Lær af DGI: Coronavirus kalder på tydeligt lederskab og kommunikation

Fortalt til Mette Dahlgaard

Det bliver klart for mig, at coronavirus potentielt vil forstyrre vores hverdag her i Danmark, da sygdommen i slutningen af februar rammer Norditalien. Medierne begynder at fortælle om mange smittede i Italien, og det bliver tydeligt, at virussen ikke længere er noget “helt ude i Kina”. I DGI taler vi også om, at det er rykket tættere på, men det bliver på niveauet folkelig samtale. Vi tænker slet ikke i beredskab i forhold til vores kerneaktiviteter. 

Den store opvågning sker, da vi fredag 6. marts om morgenen hører, at statsministeren indkalder til pressemøde klokken 11.30 samme dag. Kort efter får vi også en invitation til orientering i Kulturministeriet efter pressemødet. Når det rykker fra at være sundhedsministeren, der giver orienteringer om sygdommen, til at statsministeren nu står i front, så ved man, at truslen fra coronavirus skalerer op. Invitationen til mødet i Kulturministeriet betyder, at vi jo også bliver klar over, at vores område bliver berørt. 

Vi er ikke selv en myndighed, men som formidlings- og handlingsaktør i DGI’s størrelse hviler der et særligt ansvar på vores skuldre. Vi har en stærk rolle i at være “oversætter”. Vi skal bidrage til, at vores landsdelsforeninger og derunder idrætsforeninger forstår budskaberne fra politikerne. Men kommunikationen er dobbeltsidig. Vi skal også lytte til de bekymringer og tilbagemeldinger, vi får fra foreninger, og oversætte dem videre op i systemet. Det er den formidlende handlingsrolle, vi prøver at tune os ind på, inden pressemødet begynder klokken 11.30 i Statsministeriet. 

Fredag morgen 6. marts 
Vi får hurtigt sat et beredskab, der kommer til at bestå af vores fungerende administrerende direktør, Troels Rasmussen, mig som formand, vores pressechef Majbritt Andersen og vores chef for politik og presse Rasmus Larsen Lindblom. Vi fire etablerer os som et fremskudt headquarter (HQ), og vi får skabt kontakt til hinanden, selvom vi ikke er sammen fysisk. Jeg er i mit hjem på Islands Brygge, Rasmus er i DGI Storkøbenhavn, mens Majbritt og Troels befinder sig på vores landskontor i Vingsted tæt på Vejle.

Bag os har vi hver nogle gode folk at trække på. Jeg har min næstformand, som jeg vender mange ting med. Maibritt og Rasmus har journalister og sparringspartnere i deres bagland, og vi har et ledelsessekretariat, der hjælper med at få indkaldt til møder, sendt mails rundt og i det hele taget sætte ting i system. Alt det bliver etableret fredag formiddag. 

Alle kriser er forskellige, og vi har ikke en manual, som man trækker ud af skuffen, når vi taler om kriser i den her skala. Så vi begynder at lægge scenarier for, hvem vi skal have kaldt sammen, og hvordan vi kommunikerer ud i organisationen. 

Som en del af den plan varsler vi allerede vores 14 landsdelsdirektører om, at vi vil orientere dem senere på eftermiddagen. Det er dem, der har det operationelle ansvar tæt på vores knap 6.500 foreninger rundtom i landet. Vores landsdelskontorer får besked om, at de skal være klar til at handle og kommunikere. Det her er en særlig fredag, og direktørerne skal være til at få fat på. Jeg indkalder også det politiske bagland – altså min hovedbestyrelse og formændene for de her 14 landsdelsforeninger – til virtuelt møde, så de er klar til at få en orientering senere på dagen. 

Vi er som organisation vant til at kommunikere på mail og holde møder via Skype. Der drager vi en lille fordel af, at vi i forvejen er en organisation, der er spredt over hele landet. Det er også de platforme, vi kommer til at bruge senere, og som vi nu – som situationen ser ud herhjemme – kommer til at bruge endnu mere i den nærmeste fremtid. 

