Kampen for opholdstilladelse, kærligheden til 'et dødeligt land' og retten til at tale frit - unge med flugterfaringer har fået selvtillid til at udtrykke sig

Deltagerne på DFUNK’s Udtalt-projekt lagde deres tykkeste hjerteblod frem ved lanceringen af projektets evaluering. De har både lært at udtrykke sig, så det brænder igennem, og fået selvtilliden til at gøre det for et publikum eller til offentligheden.

Eyman Tizini fortæller forsamlingen om, hvordan hendes drøm om psykologistudiet brast med en afgørelse fra Udlændingestyrelsen - og om hvordan en ny om at blive socialrådgiver er blevet næret, samtidig med hendes evner og tiltro til at ytre sig og stå frem. 
Eyman Tizini fortæller forsamlingen om, hvordan hendes drøm om psykologistudiet brast med en afgørelse fra Udlændingestyrelsen - og om hvordan en ny om at blive socialrådgiver er blevet næret, samtidig med hendes evner og tiltro til at ytre sig og stå frem. Foto: DFUNK

Af Niels Bak Henriksen

Eyman Tizini knoklede som teenager for at få karaktererne, der skulle til, for at forfølge drømmen om at læse psykologi. For så at se det hele synke i grus den dag, hun skulle søge optagelse på gymnasiet.

Udlændingestyrelsen skød drømmen i sænk med en afgørelse om at sende familien tilbage til ’det dødelige land,’ som hun kalder Syrien.

Eyman Tizini, Rolin Ali og Zuhal Khosrawi er deltagere fra hvert sit hold på DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdoms meningsdannerskole. Hver for sig gav de deres eksempler på, hvordan de formidler deres oplevelser med at være ung med flygtningebaggrund i Danmark til et event, hvor evalueringen af projektet Udtalt blev præsenteret.

Publikum - mestendels organisationsfolk - lyttede interesseret til indlæggene om projektets opbygning og de målbare resultater. Men da Rolin, Zuhal og Eyman tog mikrofonen, ramte det helt anderledes i mellemgulvet.

Rolin Ali fra det første hold kom med sin grundlovstale fra 2021, hvor hun fortalte om at have det danske og det kurdiske flag hængende side om side i stuen – samtidig med hun frygter for ikke at få forlænget sin midlertidige opholdstilladelse.

”I Danmark har jeg hjemme,” gentog hun besværgende i talens slutning. Og for at ramme den frygt ind læste hun også et digt op, hun har skrevet – om det forår i 2011, hvor hendes barndom sluttede.

Zuhal Khosrawi kom til Danmark fra Afghanistan som barn. Hun viste sin film om de håb, hun har for sin datters liv i Danmark.

”Den her film kommer fra mit hjerte, for jeg er blevet opmærksom på en masse udfordringer, man får, også efter man har fået opholdstilladelse og har fået statsborgerskab. Jeg er selv blevet forælder og har fået en masse tanker om det at høre hjemme,” fortalte hun.

Og fra det hold, som afslutter sit forløb i næste måned, fortalte Eyman Tizini sin historie. ’Det dødelige land’, Syrien, er et land, som hun elsker, men som ikke kan rumme hendes drømme.

”I dag står jeg her, og i det mindste har jeg lært noget. Jeg har lært at holde fast i drømmen og ikke være bange. For jeg tror på, at hvis man holder fast i drømmen, så holder man også fast i sine værdier,” sagde hun med tydeligt bevæget stemme til en dødstille forsamling.

Mange budskaber og viden om, hvor svært det er at få ophold

Efter eventet sætter hun flere ord på, hvad det er, hun har lært på forløbet, som ud over fire intense weekender også har indeholdt løbende opfølgning.

”Når jeg taler med nogen, ved jeg, hvordan jeg skal spille i andres hjerne på en måde,” siger hun, og fortæller at det fra starten var formålet med at søge projektet.

”Jeg havde hørt fra venner, at man lærer at tale med folk,” siger hun.

