Marie blev aktivist, da hun stod i vuggestuen: ’Det lå ikke i blodet, men da mærkede jeg på min egen krop, at noget var helt galt’

At være aktivist er under et valg er et ’altabsorberende monster’. Men at være det under to valg og tiden imellem er kaotisk, opslidende og en proces, der får folk til at brænde sammen. Så hvorfor står en mor til to endnu en gang og pakker banners og hoodies ud med den ene hånd og sms’er med journalister med den anden, imens nattesøvn er en by i Rusland og penge altid er en mangelvare?

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Hvis man leder efter en klassisk forklaring på, hvorfor Marie Blønd blev aktivist på fuld tid, finder man den ikke.

Ingen i hendes familie er aktivister eller fagforeningsfolk, og der blev ikke talt meget politik ved middagsbordet i barndommen. Hendes cv og måde at tale på i øvrigt afslører en ’corporate’ baggrund, som ikke umiddelbart leder tankerne hen på den karikerede aktivist.

Forklaringen på, hvorfor det alligevel skete, står lige midt i hendes lejlighed, hvor Altinget har mødt hende.

Midt i køkken-alrummet lyser nemlig det for mange børnefamilier genkendelige IKEA-børnekøkken op. Med et livligt, lakridskonfektkulørt drys af legekøkkenudstyr signalerer det, at her bor der børn.

Og vi taler med hende på en dag, hvor den yngste datter, som er den altoverskyggende årsag til, at Marie Blønd blev aktivist, er hjemme efter et fald fra en cykel og en tur på skadestuen.

Sådan er hendes hverdag – navigation i kaos er en slags normal. Men tiden op til et folketingsvalg er alligevel med Marie Blønds egne ord et altabsorberende monster.

I dag, fredag, står hun til demonstration sammen med det, hun håber på løber op i mange tusinde forældre, foran Christiansborg og med støttedemonstrationer i Aahus og Aalborg med budskabet 'STOP MISTRIVSEL og efterfølgende politikerdebat.

Ondt i maven i vuggestuen

Marie Blønd er en del af Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, som er med-initiativtagere til #oprørpåtværs i Bevægelsen for Børn og Unge. En sammensætning af forældre og civile fagfolk.

De forskellige navne og hashtags dækker over en bevægelse, som blev stiftet op til valget i 2019, men som siden har udvidet både deltagerkreds og målsætning. Som et resultat af læringer og erfaringer og en kæmpe succes, som bevægelsen alligevel ikke er helt tilfreds med. Hvorfor det, og hvad de så vil mere, kommer vi tilbage til.

En standard kan være et godt redskab, vi har standarder for fisk, så hvorfor ikke for børn?

Marie Blønd
Aktivist, Bevægelsen for Børn og Unge

Inden da skal vi høre, hvordan det gik til, at en type, der på LinkedIn kalder sig selv for en hybrid mellem antropologi, Business, IT og Marketing sprang ud som fuldblodsaktivist.

Marie Blønd har to døtre. Har som sagt aldrig været aktivist, ud over, som hun selv siger ”Jeg råbte lidt op, da de solgte DONG,” men da hendes andet barn, Isa, startede i vuggestuen, skete der noget inden i hende.  

”Da jeg så skulle køre hende ind, som man jo kalder det, gik det ikke særlig godt. Jeg kunne mærke på min egen krop, at der var noget helt galt. Samtidig tænkte jeg, at førstebarnsforældre nok bare ville aflevere deres barn, uden at tænke over det; uden at stille spørgsmålstegn ved, om det var meningen, man skulle have så ondt i maven, når man afleverede,” fortæller hun.

Den indkøring faldt sammen med en mængde forskellige ting:

En TV-dokumentar om kritisable forhold i daginstitutioner. Jakob Mark fra SF foreslog at Folketinget begyndte at tale om minimumsnormeringer, men blev nedstemt og delte sin harme på SoMe. En helt almindelig mor udtrykte sin egen frustration med replikken ’vi lukker lortet ned’. Det hele førte til 1200 likes og en vanvittig masse kommentarer og en Facebook-gruppe og en bevægelse, som Marie Blønd blev en del af styregruppen på.