Kl. 10.30: På vej til Aalborg
Mens vi sætter alt det her forarbejde i søen fredag formiddag, gør jeg mig også klar til at skulle med flyveren til Aalborg. Vores formand for DGI Nordjylland holder reception, fordi han stopper. Jeg går fra mit hjem over til metroen, og halvvejs bliver jeg ramt af en form for intuition. Er det her det rigtige? 

På den ene side tænker jeg, hvor alvorligt er det lige? Selvfølgelig kan jeg tage til Aalborg og holde min tale for en formand, der har gjort en kæmpe indsats. Jeg ved, at Palle Fogh har glædet sig til, at jeg og min næstformand, Nels Petersen, skal komme. Det er en aftale, jeg har haft i kalenderen længe, og jeg har den der pligtfølelse i mig. Omvendt føler jeg også, at der er mange tegn på, at jeg skal sørge for at være fleksibel og tilgængelig. Det kan man ikke være, hvis man er i en flyver eller på vej i en taxi. 

Tvivlen nager på vej til metroen, mens jeg går der i mit pæne tøj og nærmest har talenoterne i hånden. Så på vejen ringer jeg til Nels, der allerede er i lufthavnen, og siger til ham: ‘Det er da lidt et dilemma, Nels. Hvad tænker du?’ Nels er en gammel rotte i faget, også hvad angår krisehåndtering, og vi vender det kort. Han ender med at sige: ‘Jeg kan høre, at du skal blive hjemme, Charlotte’. Vi aftaler, at han overtager de forpligtelser, jeg har i Aalborg, og han forbereder en tale til Palle. 

Kl. 11.30: Statsministeren holder pressemøde
Jeg går hjem, låser mig ind, og så står jeg foran fjernsynet, da statsministeren går på. For når noget er vigtigt, så står jeg op. Statsministeren fortæller, at smitten breder sig hastigt, og nye tiltag er nødvendige. Derfor anbefaler regeringen, at man udskyder eller aflyser arrangementer med flere end 1.000 personer. 

Der, mens statsministeren taler, står de store gymnastikopvisninger, som kører i marts måned over hele landet, forrest på pandelapperne hos mig. Jeg tænker, ‘hold da op mand, nu kommer vi til at lave rigtig mange aflysninger’. De første gymnastikopvisninger begynder jo allerede samme eftermiddag. 

Mens pressemødet er i gang, får jeg de første beskeder og opringninger. Det tikker også ind med spørgsmål fra folk i baglandet, der spørger: ‘hey, hvad gør vi her?’ De har lokaljournalister i røret, som de gerne vil give et svar. Jeg oplever et spørgsmålstræf der i min stue: ‘Hvad gør vi? Hvad siger vi? Hvordan melder vi ud? Og i hvilken rækkefølge?’ Det står super tydeligt for mig, at vi står foran en kæmpe kommunikationsopgave. For det handler ikke kun om de arrangementer, DGI selv er afsender og arrangør af. Mange lokalforeninger har også planlagt stævner, og der er opvisninger på efterskoler, der sagtens kan have i retning af 1.000 deltagere. 

Til de journalister, der ringer, siger jeg, at det er klokkeklart, at vi skal aflyse der, hvor vi samler mere end 1.000 personer. Jeg siger også, at vi kommer til at aflyse mange af de gymnastikopvisninger, der starter lige om lidt. Jeg prøver at være tydelig, vel vidende at vi ikke har en pressemeddelelse ude endnu. Faktisk har jeg ikke konsulteret ordlyden af det, jeg siger, med så mange andre end mig selv, men jeg er ikke i tvivl. Anbefalingerne kommer vi til at følge. 

