lillesøster til en dame, og så sagde hun ’jeg skal nok komme og besøge jer tit.’ Så kunne jeg høre hendes fødder løbe. Så var vi på børnehjem, og ingen havde forberedt os på det.”

Men en ting var børnehjemsophold uden varsel.

Det største svigt, føler Jimmy Gørtz, var at hun overlod forældremyndigheden over ham og hans lillebror til den ekstremt voldelige far – den mand, hun selv var flygtet fra.

”Når man den dag i dag spørger hende om, hvorfor hun gjorde det, benægter hun ikke, men hun kan ikke svare på, hvorfor,” siger han.

De voksne skal lære at lytte til børns tavshed

Hvem håber du, læser dine digte?

”Først og fremmest skolelærere, socialrådgivere og andre voksne mennesker, som kan være i tvivl om, hvorvidt de ser og opfatter børn på den rigtige måde. Jeg har en standardsætning: De professionelle skal lære og høre og forstå det, børn ikke siger.”

Hvad håber du, det gør ved dem?

”Jeg håber, det lærer dem at lytte til børnene. Ved at opleve den smerte et barn kan bære rundt på, som det ikke giver udtryk for. Og hjælper dem med at give børn en tryg opvækst; det har de fortjent.”

Må det godt gøre ondt at læse?

”Ja, jeg håber det er med til at give en bevidsthed om den smerte, mange børn går rundt med i det skjulte.”

Jeg finder hele tiden en måde at skyde mig selv ned på. En måde at sige ’du skal kraftedeme ikke tro du er noget.’ Og det er jo min fars stemme, der siger det

Jimmy Gørtz
Forfatter, digter, foredragsholder, sikkerhedsleder

Du donerer dit overskud fra begge udgivelser til civilsamfundsorganisationer, som du tror, ville have gjort en forskel for dig og din bror som børn. Hvorfor donerer du til civile organisationer?

”Det er der, man som borger kan være med til at gøre en forskel og se, hvor meget glæde man kan give til børn. Da jeg var barn, var der ingen Hospitalsklovne – jeg var indlagt på et s… hospital alene sammen med gamle mænd i hvide morgenkåber og tøfler. Og der var ingen som Broen i Herlev - jeg måtte ikke gå til fodbold for min far, så jeg stjal penge til kontingentet og til at købe brugt fodboldtøj, som var umoderne, plettet og ikke passede i størrelsen." 

Organisationer og især myndigheder lider under det problem, at børn som du og din bror kan være svære at opdage. Hvad skal man gøre for at finde børn som jer?

”En af grundene til, at vi ikke blev ’opdaget’ var, at den socialrådgiver, som kom hjem til os, aldrig talte med os. Det var den samme i alle årene, men der kom brev om tilsyn tre uger i forvejen. Min far var altid så stanghamrende stiv, at han kunne ikke finde ud af det. Men jeg sørgede for, at når de kom, sad han og var nyvasket og havde studset skægget. Under hele besøget skulle vi blive på vores værelser, vi blev aldrig spurgt om noget, og der var ingen samarbejde mellem for eksempel skole og lægen."

Jimmy Gørtz fortæller om, da han bliver indlagt efter en omgang tærsk, og man er bekymret for, at han har fået boksesyndrom. Overlægen skriver, at der ikke er noget galt med hjernen, og at drengen må behandles med kodimagnyl.

"Men ingen gør noget – selvom brevet, som lægen har sendt, også må være sendt til familien, skolen og kommunen. Så mishandlingen fortsætter,” forklarer han.

Hvad var det, der gjorde, at du selv hjalp din far med at ’dække’ over, hvor skidt det stod til i jeres hjem?”

”Frygten for at blive adskilt fra min bror. I hele min barndom håbede jeg, at min far ville dø, men ingen måtte få det at vide, hvis han gjorde – for jeg var bange for, at min bror og jeg ville blive skilt fra hinanden, hvis vi blev fjernet.”

Hvis der havde været en af de organisationer, du selv støtter nu, der hvor du voksede op, hvad ville du ønske, de havde gjort?

”Jeg havde håbet, at en voksen i boligblokken, fodboldklubben havde kigget ind bag facaden og lyttet til alt det, jeg ikke sagde. Den bedste løsning ville have været, at vi var blevet fjernet fra det hjem. Og der er stadig mange, som bliver overset.”

Derfor passer det ødelagte menneske på sin bøddel

Da Jimmy Gørtz talte med Carsten Terp i 2015, var artiklens overskrift ’ Manden, der ville redde andre for at redde sig selv.’ Og artiklen slutter med en passage, hvor den mand reflekterer over, hvorfor han gør, som han gør, og især hvorfor det er så svært for ham at acceptere, at han selv har en værdi. I kraft af det, han er, og ikke kun fordi han gør en masse – for sig selv men især for andre.

Er du siden dengang blevet bedre til at acceptere, at du selv har en værdi?

”Altså jeg føler, at hvis jeg siger ja, er jeg det mest arrogante menneske på jorden… Der er sådan en stemme, der siger ’hvis jeg virkelig havde en værdi, så havde bøgerne solgt bedre, og så kunne jeg have hjulpet flere mennesker.' Jeg finder hele tiden en måde at skyde mig selv ned på. En måde at sige ’du skal kraftedeme ikke tro du er noget.’ Og det er jo min fars stemme, der siger det. Mange søde mennesker har i tidens løb sagt ’nu må du da have sluppet ham.’ Og det har jeg også. Men jeg finder stadig mere tilfredsstillelse i at gøre noget for andre end for mig selv.”

Så hvis du sagde, at du faktisk synes, du har en værdi, så ville du høre ham sige ’nu tror du nok du er noget?’

”Ja.”

OK. På den ene side må han ikke få ret – og på den anden side kan du jo være inderligt ligeglad – hvilke følelser er det, du har for ham?

”Jeg føler ikke en skid for min far. Intet overhovedet. Så mange ting er komplekse. For hvordan kan det være, at det ødelagte menneske passer på sin bøddel?”

Hvordan kan det være, tror du?

”Fordi jeg ikke vil være som ham. Jeg. Vil. Bare. Ikke. Være. Som ham. Han var usoigneret, gik ikke i bad – så jeg er sindssygt petitesseagtig med bad og renlighed. Til trods for at han mishandlede mig, passede jeg på ham indtil han døde. Fordi han var ondskabsfuld, behøvede jeg ikke være det samme over for ham. Jeg kræver ikke, du forstår mig… Og til dit spørgsmål fra før… jeg vil så gerne have lov at bade mig i at være god nok – og rigtig mange mennesker bekræfter mig, i mit liv og min dagligdag. Så jeg er nok blevet lidt bedre, siden Carsten spurgte mig. Men det er små, forsigtige skridt.”