Foto: Marie Blønd, forperson for støtteforeningen for forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen og #oprørpåtværs

En sindssyg chat og nye begreber på hjernen

Det var op til valget i 2019. Og Marie Blønd havde ingen anelse om, hvad hun gik ind til.

”Jeg ville ønske, jeg havde været så velovervejet og havde vejet for og imod – men jeg følte bare en forpligtelse til at bruge stemmen. Vi var totalt amatører, og vi gik på gaden med kernen af vores budskab, som blev minimumsnormeringer. Nogen havde måske ønsket noget andet, men vi endte der,” siger hun.

Så hvordan blev I enige om det?

”Vi var 30 mennesker i en styregruppe. Og vi blev enige om det i en sindssyg chat, der kørte 24 timer i døgnet, og som ville fylde tre leksikon, hvis vi skrev den ud!”

Så kravet om minimumsnormeringer blev det, bevægelsen gik ud med.

”En standard kan være et godt redskab, vi har standarder for fisk, så hvorfor ikke for børn? Bagsiden af medaljen er så, hvordan regner man den standard ud? Det indbefatter det arbejde vi har lavet fra 2019 til nu,” siger Marie Blønd og hiver en tryksag frem med lækkert layout og på glittet papir.

I mellemtiden var Marie Blønd med sin akademikerbaggrund nemlig begyndt at researche på emnet. Hendes begrebsapparat blev udvidet med termer som tilknytningsteori og praksischok – hvis hun skulle udtale sig, skulle det være sagligt.

Aftalen - en historisk bedrift, som stadig ikke kan mærkes i børnehøjde

Mens 2019-aktionerne primært gik ud på at få dokumenteret, hvad politikerne sagde før valget og holde dem op på det efterfølgende, er tiden mellem valgene i overskrifter brugt til at skaffe incitamenter til at fortsætte kampen.

Og et kæmpe incitament fik alle i bevægelsen den 5. december 2020. Den dag indgik S, RV, SF, EL og ALT en aftale om minimumsnormeringer

Marie Blønd beskriver det på den ene side som historisk – en børnerettighed og en kæmpe bedrift, som hun og bevægelsen fra dengang kan være stolte af.

En demonstration er en fysisk manifestation – det er godt for sammenhængskraften, nærmest terapeutisk. Jeg ved godt, det lyder klicheagtigt, men den følelse, man har til en demo er ’vi er alle sammen i samme båd’

Marie Blønd
Aktivist, Bevægelsen for Børn og Unge

Hun husker tydeligt, hvordan hun selv stod regnvåd sammen med demonstranter foran Christiansborg en fredag eftermiddag i november og så lysene i borgens vinduer. Derinde sad politikerne og forhandlede. Nogle af dem gik hen til vinduerne, kiggede ud og tog billeder fra pladsen. Udenfor råbte demonstranterne deres kampråb: ’Hvad skal vi ha? – Flere voksne. Hvornår skal det ske? – NU!’

Aftalen lød på minimumsnormeringer, som træder i kraft ved lov i 2024. Der blev afsat 3,385 mia fra 2020-2023 til kommunernes normeringer plus 100 mio til en såkaldt tilpasningspulje.

Tålmodighed er som bekendt en dyd, men behøver ikke være en sovepude. Det er så heller ikke sket for den bevægelse, der på et tidspunkt omfattede 100.000 forældre over hele landet:

”Ting tager tid, og den politiske maskine tager tid – vi kan ikke se resultatet endnu og der kan ikke evalueres. Men en ting er, hvordan man fortolker normeringer – så vi opfandt begrebet papirsnormeringer, for det kommer ikke til at rykke nok med de penge der er afsat til området,” siger Marie Blønd. 

Det er ikke kun aftalen, trods dens mangler, hun er stolt af, og som hun ikke alene vil tilskrive bevægelsen men gerne tager en del af æren for på bevægelsens vegne. Nej, der er sket noget andet og måske lige så vigtigt i debatten:  

”Det er blevet legit at sige ’der er jo ikke nogen voksne til vores børn.’ Det er en kæmpe ting,” siger hun.