Kl. 12: De første aflysninger 
Det ligger helt klart i underbevidstheden hos mig, at DGI er en organisation med kæmpe samfundssind, og det er en stor del af vores dna. Vi tager et ansvar for at passe på hinanden. Selvfølgelig gør vi det. Så når jeg melder så klart ud, er det, fordi jeg ikke er i tvivl om, at jeg har stor forståelse og opbakning i min organisation for at handle rigtigt her. Jeg når også at tænke på, at i idrætten er folk jo tæt på hinanden. Både når vi løfter hinanden rundt i salto eller står på tilskuerpladserne og ser opvisninger. Selvom mange har glædet sig til at mødes i hallen og vise, hvad man har arbejdet på hele sæsonen, så er bekæmpelsen af sygdommen større end os og noget, vi sammen skal handle på bedst og hurtigt. 

Her kan du læse den første pressemeddelelse, som DGI sender ud mindre end en time efter, statsministerens pressemøde er slut.

Efter pressemødet får vi i vores lille HQ skabt kontakt til hinanden, og DGI starter allerede der med at aflyse arrangementer. Vi får lavet udkast til pressemeddelelser og mails, der kan gå ud med informationer internt i vores organisation, og lidt før kl. 13 har vi sendt den første pressemeddelelse ud. Vi beslutter også, at vi ikke skal have nogen DGI-hotline i forhold til virus og smittefare. Vi etablerer en indgangsside på vores hjemmeside, hvor vi rådgiver foreninger om aflysninger. De spørgsmål, der handler specifikt om sygdommen og dens udvikling, henviser vi til sundhedsmyndighederne og coronasmitte.dk, for vi er jo hverken myndighed eller sundhedsfaglige eksperter.

Her kan du finde DGI’s indgangsside.

Jeg hopper derefter op på min cykel og kører ind på DGI’s regionale kontor her i København, hvor jeg mødes med Rasmus, der er vores chef for politik og presse. Vi hilser på hinanden med afstand og uden at give hånd, og vi synes egentlig, at vi er kommet godt fra start. Folk bag os arbejder på kommunikation, og der er iværksat aflysninger. Vores folk er også klar til at rykke, når vi modtager de næste instruktioner. Rasmus og jeg går derefter sammen over i Kulturministeriet. 

Kl. 14.00: Møde i Kulturministeriet
Vi spritter hænderne, tager en sodavand, og den flok, der er samlet i mødelokalet i ministeriet, holder sig i behørig afstand fra hinanden. Enkelte lytter med på en skypeforbindelse, og der er samlet alt lige fra Tivoli, teater, museer, Dansk Live og så os som idræt. Der går mange spørgsmål på økonomien, og det er svært for departementschefen at give præcise svar så kort inde i processen. Der bliver ytret holdninger og ønsker til, hvordan Kulturministeriet kan tage de forhold, vi arbejder under, med til regeringen. Nogle efterspørger egentlige påbud fremfor anbefalinger fra regeringen, da det stiller dem bedre juridisk i forhold til økonomi. 

Vi sidder med to spørgsmål, der skal afklares. For det første har vi nogle svømmestævner, der efter planen skal afvikles. Men vi ved ikke, om der gælder særlige forholdsregler i forhold til coronavirus og fugtige omgivelser som i en svømmehal. Det spørgsmål får vi afklaret via sundhedsmyndighedernes hotline undervejs i mødet. Der er intet, der indtil videre tyder på, at svømmehaller er særligt udsatte steder i forhold til coronavirus. 

Det andet spørgsmål går på forsamlinger under 1.000. Det viser sig at være et ret vidt begreb. Er det 1.000 samlet på ét tidspunkt eller 1.000 samlet i løbet af en dag i en hal? Hvordan holder man øje med, hvornår der er 1.000, hvis man ikke har billetter? Kan Kulturministeriet bringe os tættere på de svar? Vi får ikke et præcist svar, men det er tæthed og afstand mellem personer, der skal være rettesnoren. De highlighter igen, at ældre og sårbare skal der tages særligt højde for, når man mødes mange. Selvom meget er uafklaret er det positivt, at Kulturministeriet har indkaldt os. 

Under 1.000 mennesker er noget, vi bøvler med i den kommende tid. Særligt for vores gymnastikopvisninger gælder, at vi samler på tværs af generationer. Der er mange bedsteforældre, der sidder på tilskuerpladserne. Vi er superstolte af, at vi kan samle på tværs af aldersskel, men der er en særlig forpligtelse, når truslen hedder coronavirus, og ældre er udsatte, så det må vi handle efter.  

