Interessevaretagelse: Find de stærke cases og kom ud af starthullerne i tide

Med små ti års erfaring fra Christiansborg kender Simon Nyborg anatomien i politiske forhandlinger. Som politisk rådgiver i Enhedslisten har han set, hvordan der spontant kan opstå smuthuller, hvor en mærkesag fra civilsamfundet pludselig ender på forhandlingsbordet og bliver en del af armlægningen. 

Siden har han som ansvarlig for Mødrehjælpens politiske kommunikation arbejdet med interessevaretagelse fra den anden side af bordet. Han fortæller her, hvordan civilsamfundsorganisationer kan forbedre interessevaretagelsen. 

1: Jeg har en sag, jeg gerne vil fremme. Hvem skal jeg ringe til på Christiansborg? 

Partier og politikere er forskellige. Der findes ikke nogen gylden regel for, hvordan du griber din interessevaretagelse an. Men det er essentielt, at du kommer med brugbar viden fra dit område og også er konkret og operationel. Ellers spilder du både din og politikerens tid, forklarer Simon Nyborg: 

“Som ordfører kan man sagtens udfylde sin dag med at drikke kaffe med personer fra både civilsamfund og lobbyister fra erhvervslivet. Det er min erfaring, at den fornuftige og kloge folkevalgte sætter sig ind i sit område, får et blik på aktørerne, kender deres synspunkter og danner sig indtryk af, hvad de kan bidrage med."

"Det betyder også, at man som organisation skal være professionel og skarpe på sine budskaber, når man møder en ny ordfører eller minister. For det er første møde, der afgør, om man bliver en, politikeren også senere vil mødes med og prioritere sin tid på.” 

2: Hvorfor er det vigtigt at være den, der definerer problemet? 

Udvekslingen af problemer og mulige løsninger på et politikområde går begge veje. Når politikerne eksempelvis står overfor komplekse forhandlinger eller skal fordele flerårige bevillinger, er det naturligt, at man også vil række ud til civilsamfundet. Det er en god position at være i, når man arbejder for sin sag, forklarer Simon Nyborg: 

“Når der skal laves større aftaler, så vil man som politiker gerne mødes med dem, der har førstehåndserfaring. Den position som ekspert er ekstrem vigtig og betydningsfuld. For når man er dem, der definerer på problemet, er det også nærliggende, at man kan pege på løsninger og få indflydelse. Det er uanset, hvilket politisk område man sidder med,” siger Simon Nyborg.

3: Hvad kan politikerne bruge i et forhandlingsforløb?

I et langstrakt forhandlingsforløb vil politikere gerne pleje kontakter til interessenter. Det er der især to grunde til.Den første grund handler om taktik i forhandlingslokalet: 

“I et forhandlingsforløb, vil man altid gerne have stærke cases og eksempler. Hvis man kan pege på en paragraf, der spænder ben for en målgruppe i forhandlingerne, så vil den viden være i høj kurs i et forhandlingslokale. Gode argumenter eller noget, der potentielt kan blive en historie i pressen, kan flytte holdninger inde i et forhandlingslokale. Så de stærke cases og konkrete eksempler fra eksempelvis civilsamfundet har en stor værdi for politikere.”

Den anden grund handler om rygdækning: 

“Hvis man ved, at man har en kompleks problemstilling, hvor man ikke kan gøre alle glade, kan det være en idé at vejre stemningen i “baglandet”. Det kan være nyttigt at tjekke ind hos de store organisationer for at høre: hvor sure eller glade bliver I for denne her løsning? For politikerne ved godt, at det også er de toneangivende organisationer, der bagefter bliver ringet op af pressen for at give tommelfinger op eller ned.” 

4: Hvordan rammer jeg plet med mine budskaber? 

Simon Nyborg er flere gange gået fra kaffeaftaler med lobbyister og interessevaretagere, der har været ren spild af tid. Det sker, når forberedelserne fra interessenters side er mangelfulde, eller hvis lobbyisten ikke har sat sig ind i, hvordan partiets politik kan forenes med den sag, der tales for.

“Jeg ville som forberedelse til et møde spørge: Hvor er I henne i processen nu? Og hvad har I brug for? Det er klart en udbredt opfattelse på Christiansborg, at også civilsamfundet kommer for sent med tingene i forhandlinger. Toget er kørt. De store ting er faldet på plads,” siger Simon Nyborg.   

“Derudover vil jeg anbefale, at man bruger krudt på at forstå partiernes forskellige positioner inde i forhandlingslokalet. Hvad er det for knaster, de sidder med? Det kan derfor være en idé at opbygge relationer til nogen, der vil fortælle ærligt, hvordan det går i forhandlingerne. Hvis man har dén politiske forståelse, kan man nemmere komme med brugbare og kvalificerede input, som både gavner din sag og som måske også bliver det, der får det hele til at falde i hak.”

5: Er alliancer vigtige eller fordærver for mange kokke budskabet?

At være flere aktører bag en sag har sine åbenlyse fordele: Man taler med en større gennemslagskraft, der kan være svær for magthavere at overhøre. Men især på socialområdet hænder det også at alliancerne og netværkene bliver for brede. At det man vil sige, bliver for pænt og ufarligt, advarer Simon Nyborg:   

“Nogle gange kan alliancer være magtfuldt. Men det er ikke en naturlov, at man får pondus af at være mange. For tit går skarphed i budskaber tabt, når der skal være konsensus. Det kan ende med meget afpudsede budskaber, hvor indholdet bliver for forudsigeligt, kedeligt og tandløst.”

“Jeg er skeptisk overfor, at man bruge alt for meget tid med dem, man nærmest er enig med. Der er eksempelvis langt mere ramasjang i det, når Landbrug & Fødevare går sammen med Danmarks Naturfredningsforening og kommer med løsningsforslag. Hvis man kan finde nogle overraskende alliancer, så er det både gode historier i pressen, men det kan også samle politikere fra forskellige fløje om en løsning.”