Så selvom I ikke er helt tilfredse med hastighed og udmøntning, har I trods alt fået jeres hovedkrav fra valget i 2019: Minimumsnormeringer. Hvad er det så konkret, I vil kræve nu?

”Vi kommer ikke til at stille lige så konkrete krav i det åbne fra #oprørpåtværs. Denne her gang vil vi ikke simplificere og give politikerne løsninger på forhånd. Altså vi har da tænkt over nogle krav, men dem holder vi tæt med af forhandlingstekniske årsager.”

Frivillige er brændt sammen

Fra 2019, hen over KV21 og til nu har på ingen måde været en stille periode for hverken bevægelsen eller aktivisten.

”Tiden imellem valg er jo, det, som populært bliver kaldt det lange seje træk. For os har det været der, hvor vi har dokumenteret, at kommunerne ikke bruger de penge, de får fra staten. Så var der heldigvis et kommunalvalg, og lige efter det sendte vi vores hæfte om virkelighedens dagtilbud til nyvalgte borgmestre og byrådsmedlemmer. Men vi var i tvivl, om vi overhovedet kunne mobilisere til det her valg,” siger Marie Blønd.

Vi er altid lydhøre over for alle, som vil imødekomme vores krav – måske med undtagelse af LA, som har brændt deres broer, da Henrik Dahl kaldte os velfærdsnarkomaner. Det synes jeg var under lavmålet

Marie Blønd
Aktivist, Bevægelsen for Børn og Unge

Som man fornemmer, er det altså ikke fordi, hun synes, problemerne er løst med den politiske aftale. Bevægelsen står stadig fast på, at man ikke kan mærke forandringer hos børnene, og dermed er der skabt endnu mere politikerlede.

”Det er hårdt. Det er mega sårbart at tale om, men mange frivillige er brændt sammen, det er jo mødre med små børn…. Styregruppen er skåret helt ind til benet, og det er et kæmpe arbejde at få nye ind, få dem i gang, opdateret med viden om, hvem er vi som bevægelse. Onboarding og vedligehold, hvis man må sige sådan som aktivist, er virkelig krævende. Vi har søgt aktindsigt i 36 kommuner, så vi kunne omregne normeringerne og holdt webinarer omkring omsættertabellen for de lokale grupper, så de kan forstå metoden,” opremser hun. 

Marie Blønd arbejder lige nu frivilligt på fuld tid for bevægelsen, men har i størstedelen af sit aktivistliv haft fuldtidsjob eller freelance-opgaver ved siden af. Hun får det til at hænge sammen ved at hun og familien i perioder har levet for en indtægt og derudover har brugt al deres opsparing. Bevægelsen har omkring 360 betalende medlemmer. Indtægterne dækker udgifter til materialer til demonstrationer, men indhold, design og tekster er lavet om natten af frivillige, ligesom SoMe-manualer, opslag og andet kampagnemateriale.

Siden valget i 2019 er det også blevet et lidt andet ballgame at bruge SoMe som aktivist.

”I 2019 kunne man nå riiiiiigtig langt organisk – det kan man ikke længere, nu skal der penge på bordet,” påpeger hun.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Det magiske trick for at for småbørnsforældre på barrikaderne

Penge kan til gengæld ikke få travle og i mange tilfælde pressede danske børnefamilier op af sofaen.

Alle frivillighedsundersøgelser viser, at det er netop den gruppe, der er sværest at motivere til nogen form for frivilligt arbejde, herunder i særdeleshed politisk aktivisme.

Så hvad er det, der gør, at Marie Blønd og bevægelsen alligevel tror på det og selv går all in, og hvad er det magiske trick?

”Ha, hvis jeg kendte det magiske trick, så ville jeg være sparet for mange bekymringer. Jeg tror, at det, der er vigtigt for småbørnsforældre er, at man ikke beder dem opfinde den dybe tallerken. Man skal sige, præcis hvad de skal gøre, hvor og hvornår. Og så var der alle dem, der sagde i 2019, at ’I kan ikke mobilisere dem’ – de blev ekstremt overraskede. For vi havde ramt et eller andet.  Jeg tænker, at når der alligevel var en resonans, er det fordi, de kan mærke det i hverdagen,” lyder svaret.