Kl. 15: Skypemøde med landsdelsdirektørerne 
Efter mødet med departementschefen får vi lov til at låne et mødelokale i Kulturministeriet, for vi har jo en aftale med vores direktører i vores 14 landsforeninger. På skypemødet formidler vi det, vi har hørt. Vi giver også status på, at aflysninger er i gang, og at lokalpressen rundtom i landet skriver om aflysningerne som følge af statsministerens anbefalinger. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål, og her taler vi et par scenarier igennem. Skal et udendørs fodboldstævne med 300 deltagere eksempelvis aflyses? 

Der er ikke et eneste pip om overreaktion. Alle træder ind i ledelsesrollen og frigør sig fra deres personlige holdning. Det går igen i hele forløbet, at man er dygtig til både som politisk valgt, men også som administrativ leder at tage ledelsesrollen på sig. Vi bruger ikke tid på, om der er noget, vi kan undgå, eller ikke behøver at tage stilling til. Den stemning er der overhovedet ikke. Alle går til det med stor alvor. 

Jeg får spørgsmålet: Skal vi aflyse så meget som muligt? Min replik er nej. Vi skal aflyse det rigtige. Det er tydeligt nok for de fleste. Aflysningerne begynder at rulle ind, blandt andet vores egne flere end 50 arrangementer med hver især over 1.000 deltagere. For vi sidder tæt i en hal, og du kan heller ikke styre, om folk klumper sig sammen. Hvis vi er i tvivl, så aflyser vi. 

Efter skypemødet i Kulturministeriet fortsætter vi med at koordinere presseindsatsen i vores HQ, og vi skal skrive en mail ud til alle vores næsten 6.500 foreninger. Den information koordinerer vi sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF), for vi har mange foreninger, der er medlem begge steder. Det er sjældent, at vi sender en direct-mail ud til alle, men det gør vi nu, fordi informationen har den alvor, den har. I mailen linker vi til vores hjemmeside, hvor vi har forsøgt at samle al den information, vi har fået, og de retningslinjer, vi anbefaler at følge.

Her kan du finde DGI’s interne kommunikation til foreninger med oplysninger om aflysninger.

Kl. 18.30: Hjemme på Islands Brygge men stadig på arbejde
Det er ved at være aften, da jeg kommer hjem. Mine forældre er på besøg, for de skulle egentlig have været med i DGI-byen om lørdagen, hvor min mellemste datter skulle til gymnastikopvisning. Det skal hun jo ikke alligevel, ligesom der ikke er en håndboldkamp og fodboldkamp om søndagen med ungerne. Mens de andre spiser aftensmad, holder jeg møde med hovedbestyrelsen og formændene for landsdelsforeningerne. De får en orientering om dagens forløb, og hvilke disponeringer vi har gjort. Jeg møder kun opbakning. 

Efter klokken 19.30 falder der forholdsvis ro på. Jeg får lidt aftensmad, ser nyheder og ser med på de forskellige platforme for at følge med i, hvordan vores budskab bliver modtaget. Fredag aften bliver lidt sær, og det begynder at bundfælde sig, at det der corona, der før var noget i Kina, sgu også har fået tag i os. Det er det første skridt på vejen til, at vi som samfund ikke kan gøre, som vi plejer. Personligt har jeg lidt svært ved at falde ned, for jeg har været i alarmberedskab hele dagen. Det bliver jeg ikke rigtig færdig med fredag aften. 

Lørdag og søndag: Overvågning og forberedelser 
Lørdag står vi op og hygger os. Vi skulle jo have været til gymnastikopvisning, og jeg kan se på Facebook, at lørdag bliver lidt tom for mange. Vi holder os væk fra de arrangementer, der skulle have været vores planer. Mens familien finder strikketøj og puslespil frem, læser jeg mig igennem en kæmpe bunke presseklip. Vi kan se, at der er blevet taget godt imod vores udmeldinger, og at aflysningerne er kommunikeret bredt i lokale medier. 

