Ngo i krig, krise og konflikt: Fleksibilitet og lokale løsninger gør det muligt at arbejde i svære samarbejdslande

Af Niels Bak Henriksen, freelancejournalist

”Vi kørte for fuld damp indtil juleaften. Vi formåede også at rykke ind i nye områder”

Ordene kommer fra Klaus Løkkegaard, som er sekretariatsleder for DACAAR (Danish Committee for Aid to Afghan Refugees), og han beskriver situationen for organisationens arbejde i Afghanistan indtil for nylig.

For trods Talibans magtovertagelse for halvandet år siden og de mange udfordringer, som fulgte af den, var det lykkedes at både videreføre og udbygge arbejdet.

Indtil juleaften.

Den 24. december strammede Talibanstyret skruen yderligere og forbød kvinder at arbejde for både lokale og internationale NGO’er.

Da der kom et dekret om, at vi skulle adskille mænd og kvinder på kontorerne, gik der ikke mange timer, før de (Taliban, red.) stod i døren

Klaus Løkkegaard
Sekretariatsleder for Danish Committee for Aid to Afghan Refugees

I første omgang lukkede DACAAR helt ned for arbejdet på linje med en lang række andre internationale organisationer i landet. Siden er de startet op igen med et nødberedskab, men uden der endnu er nogen konklusion på, hvordan arbejdet skal køre fremover.

”Vi forsøger at vinde noget tid. Vi synes godt, vi kan fortsætte i hvert fald de humanitære indsatser”, siger Klaus Løkkegaard om situationen lige nu.

Markant lettere at arbejde med kvinder lokalt

Den tilgang ligger godt i forlængelse af, hvordan det indtil de seneste stramninger faktisk var lykkedes at gennemføre arbejdet.

”De sidste halvandet år har vi været lidt uden for vores komfortzone og har måttet tilpasse os”, siger han.

Og det ikke har været let. Efter Talibans magtovertagelse, har alle samarbejdsaftaler skullet genforhandles, og det har taget tid.

Taktikken har blandt andet været at satse på lokale aftaler.

”Det har været markant lettere lokalt. Det, vi er lykkedes med, er, at ude i projekterne har vi ikke skullet gå på kompromis - inklusiv projekter med særligt fokus på kvinder”, fortæller Klaus Løkkegaard, der oplever, at lokale ledere ofte har været mindre dogmatiske og mere interesserede i den støtte og udvikling, som DACAAR tilbyder.

Det har blandt andet sat organisationen i stand til at videreføre det arbejde med faglige uddannelser til kvinder, som de kører flere steder, på trods af, at styret centralt har forment kvinderne adgang til universiteterne og kraftigt begrænset pigernes undervisning i folkeskolen.

Der var for eksempel et møde, hvor mændene var mistænksomme. Hvad er det her for noget? Så der skulle de mere oplyse ægtefæller om fordelene ved kvinders og døtres rettigheder

Janice G. Førde
Forkvinde, Kvindernes U-landsudvalg

Ændringerne er til gengæld slået kraftigt igennem på kontoret.

”Da der kom et dekret om, at vi skulle adskille mænd og kvinder på kontorerne, gik der ikke mange timer, før de stod i døren”, fortæller han.

Kvinder får vigtige dokumenter trods livsfarlige vilkår i Mali

DACAAR er med en omsætning på ca. 200 millioner kroner årligt den største danske organisation i Afghanistan.

Det er mange gange større end det budget, Kvindernes U-landsudvalg (KULU) har til deres arbejde i Mali og den Demokratiske Republik Congo – to andre lande, hvor vilkårene er meget vanskelige og præget af uro og politisk vold.

”De har livsfarlige vilkår, men til trods for det arbejder de videre”, siger forkvinde Janice G. Førde om de lokale organisationer, som KULU samarbejder med. Og hun kan nikke genkendende til, at løsningerne ofte skal findes lokalt.

KULU arbejder med at udvikle og sikre kvinders og pigers rettigheder gennem partnerskaber med lokale organisationer. I Mali hedder partneren MUSONET, og det er en paraplyorganisation af lokale kvindeorganisationer, som dækker store dele af landet. Den lokale forankring har gjort det muligt at fortsætte arbejdet, også i et område som egnen omkring byen Gao, som har været et center for det fundamentalistiske oprør i landet.

”Nogle gange skal det ændres eller udsættes, men det fortsætter” fortæller hun om arbejdet, der blandt andet består i at hjælpe kvinder til at få officielle papirer som vielsesattester, identitetskort og fødselsattester, som sikrer deres ret til blandt andet arv og skolegang. Det bliver kombineret med oplysning til både mænd og kvinder om de rettigheder og muligheder, som følger med papirerne.

Og det sidste er faktisk også en del af sikkerhedsarbejdet. Igen er den lokale opbakning afgørende.

”Der var for eksempel et møde, hvor mændene var mistænksomme. Hvad er det her for noget? Så der skulle de mere oplyse ægtefæller om fordelene ved kvinders og døtres rettigheder,” siger hun og nævner muligheder for at øge familiernes indtjeningsmuligheder og prestige i lokalsamfundet.