Du kan gøre meget for at løsrive dig selv, så du står så uafhængigt som muligt – for eksempel ved at indsamle dine egne penge fra private, eller hvis organisationer vil støtte, så gøre det klart, at de ikke får indflydelse på krav og budskaber. 

Marie Blønd
Aktivist, Bevægelsen for Børn og Unge

Med småbørnsforældre som den primære målgruppe for rekruttering kunne det ellers lyder som det oplagte greb at holde sig til digital aktivisme, som kan udføres hjemme fra spisebordet eller sofaen, når børnene er puttet, vasketøjet foldet og madpakkerne smurt. Det er også en del af pakken, men de fysiske demonstrationer, som i manges øjne kan virke en smule gammeldags, er stadig en central del af aktivistværkstøjskassen hos Bevægelsen for Børn & Unge. 

”Det er en fysisk manifestation – det er godt for sammenhængskraften, nærmest terapeutisk. Jeg ved godt, det lyder klicheagtigt, men den følelse, man har til en demo er ’vi er alle sammen i samme båd’. Uanset hvor du ligger i din neurodiversitet eller hvilken diagnose du har, så er du stadig ung,” forklarer Marie Blønd.

Den gensidige afhængighed er et vilkår, men der må være en grænse

De sidste fire år har været fyldt med oplevelser, der gør det tydeligt, at der er et afhængighedsforhold mellem aktivister med en sag og de øvrige aktører inden for et område. Det være sig politikere, fagbevægelse, interesseorganisationer…  Det er et vilkår og samtidig en balancegang på en sti, der hele tiden slår nye sving.

”Du kan gøre meget for at løsrive dig selv, så du står så uafhængigt som muligt – for eksempel ved at indsamle dine egne penge fra private, eller hvis organisationer vil støtte, så gøre det klart, at de ikke får indflydelse på krav og budskaber. Vi kan tillade os meget mere end interesseorganisationer og fagbevægelse, for vi er bare borgere, og det er derfor forældrene kan lide os. Så det er vigtigt, at der ikke kommer en organisation med mange ressourcer og tager over. Jeg vil sige, at grænsen går ved at tage credit for noget, der lavet af ulønnede, usynlige hænder,” siger Marie Blønd.

Og hvad så med politikere - hvem bruger hvem?

”Vi startede jo på Jakob Marks FB-side… og vi har haft et had-kærlighedsforhold til SF, fordi vi syntes, det var et fantastisk initiativ. Men faktisk forslog Enhedslisten det samme for otte år siden, hvor det også blev afvist, og nu, otte år senere vil Radikale så også være med. Selv Venstre siger nu, at de ikke vil ikke afskaffe det. Og den brede opbakning har jo været vores mål. Men når vi for eksempel vælger at dele Jakob Marks FB-opslag, så er det jo også en del af strategien - fordi vi ved, det kommer til at rejse hurtigere, end vores eget ville gøre.”

Som du selv siger, jeres politiske bannerførere har indtil videre vist sig tydeligst i den siddende regering og støttepartier. Er I parate til at skifte politisk hest, hvis det viser sig, der er mere politisk kapital i højre side af salen?

”Vi er altid lydhøre over for alle, som vil imødekomme vores krav – måske med undtagelse af LA, som har brændt deres broer, da Henrik Dahl kaldte os velfærdsnarkomaner. Det synes jeg var under lavmålet. Men selv dengang kom der heldigvis en kvindelig kandidat og forklarede, hvad der er LA’s politik, og vi fik en hæderlig dialog. Men jeg vil jo ikke sige, vi er spændt for en bestemt hest. I sidste ende er det jo forældrene, der stemmer og giver politikerne magten. 

Så hvis det nu var K, der lavede et SoMe-opslag om at afskaffe minimumsnormeringer, så ville I også dele det?

”Vi deler opslag, hvis det er en fordel algoritmisk. Så hvis K siger, de vil, så deler vi det. Nu åbner vi op for, at alle politikere selv kan poste i vores store gruppe, så kan forældrene selv se hvad de vil.” 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00