Weekenden forløber forholdsvis roligt. Det handler mest om at overvåge og holde øje. Vores jurist udarbejder notater, som vi taler sammen om. Vi arbejder i maskinrummet for at afklare, hvor den her nye situation efterlader os. Vores jurist gransker, hvordan vi kan tolke den her ekstraordinære situation med de meldinger, der er kommet? 

Vi får også sendt et officielt brev til departementschefen i Kulturministeriet, fordi det er vigtigt at afklare, hvem der skal dække økonomiske tab for de her mange aflysninger, vi har sat i gang over hele landet. Kulturministeriet er idrættens ministerium. Det er vigtigt for os i DGI, at vores samspil med Kulturministeriet er så godt som muligt. At de kender vores behov og får den rigtige viden fra os til deres koordination med resten af regeringen. Konkret hører vi jo også tale om hjælpepakker, og det er vigtigt for os, at vi er meget tydelige om, at idræts- og kulturlivet skal tænkes ind i de her hjælpepakker. 

På det personlige plan begynder virussen også at rykke tættere på søndag aften. Min søn går på Rysensteen Gymnasium, hvor to elever er konstateret smittede. Han og hans gymnasiekammerater får besked på at blive hjemme fra skole i ugen, der kommer. 

Mandag: Hverdagen skal jo gå videre
Troels Rasmussen, vores konstituerede direktør, og jeg har et møde i Brøndby med formand for DIF Niels Nygaard og direktør Morten Mølholm. Mødet har været i kalenderen længe. Vi har en del samarbejde på tværs, som vi med jævne mellemrum tager temperaturen på. Her fylder coronavirus også en hel del. Vi taler om reaktionerne fra vores bagland, men har derudover en sideløbende dagsorden med alle mulige samarbejdsindsatser, som vi drøfter. 

Imens arbejder DGI med henvendelser fra lokalt niveau. Hverdagen skal jo gå videre, og den store arbejdsopgave for os er stadig, at der skal aflyses en masse arrangementer. Fra medlemmerne får vi rigtig mange spørgsmål om økonomi. Vores hjemmeside, som vi løbende henviser til, opdateres time for time, dag for dag. Vi forsøger at få myndigheder i tale om, hvad det er for en økonomisk, juridisk situation, vi står i. 

Vi hører også, at der er påbegyndt forhandlinger på regerings- og ministerniveau, der handler om en erhvervspakke. Det starter op mandag, og vi forsøger at arbejde ind via forskellige kanaler. Det er i første omgang lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, der bliver hørt, og kulturområdet er ikke inviteret med. Så vi må forsøge at bruge vores netværk i forhold til interessevaretagelse.

Vi tager blandt andet kontakt til Erhvervsstyrelsen og Erhvervsministeriet. Vi vil gerne tænkes ind i kompensationen, selvom vi ikke har direkte plads i spillet om erhvervspakkerne. Det betyder blandt andet, at vi også kontakter Dansk Erhverv for at nævne ikke bare vores – men i virkeligheden en bred del af civilsamfundets interesser – omkring bordet inde i Erhvervsministeriet.

Tirsdag: Hjælpepakke, TV-Avis og syg badmintonspiller
På nuværende tidspunkt er vi indstillet på, at aflysninger som minimum løber marts ud. Det er det vilkår, vi arbejder med og tager ansvar for. Vi kan ikke se meget længere ud i fremtiden. Samtidig siger vi til vores foreninger, at de skal være opmærksomme på, hvad de booker ind i april. Det kan jo vise sig, at man skal i gang med at aflyse igen, så vi råder vores foreninger til rettidig omhu. 

Tirsdag har vi også den første sag hos os, hvor en idrætsudøver meldes smittet. Det er en badmintonspiller, der har været til en holdkamp i weekenden. DGI hjælper foreningen og får igen henvist til coronasmitte.dk, så man ved, hvordan man skal forholde sig, hvis man var til stede. 