Fingeren i jorden i DRC for at forebygge vold mod kvinder

I den østlige del af den Demokratiske Republik Congo er volden den direkte baggrund for KULU’s samarbejde med den lokale organisation Femmes pour la paix et les droits humains (FPDH). De arbejder med at yde støtte til områdets fortvivlende mange voldtægtsofre og med at forebygge volden.

Her bliver der sat penge af til, at kvinderne i projektet altid kan have en mand med rundt, når de rejser, for det er simpelt hen for farligt for kvinder at rejse alene.

Men ellers har KULU kun begrænsede muligheder for at sikre de lokale samarbejdspartnere. I stedet handler det i høj grad om, at den lokale organisation har fingeren i jorden, for situationen skifter hele tiden.

”De har ikke haft problemer. Jeg tror de er for forsigtige og for fornuftige. Men de skal passe på. Det går op og ned”, siger Janice G. Førde om situationen i Mali.

Har ikke været på projektbesøg i årevis

Selv om KULU’s partnere har undgået voldelige episoder, har den dårlige sikkerhed haft andre konsekvenser for samarbejdet.

”Det er faktisk mange år siden, vi har været på projektbesøg, for det har ikke været sikkert, ikke en gang i Bamako (hovedstaden i Mali, red.)” siger hun. Det samme gælder for arbejdet i DR Congo.

Forskellen er, at vi nærmest tager beslutninger fra time til time

Klaus Løkkegaard
Sekretariatsleder for Danish Committee for Aid to Afghan Refugees

Det er både et problem for selve projekterne og for KULU’s arbejde i Danmark, hvor den manglende direkte kontakt slider på de frivilliggrupper, som er med til at køre projekterne.

”Vi vil gerne have nogle nye med i begge grupper, og de skal også have mulighed for at komme ned og se tingene selv”, siger hun, og fortæller, at organisationen hvert år har sat penge af til projektbesøg, men som ikke har kunnet gennemføres. 

I stedet har man måttet finde samarbejdsformer, der virker over mail og Skype, og så kræver det, at man bliver skarp på dokumentationen af arbejdet. For eksempel får KULU kopier af hver eneste af de attester, som MUSONET får delt ud til kvinder og piger i Mali.

”Når man kender sin partner, kan det lade sig gøre,” siger Janice G. Førde om samarbejdet med MUSONET, der snart har to årtier på bagen.

Delvis genåbning i Afghanistan

I Afghanistan har DACAAR også måttet sørge for sikker transport til deres kvindelige ansatte til og fra arbejde. Men ellers er sikkerheden blevet meget bedre efter Talibans magtovertagelse, hvor det tidligere ikke var muligt at arbejde i de mest krigshærgede dele af landet, fortæller Klaus Løkkegaard.

Men den forbedring af forholdene er nu helt overskygget af de begrænsninger, Taliban har lagt ned over arbejdet – senest med deres dekret om, at de kvindelige ansatte skulle sendes hjem.

For DACAAR gælder det omkring en fjerdedel af deres omkring 1000 ansatte, og den del af arbejdet, som retter sig direkte mod kvinder, kan i et land som Afghanistan ikke gennemføres uden dem.

Alligevel har man genoptaget en del af det øvrige arbejde, fortæller sekretariatsleder Klaus Løkkegaard.

”Forskellen er, at vi nærmest tager beslutninger fra time til time”, siger han.

Organisationen er hjulpet af, at en god del af deres arbejde handler om at sikre vandforsyning af både rent drikkevand og til overrisling og derfor er præget af nogle lidt mere ingeniørfaglige ting. Samtidig er det indirekte også ret kvinderettet, da det er dem som har byrden med at slæbe vand hjem og samtidig skal tage sig af for eksempel børn med diarré på grund af urent vand og dårlig hygiejne.

Rød linje eller humanitær prioritering?

Selv om det altså er muligt at holde fast i en væsentlig del af arbejdet, er det et dilemma, om man skal fortsætte med at arbejde under forhold, som Klaus Løkkegaard kalder ”fuldstændig uacceptable”.

”Vi har lidt valgt den strategi, at lige nu og her har vi brug for at vide mere om, hvordan det bliver effektueret, og hvad konsekvenserne er,” siger han.

Derfor har DACAAR søgt samarbejder med andre NGO’er om at få lagt pres på Talibanstyret.

Dermed har han lagt sig på linje med udviklingsminister Dan Jørgensen som i P1 Morgen i sidste uge sagde, at Danmark ikke umiddelbart er på vej til at trække støtten til arbejdet i Afghanistan. Han afviste også, at der i hvert fald for nuværende er en rød linje, som vil få Danmark til at indstille bistanden.

Og en sådan vil Klaus Løkkegaard heller ikke trække – endnu i hvert fald.

”Man kunne vælge at gå ud og sige, at det er så meget imod vores værdigrundlag”, siger han. ”Omvendt så er det en humanitær prioritering”.