Ud over en tale er hun også ved at lave en film til sit afsluttende produkt, hvor hun har filmet scener fra sin hverdag og selv er blevet filmet.

”Med en voice over, hvor jeg taler om opholdstilladelse. Hvordan det fungerer i unges hoveder,” siger hun. Målet er at gøre andre opmærksomme på, hvor svært det er.

For hende selv løste det sig faktisk for to måneder siden, hvor hun fik permanent opholdstilladelse.

For unge mellem 18 og 19 kan studier træde i stedet for kravet om fire års arbejde, hvis de ellers har været kontinuerligt i uddannelse siden folkeskolen. Men mange unge ved bare ikke, at de skal søge på det tidspunkt, så også dér har hun et budskab, hun vil ud med.

Hun nævner også sin veninde, der har opgivet at studere for i stedet at samle arbejde nok sammen til at kunne søge. Og hendes forældre er også stadig på midlertidig opholdstilladelse og har dermed også en mulig hjemsendelse hængende over hovedet.

Ud over at fortælle om sin situation som ung med flygtningebaggrund og det pres, udlændingelovens regler lægger ned over de unge, håber Eyman, at forløbet hos DFUNK kan styrke hendes ansøgning, når hun til vinter er færdig med sin HF og vil søge ind som socialrådgiver.

Støttende fællesskab giver selvtillid

Zuhal Khosrawi hæfter sig især ved den selvtillid, hun har fået ud af forløbet oven i de konkrete redskaber. Hun er færdig med en kandidat i statskundskab, og har også tidligere deltaget i Politikens Kritikerskole, som underviser i nogle af de samme ting.

Selv om hun også fik meget ud af det, var der også stor forskel. For Kritikerskolen havde et meget konkurrencepræget miljø, hvor det handlede meget om at være den bedste til for eksempel at debattere, og hun følte ofte, at hun kom til kort over for nogle af de andre, som kom med en masse ressourcer hjemmefra.

”Her er det et meget mere støttende fællesskab. Jeg lærte også en del, men her fik jeg selvtillid. Selvtillid til at stå og snakke foran en forsamling. Stå og snakke over for fagfolk og journalister,” siger hun.

Hun fremhæver også vigtigheden af, at projektet ikke slipper deltagerne, når deres hold er færdigt, men at man stadig kan kontakte undervisere og psykologer, ligesom deltagerne også bliver tilknyttet DFUNK’s fortællernetværk, hvor de kommer ud og bruger deres evner og redskaber.

Og så har fællesskabet med de andre på holdet også lært hende noget helt andet – nemlig en større forståelse for hendes forældre og den situation, de stod i, da de som nyankomne måtte kæmpe for opholdstilladelse og en plads på arbejdsmarkedet.

”Den forståelse for mine forældre tændte en gnist i mig, hvor jeg kan låne dem en stemme, som de i hvert fald ikke selv har haft,” siger hun.

At udtale sig frit som sig selv

Mens Eyman Tizini fik anbefalet projektet fra venner, som har gået på tidligere hold, gik Rolin Ali på det første hold og anede intet om projektet, før hun blev opfordret til at søge. Hun havde en kort tid været frivillig i DFUNK’s afdeling i Holbæk, og de rakte ud til hende.

”Da jeg hørte om det med at udtale sig frit, da var der sådan en ringen i hovedet,” siger hun.

For i det Syrien, hun kom fra, kan man netop ikke udtale sig frit. På grund af sproget oplevede hun desuden selv, at hun var blevet meget mere tilbageholdende end før. Nu ville hun ud og bruge sin stemme.

”Man kan være sig selv både som kvinde og som kurder,” siger hun om det, hun gerne vil udtrykke.

Et af de steder, hvor deltagerne har været med, er Ungdommens Folkemøde. Og det var ren optur.

”Jeg var virkelig stolt, og det var virkeligt stort. Et stort ansvar, men på en god måde,” siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00