Sagen gør det igen tydeligt for os, at vi samler mennesker hele tiden, og at det især for ældre og sårbare grupper kan få alvorlige konsekvenser. Det bliver også en slags opvågning eller strømpil på, at vi nok ikke har set den sidste skærpelse fra myndighedernes side. Mere vil højst sandsynlig komme, og internt i vores HQ minder vi hinanden om, at statsministeren har sagt, at listen over mulige tiltag ikke er udtømt. Vi sender igen nyhedsbrev ud til foreningsledere og bestyrelsesmedlemmer, som cirka 25.000 modtager, med sidste nyt om coronaudviklingen.

Tirsdag kommer den første hjælpepakke, og der er pressemøde tirsdag eftermiddag. DR’s TV-avis har forinden taget kontakt for at høre om alle vores aflysninger. Hermed får pressedækningen et mere nationalt fokus efter længe at have været centreret om  aflysninger af enkelte arrangementer i lokalpressen. Den økonomiske håndsrækning bliver meldt ud på et pressemøde i Finansministeriet, mens jeg cirka klokken 15.30 mødes med en fotograf og journalist i DGI-byen. Der foregår jo ikke en hujende fis derinde, og vi laver interview i den tomme hal. Det er en stor lettelse, at idræts- og sportsbegivenheder bliver nævnt i erhvervspakken. På Twitter driller pressefolkene mig en smule. “Hvorfor står Charlotte mutters alene,” skriver de.  

Se indslaget i TV-Avisen her.

Onsdag: Alle idrætsaktiviteter – både ude og inde – skal ophøre 
Det står gradvist mere klart for mig i løbet af mandag, tirsdag og onsdag, at der er tvivl særligt om de mindre arrangementer. For man er jo fysisk tæt eksempelvis i en håndboldkamp, hvor også bolden kan være med til at sprede smitte. Mange foreninger vil gerne have, at DGI på deres vegne tager en beslutning om, hvorvidt de skal aflyse aktivitet i lokalforeningen. Det kan vi jo ikke, for sådan fungerer foreningsdemokratiet ikke. Så selvom de fleste danskere er meget fornuftige, så er der stadig behov for at nogle – man har stor tillid til og stoler på – anbefaler, hvilken vej man bør gå. 

Som formand for DGI er jeg meget på farten, og onsdag har jeg et møde i Vejle med alle forstanderne for idrætshøjskolerne rundtom i landet. På vej hjem i min bil om eftermiddagen hører jeg, at der indkaldes til pressemøde igen. Vores fremskudte HQ prøver at tænke mulige scenarier igennem. 

Vi begynder blandt andet at forberede, hvilken information foreninger har brug for, og vi laver udkast til den næste direct-mail til alle knap 6.500 foreninger, opdaterer hjemmesiden og formulerer pressemeddelelser. Vi når også at tale om, at vi fortsat vil følge det offentlige Danmark i deres tilgang til håndteringen af coronavirus. 

Jeg kommer hjem og spiser aftensmad med min familie. På det her tidspunkt inden pressemødet begynder det at sive med informationer om, at statsministeren vil lukke skoler. Jeg får også en opringning fra Kulturministeriet umiddelbart før Statsministerens pressemøde. Vi skal følge med, for de nye tiltag får også konsekvenser for os som område, lyder det. Jeg sætter hovedbestyrelsen stævne kl. 22.15, så vi via skype kan tale sammen om indholdet på pressemødet og vores udmeldinger til omverden og foreninger.

Jeg kalder på mine børn, for de skal høre med, da statsministeren går på. Det er jo en omskiftelig tid, vi lever i, og det er vigtigt, at de følger med også. Da statsministeren siger, at det offentlige lukker skoler og aflyser fritidsaktiviteter indendørs, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi skal indtage en tydelig position. 

Under pressemødet er vores lille fremskudte HQ i kontakt, og vi beslutter, at DGI aflyser al fritidsaktivitet både inde og ude. Dermed går vi faktisk skridtet længere end det offentlige. Vi kan forudse, at hvis vi eksempelvis lader udendørs fodboldtræning eller cykeltræning fortsætte, hvad gør vi så, når der skal klædes om? Og kan man mødes til en sodavand bagefter i klubhuset? 

Jeg forudser en masse spørgsmål fra vores foreninger, som med god ret bliver i tvivl. Det er der ikke nogen grund til, tænker jeg. Beslutningen om, at vi anbefaler, at al aktivitet skal ophøre, tager jeg altså med afsæt i tilbagemeldingerne de seneste dage fra baglandet om, at vi skal være tydelige. Det er faktisk ikke en svær beslutning for mig. 

Kl. 22.15 Bestyrelsesmøde: Husk vi er flere om at lede
Der er ikke meldt noget ud endnu fra vores side, da jeg efter pressemødet har skypemøde med min hovedbestyrelse. Jeg har en klar fornemmelse af, at de er på linje med mig. 

Fra min side var der tale om en orientering og en klar indstilling om, hvad vi gør. Også selvom meldingen ikke var gået ud til foreningerne endnu. Jeg kunne med god ret sige: Er I uenige, så er det nu, I siger til. De havde mulighed for at sige fra, hvis jeg var gal på den. Det gjorde de ikke. Måske fordi statsministeren udstrålede kæmpealvor under pressemødet. 

Men jeg får fra min hovedbestyrelse en reaktion, der går på, hvornår det alene er formanden, der tager en beslutning, og hvornår det er hele hovedbestyrelsen? Det er et dilemma, som hænger uløseligt sammen med min rolle i en krisesituation, hvor jeg også forventes at udvise høj handlekraft. Hvornår går jeg med en stærk fornemmelse af, at jeg har fuld opbakning? Og hvornår skal jeg tilbage og have drøftet forskellige ting med min hovedbestyrelse? Det tror jeg, en masse organisationer i civilsamfundet kan nikke genkendende til. 

Jeg vil sige, at jeg får et godt og relevant signal på mødet: Husk, at vi er en bestyrelse. Det er rigtig fint, at man som formand får den melding, for sådan er spillereglerne i en demokratisk organisation. Nu står vi i en ekstraordinær situation, hvor vi handler hurtigt. Jeg synes, at jeg og vores HQ har handlet åbent og har fremlagt mellemregninger undervejs. Men det er også fair, at flaget bliver hejst. Vi er jo en bestyrelse, og det er stærkt, at vi er flere, der leder. 

Onsdag aften/nat
Påmindelsen, der blev flaget, har jeg altid i baghovedet. Også nu. For vi står stadig i en krisesituation, hvor vi hele tiden skubber nye beslutninger foran os. Hele situationen er skærpet i alvorlighed. 

Da jeg har ringet af med hovedbestyrelsen, pudser vi pressemeddelelse af og sender den ud. Vi forbereder også den næste direct-mail til alle vores foreninger. Samtidig er der nogle praktiske ting omkring vores organisation og arbejdspladser, der skal på plads. For vi tager også en beslutning der om aftenen om, at alle ansatte skal blive hjemme. 

Jeg vil sige, at adrenalinniveauet er højt, for det er jo radikale ændringer ikke bare for idrætsforeningerne men også for en stor arbejdsplads. De andre går i seng, og jeg sidder oppe, læser nyheder og holder øje på Twitter. Jeg har en uro i kroppen og kan ikke finde ud af at gå i seng. 

Torsdag: Vi finder vores ben i den nye virkelighed
Selvom jeg er gået sent i seng, vågner jeg tidligt, fordi min underbevidsthed arbejder. Jeg får også en meget tidlig sms fra en journalist fra P1, der vil have mig igennem på morgenfladen. De vil gerne fortælle historien om, hvordan idrætsforeninger forholder sig i den her situation. Jeg fornemmer, at P1 også står i en ny situation, hvor man skal tilpasse sig nogle nye arbejdsformer, og vi gør et par forsøg i løbet af formiddagen, før jeg kommer igennem. 

Hele familien er lidt rastløs, og vores vante morgenrytme er forstyrret, for ingen skal ud af døren. Der er sådan en lidt underlig stemning, hvor vi ikke helt kan finde ud, hvilket ben vi skal stå på. Er det her weekend, eller er det hverdag? Min mand skal arbejde hjemme, og jeg har et par teenagedøtre, der dasker lidt rundt, fordi deres skole jo er i fuld gang med at tilpasse sig og få systemer sat op, så eleverne kan få undervisning hjemme. Systemerne kører allerede for min søn, der går i gymnasiet og har været sendt hjem siden mandag. 

Sideløbende holder jeg mig opdateret på, hvordan omverdenen reagerer på den nye virkelighed og læser reaktioner. Vi taler også sammen i vores lille HQ for at lodde, hvordan aftenens udmeldinger er modtaget. Er vi kommet så bredt ud, som vi skal være? På de indre linjer i DGI lukker vi arbejdspladser ned i løbet af torsdagen og får sat folk ind i, hvordan de skal arbejde hjemmefra. Alt det styrer vores konstituerede administrerende direktør, Troels Rasmussen, sammen med vores HR-chef. 

Jeg sidder i bestyrelsen for Madkulturen og har torsdag formiddag et møde med dem ligeledes på Skype. Jeg når også at løbe en tur, for jeg har brug for at klare hovedet. Torsdag eftermiddag begynder jeg at forberede mig på det landsledelsesmøde, vi efter planen skal have om lørdagen. Det må jo også finde nye former, og når vi mødes over Skype og ikke fysisk i et lokale, så skal dagsordenen tilpasses. Vi kan eksempelvis ikke have de gruppedrøftelser, vi havde planlagt. 

Fredag: “Oh shit, kan vi kapere mere?” 
Fredag bliver det klart for os som familie, at vi må tilpasse os den nye situation. Vi bor i en lejlighed, og der er ikke hjemmekontor til alle. Det bliver noget med at bede hinanden tage hovedtelefoner på og skabe små arbejdsrum, så vi hver især kan agere uden at forstyrre hinanden. Jeg synes i det hele taget, der falder lidt mere ro på om fredagen. Vi finder så småt ind i den nye hverdag og får skabt nogle strukturer. Jeg har møde med min hovedbestyrelse, hvor vi taler om coronavirus, men også drøfter, hvordan vi skal klare landsledelsesmødet næste dag. 

Jeg er ikke selv en superbruger i digitale løsninger. Så jeg får god hjælp fra min organisation til at finde ud af, hvordan setuppet skal være, når vi er så mange, der skal mødes digitalt den næste dag. Eksempelvis får jeg en introduktion til, hvordan man henter powerpoint ind, når man holder skypemøder. 

Fredag eftermiddag deltager jeg i et skypemøde med kulturministeren og andre aktører inden for Kulturministeriets område. Kulturminister Joy Mogensen beder os slutte video til, når vi stiller spørgsmål eller har kommentarer, for at kompensere for, at vi ikke kan se hinanden i øjnene. Det er en meget fin pointe. Mødet giver en status på forskellige områder, og jeg har en fornemmelse af, at alle aktører anerkender, at vi står i en svær situation. Vi bakker op om hinanden på kryds og tværs af brancher.

Da vi senere hører, at der igen vil være et pressemøde fredag aften, tænker jeg, “Oh shit, kan vi kapere mere?” Vi ved jo godt, at når statsministeren går på, så tager vi igen et skridt op ad alvorlighedsstigen i forhold til håndteringen af coronavirus. 

Meldingerne om, at grænserne lukker, bekræfter mig i, at vi gør det rigtige i at være så tydelige, som vi har været. For det bliver hele tiden indskærpet fra regeringens side, at det er alvorligt. Nyhederne fredag har ikke direkte indflydelse på os, men mere på erhvervslivet og privatsfæren. Jeg tænker, at det er vildt, det, der sker. Jeg tænker også, at det slet ikke er slut endnu.